Når man tænker på ordet ”punk”, er der sikkert mange der forbinder dette med firserne, med Ungdomshuset, hanekam, Dead Kennedy’s, sikkerhedsnåle i ørene, Sex Pistols, 1000 Fryd, grim graffiti, ”No future”, BZ’ere, De skrigende halse, heroin, S/H collage-plakater, Vivian Westwood, Berlin, hullede gamachebukser, The Clash, eller en lang række andre elementer, der sidenhen er gledet sømløst ind i populærkulturen. Langt de fleste glemmer sikkert, at denne periode også affødte en del tegneserier, der i den grad fangede ånden fra punkkulturen. De fleste tegneseriefans kobler måske punkbevægelsen og firserne sammen med tegneserier som V for Vendetta af Alan Moore, eller før dette Judge Dredd af John Wagner – begge engelske serier, der på hver deres måde søgte at kritisere Thatcherismen og frygten for en politistat, men vender man blikket sydpå, mod Italien, finder man hér den mest anarkiske og provokerende tegneserie af dem alle: RANX.

De samlede værker om den ultravoldelige, limsniffende, pædofile stodderrobot og hans tolvårige kæreste, er netop blevet udgivet på dansk i en lækkert trykt version fra forlaget Cobolt og kapellet garanterer at den stadig vil ryste langt de fleste læsere i deres grundvold, selv om de tidligste fortællinger har hele 38 år på bagen.

Som mange af os der læste serier i starten af firserne vil kunne huske, var mange af de serier der kom fra middelhavslandene var ustyrligt flot tegnet (f.eks. dem der blev skabt af folk som Paualo Serpieri, Milo Manara eller spanske Vincente Segrelles) og samtidig var det alle sammen tegneserier, som bestemt ikke var tiltænkt børn. For indholdet vise ofte voldsomme sexscener, udpenslet vold og et sprog som byder på så mange tabubelagte gloser at det er svært at gengive dem hér. Dette gælder i den grad også for RANX, der stadig hører til de mest groteske af disse historier.

Der er sikkert enkelte seriefans, der er lige så gamle som kapellets udsendte, som husker at RANX tidligere har været udgivet på dansk, men under titlen RanXerox. Det skulle dog vise sig at kopimaskineproducenten som delte navn med hovedpersonen ikke havde ret meget lyst til at få deres firmanavn koblet sammen med et voldspsykotisk, pædofilt Frankenstein-monster. Dette undrede dog de italienske udgivere (som man selv kan læse i den nye tegneserie) som mente, at det var var lidt dobbeltmoralsk at et firma der fremstillede maskiner hvis primære formål var at lave kopi efter kopi af andres ting, kunne finde på at brokke sig over at der var nogen der kopierede deres navn. Kompromisset endte dog med, at navnet blev ændret til ”Ranx”, selv om det stadig er muligt at opstøve brugte eksemplarer første danske album, der bar originaltitlen.

Til gengæld er ovennævnte udgivelse kun en lille del af den samlede historie om robotten – nærmere bestemt den fortælling der hedder Ranx i New York. Den nye version af RANX samler til sammenligning op på både de allertidligeste serier i S/H og i de historier som kom efter. Overraskende nok blev der lavet historier i RANX’ univers helt op i midthalvfemserne.

For de læsere der endnu ikke har fået taget deres kognitive mødom og aldrig har mødt RANX før, så er det univers som skildres en slags dystopisk fremtidsvision af tingenes tilstand i startfirserne. Medierne er ren overflade, popkulturen forsøger at overdøve alt, samfundet er præget af total hedonisme og jagten på det nyeste sus, hvad enten det er stoffer, oplevelser, musik eller noget helt 4. Som Patrick Parrinder skriver i si fine, lille bog Science Fiction: Its Criticism and Teaching så er science fiction en ”ekstrapolering af tingenes tilstand” og det virker som om at Taburini og Liberatores fremtidsunivers har ekstrapoleret netop verden i startfirserne, komplet hvad angår moden, firsurerne og ikke mindst attituden.

Som en slags opposition til denne skrækvision af fremtiden flyver hovedpersonen ind fra venstre, nikker samfundet en springskalle og flår struben ud på de fjolser som står i vejen for ham og hans 12-årige ejer og elskerinde Luba. Selv om han i løbet af fortællingerne flere gange smadres til ukendelighed, ødelægges eller moses, er han jo heldigvis en robot, som kan bygges op igen og lige som en figur i en mareridtsagtig, LSD-udgave af en Tex Avery tegneseriefigur, ikke dør, uanset hvor meget andre forsøger at smadre ham.

Det er meget svært at relatere endsige føle sympati med nogen som helst af figurerne i RANX. Selv om robottens infantile voldsudøvelse og seksuelle eskapader med lolitapigen måske godt kan appellere til teenagedrenge, så er det svært som velafbalanceret voksen at holde af nogen af disse dybt usympatiske figurer. I stedet kan man så nyde seriens velplacerede satiriske knytnæve i ansigtet på det gode borgerskab, den gode smag og ikke mindst som et nærmest rendyrket visuel udgave af modstand – drivkraften i punken.

Dertil kommer at serien er ustyrligt veltegnet og ikke rigtigt ligner ret meget andet på markedet. Det skulle da lige være tegnestilen og farvelægningen der minder meget om Richard Corbens. (Det er nok heller ikke et tilfælde, at det netop er ham der er citeret på bogens bagside.) O.k. indrømmet – de første striber er ikke meget kønnere end de allerførste Judge Dredd striber, men tegningernes råhed og fortællingernes grænseoverskridende karakter er ikke til at tage fejl af.

Skal man endelig kritisere serien, skal det være for at den flere gange er ganske ujævnt fortalt, både visuelt, hvor det i større tableauer kan være (sikkert helt bevidst) svært at lokalisere vor hovedperson, dels i forhold til at handlingen ofte springer frem i et tempo der på udsatte steder går ud over kausaliteten. Det kan godt være at denne verfremdungseffekt er helt bevidst, men den forstyrrer også reelt følelsen af fremdrift i historierne.

Omvendt set - trænger man til at blive vækket fra ens døs over at læse de samme generisk-tegnede, generisk-fortalte tegneserier og vil man opleve en udgivelse der skriger læseren lige op i hovedet, men som under al vildskaben både rummer en masse kunstnerisk flair og ikke mindst en anarkisk vildskab som sjældent er set, så må man ikke snyde sig selv for RANX. Kapellet kan i al fald, uden at blinke, garantere vore læsere for, at man ikke finder noget lignende andetsteds.