Som det både blev nævnt i Kapellets sidste anmeldelse af Den store Asterix 12 og i de altid så grundige introduktionstekster, der indleder hvert af de de næste to albums i sagaen om Asterix, så døde medskaberen af serien, René Goscinny, ganske pludseligt kort tid efter albummet Styrkeprøven var blevet færdigt. Uderzo var selvsagt hårdt ramt af vennens og samarbejdspartnerens død, og han overvejede reelt at lade Styrkeprøven være det uigenkaldeligt sidste Asterix-album nogensinde.

Idet forlaget Cobolt samtidig med at disse ord bliver nedfældet har udsendt et nyt samlebind i deres serie, vidner det heldigvis om, at det ikke endte sådan. Efter mange overvejelser kastede Albert Uderzo sig ene mand over at føre deres serien videre. Det er der mange, heriblandt anmelder, der takker ham mange gange for.

Hvis man for et øjeblik glemmer den tragiske forhistorie, så er det faktisk ganske vanskeligt at se, at der er noget som helst, der har forandret sig i Asterix´ verden. For såvel i Den store grav og i Obelix´Odysee, som er de to albums, der er samlet hér, er alt, som det skal være. Begge disse ´soloalbums´ er nemlig mindst lige så morsomme, flot tegnet, byder på fine fortællinger, masser af morsom dialog, og selvfølgelig er der også mange referencer til historiske facts, latinske udtryk og velkendte (historiske) figurer.

Den første historie Den store grav handler ikke, som titlen måske ellers kunne antyde, om et berømt mausolæum, men den foregår derimod i en gallerby ganske tæt på dér, hvor Asterix, Obelix og alle de andre bor. Der er til gengæld opstået splid i byen, idet de to høvdinge, som bor i den ikke kan enes om, hvem af dem, der bestemmer. For at gøre det ´nemt´ har de delt byen op i to lige store dele ved at grave en dyb grøft tværs gennem byen. Det skaber selvsagt en del problemer, især for den ulyksalige borger, der har et hus, som i processen er blevet delt over på midten.

Med lige dele referencer til såvel Berlinmuren som til Shakespeare, fortælles der en historie om, hvordan dette problem i sidste ende bliver løst. Det viser sig nemlig at datteren af den ene høvding er blevet smaskforelsket i den anden høvdings søn – så som et andet verdenskendt par fra Verona, forsøger de at lade kærligheden overvinde alt. Heldigvis går det noget bedre for dem, end det gik for Romeo og Julie, for ellers ville Den store Grav næppe have været et hit hos de unge kernelæsere.

Obelix´ Odysse bringer vore hovedpersoner på en tur langt sydpå. Det skrækkelige er sket, at Miraculix pludselig mangler en essentiel ingrediens til sin berømte trylledrik. Nærmere bestemt så mangler han råolie, som tydeligvis kun findes i eller nær Jerusalem. Det betyder at vores vante trio; Asterix, Obelix og Idefix drager til de varme lande, hvor de selvsagt også oplever ting, som man forbinder med området, heriblandt overnatter de i en stald i Bethlehem og render ind i forskellige krigeriske grupperinger, der konstant er oppe at slås med hinanden.

Selv om der i introduktionsteksterne til disse tegneserier flere gange slåes fast, at hverken Uderzo eller Goscinny ønskede at blande politik ind i deres tegneserieunivers og kun lavede kærligt skæg med stereotyper og kendisser fra deres samtid (eksempelvis var det helt fantastisk at opleve Sean Connery som hemmelig romersk agent i Obelix´Odysse - red.), så kan man altså i denne anmelders optik godt læse enkelte af Asterix´ eventyr ud fra en noget mere samfundskritisk vinkel. Især Den store grav viser ret tydeligt hvad Uderzo - og resten af alle andre normalttænkende mennesker – mener om folk, der opsætter kunstige grænser og skaber splid mellem folk, der som udgangspunkt er ganske ens og har meget til fælles.

Når det så er sagt, så byder også dette 13. samlealbum på et væld af interessante anekdoter, informationer og baggrunde for de to tegneserier, der ganske som de andre i serien er vanskelige at finde nogen fejl ved. Nuvel, når man har læst så mange Asterix-album som undertegnede efterhånden har, så bliver det måske lidt gentagende at piraternes skib konsekvent skal sænkes, at romerske legioner skal have bøllebank, og at folk i gallerbyen altid slås indbyrdes, men selv om disse elementer går igen fra album til album, så er der stadig variationer over den måde, disse scener er iscenesat på. Samtidig skabes der en dejlig genkendelighed og tryghed i, at alt er som det plejer at være – også selv om den ene af de to kreative kræfter bag serien ikke længere var med til at lave den.