Selv om vi her på Kapellet forsøger at følge så godt med, som vi kan, er det desværre ikke alle af de nye samlealbums i serien om Asterix vi har nået at anmelde. I starten af december 2022 udkommer det 11. samlealbum, og vi er først blevet klar med omtalen af det tiende samlebind nu. Når det så er sagt, så er Kulturkapellet jo heller ikke nødvendigvis et dagsaktuelt anmeldersite men derimod et sted, hvor vi forsøger at forfatte anmeldelser af ting, som folk også i de næste mange år vil finde interessante at få fingrene i.

Dette gælder i særdeleshed fortællingerne om den gæve galler og hans venner, for tegneserierne om Asterix har vist sig at være utrolig langtidsholdbare. De nye, flotte samlealbums er jo langt fra de første genudgivelser af Asterix på dansk. Eksempelvis kom Profeten - det første af de to albums i den aktuelle genudgivelse – første gang i serieform i 1975. Den blev genudgivet i albumform i hhv. 1976, 1987 og 2001, foruden i et andet samlebind i 1986. Disse (gen)udgivelsesiver peger altså på, at Asterix har underholdt flere generationer af danskere. Derfor kan det godt tåle at blive gentaget: Asterix holder stadig 100%.

Som med mange andre fine genudgivelser fra forlaget Cobolt, er det fantastisk at genlæse Asterix. Ikke kun fordi tegninger, farver og ikke mindst fortællingerne stadig er lige så ferske, som første gang de dukkede op i Fart og Tempo, men også fordi både den godmodige humor og satiren stadig er universel og aktuel. Dette skyldes måske seriens grundlæggende paradoks; den er på samme tid anakronistisk og tidsløs. Eftersom alle fortællingerne foregår i en fjern fortid, så er der, som man ser det hos Hergés Tintin, ikke behov for at gentegne historierne, opdatere køretøjer og teknologi for at få indholdet til at være tidsvarende. Asterix foregår udelukkende i en fjern fortid, men de satiriske elementer passer til gengæld til enhver tidsalder.

Det første af de to bind i Den Store Asterix 10 er Profeten. En af undertegnedes personlige favoritter. I denne fortælling dukker der en mørk og stormfuld aften en mystisk fremmed op i den lille landsby, som vi kender så godt. Oplyst af lyn og med bulrende torden i baggrunden proklamerer denne skumle personage, at han er en profet, der besidder evnen til at forudsige folks skæbne og se ind i fremtiden. Som det skrives i det omfangsrige forord, så var denne figur Goscinny og Uderzos kommentar til megen af den overtro og hokus-pokus, der i starten af halvfjerdserne – nærmere bestemt 1972 – blomstrede i samfundet. Ikke alene havde spåkoner, horoskoper og lignende ting kronede dage, men der kom i samtiden også en række gyserfilm, der trak på okkultisme og overtro.

Selvfølgelig skal det vise sig, at det kniber med profetens evner, for denne selvudnævnte profet er ikke andet end en fidusmager, der bare prøver at tilrane sig goder og indflydelse ved at udgive sig for at være sandsiger. Dette hopper både store dele af landsbyen og endda også romerne på, selv om Profeten helt tydeligt over for de ignorante romerske ledere, bedyrer at han er en charlatan.

I den anden fortælling Asterix på Korsika, har du nok gættet, at vores hovedpersoner drager til Korsika. Her skal de hjælpe de lokale med at stå imod den romerske militærmagt. Det starter egentlig med en stor fest, hvor gallerbyen får besøg af en masse kendte ansigter fra en række af de tidligere albums. Festlighederne kulminerer med at de sammen opsøger de forskellige romerske lejre i lokalområdet efter at have indtaget trylledrik, for dér at give soldaterne et lag bank, som det sig bør. I en af lejrene, der er blevet rømmet for romerske soldater (der jo ikke har lyst til at få bøllebank) møder de Minamandavarfrakertemix, som romerne har taget til fange.

Sammen med deres nye korsikanske våbenbror drager Asterix, Obelix og Idefix nu til Korsika, for dér at assistere de lokale indbyggere. En grisk, romersk hærfører har i sinde at laste alle de ting, han har stjålet fra de lokale korsikanerne på skibe, for at føre rigdommene til sin residens i Rom. Det skal der selvsagt sættes en stopper for, men det er ikke helt uproblematisk, idet korsikanerne er et helt særligt folkefærd med hang til også konstant at strides indbyrdes. Vendettaen menes jo at stamme fra netop Korsika.

Det var en sand fornøjelse at genbesøge begge disse albums. Asterix-serien har denne særlige dobbelthed, der gør at man som barn kan grine af alle de muntre tegninger, hvor romerne bliver slået så hårdt på kæben, at kun deres sandaler står flagrende tilbage. Som voksen læser fanger man – indimellem lidt med hjælp fra de grundige, indledende tekster til hvert album – langt flere af de inter- og intratekstuelle ordspil, referencer til (datidens) populærkultur og måske især fremmedord, der stammer fra latin. Studér blot kortet over Korsika og navnene på de romerske lejre, hvis du er i tvivl om dette. Så hvad enten du er stor eller lille, ung eller gammel, så vil de med garanti være noget, som du vil kunne more sig over og blive fascineret af hos Asterix.