Det er nok mange af os, der har læst Asterix som børn, som har fået vores første historietime om antikkens verden – og måske i særdeleshed Cæsars romerrige – filtreret gennem Uderzo & Goscinnys komiske fortællinger. Når man i Cobolts flotte genudgivelser af serien atter engang fodyber sig i denne ikoniske serie, så får vi i hvert samlebind tillige serveret over tres siders, langt mere konkret historieformidling, bestående af fotos, illustrationer og ikke mindst tekst der går i dybden med materialet.

Selv om disse introduktionstekster til dels også fokuserer på det konkrete arbejde med tegneserierne og den samtid de blev skabt i, så er fokus i mindst lige så høj grad på, hvilke konkrete historiske fakta der berøres i de albums, som er inkluderet i den aktuelle samling. I Den store Asterix 11 får læseren, blandt meget andet, således informationer om værnepligten for romerske soldater, indianernes totems, romerske krigsmaskiner og meget mere. Alle disse ting giver et indblik i, hvordan virkelighedens verden naturligvis adskiller sig på visse punkter fra det kulørte univers, som de gæve gallere befinder sig i, men også, hvor der findes overlap.

Som kan ses i overskriften er det første album Kejserens gave. Det er en lidt besynderlig fortælling om en fremmed galler, der flytter til den navnløse gallerby, som vi kender så godt. Grunden til det, er fordi Orthopedix, som familiefaderen hedder, har modtaget et skøde på landsbyen fra en romersk soldat. Det er selvsagt romerne, der har til hensigt at skabe en intern splid blandt byens beboere, og det lykkes til fulde.

Af samme grund skal titlen selvsagt opfattes ironisk, for som tegningen på forsiden så klart viser, så er den ’gave’ medvirkende til at få stort set alle i byen til at fare i totterne på hinanden. Selv om der er en masse velkendte elementer og figurer i tegneserien, er den også lettere atypisk, idet meget af handlingen netop er isoleret til at foregå i netop gallerbyen. Et andet atypisk element er, at Miraculix har rationeret trylledrikken, hvilket gør, at det først er i historiens klimaks, at vi får velkendte scener med ulige nærkampe mellem landsbyens folk og de ’skøre’ romere.

Vi springer til den anden tegneserie i samlebindet; Asterix opdager Amerika. Som alle der har fulgt lidt med i historietimerne allerede ved, så var Christoffer Columbus ikke den første europæer til at sætte sine fødder i Amerika. Der er nemlig fundet flere arkæologiske beviser for, at det lykkedes vikingerne at sejle den lange vej hertil. I tegneseriernes verden er det selvsagt Asterix, Obelix og Idefix der nærmest ved et tilfælde kommer hele vejen derhen. Efter en voldsom slåskamp i Hørmetix’ butik, beslutter vore venner sig for at tage på fisketur midt i et ret voldsomt uvejr. Dette resulterer i at deres lille båd kommer langt ud af kurs. Så langt at de ender med at blæse hele vejen til Amerika.

Her møder Asterix & Co. både de lokale indianere, oplever den vilde Nordamerikanske natur og mod slutningen, en gruppe vaskeægte vikinger, der hjælper seriens helte tilbage over havet, tættere på deres hjem. De mange sproglige gags får stadig lokket smilet frem hos denne aldrende anmelder, især morede undertegnede sig over den gammelnordiske måde, vikingerne taler til hinanden på.

Som altid er tegningerne i topklasse og der er mange opfindsomme, visuelle tiltag som eksempelvis Asterix, der stiller sig op på en lille bunke sten, med en fakkel i hånden, for at netop vikingeskibet skal få øje på dem. Ligheden med frihedsgudinden er selvsagt slående. En anden fantastisk idé i Asterix opdager Amerika er den måde fortællingen starter på. På første side mødes læseren af en række helt hvide billedrammer, hvor det eneste, der kan ses er en række talebobler. Senere finder læseren ud af, at dette selvfølgelig er vikingerne, der sejler rundt i tæt tåge. En håndfuld sider senere i samme album gentager dette sig blot med helt sorte billedrammer, idet Asterix og Obelix sejler rundt på et helt natsort hav. Det er jo ikke fordi Albert Uderzo har været doven eller haft for travlt med at nå en deadline, men derimod en fin spøg, der gør een opmærksom på, at man kan komme meget langt ved at vise meget lidt.

Det er umådeligt svært at sige noget som helst kritisk i forhold til Asterix. Det er ikke uden grund, at serien er blevet en klassiker i mange lande, hvorfor den også genudgives gang på gang. Selv om de to albums i denne samling måske ikke er de stærkeste sammenlignet med hele serien, så emmer de af lune og hittepåsomhed. Serien er både tidløs og sært aktuel. Kyniske læsere kunne påstå, at der i Asterix er tale om en række almengyldige tematikker, som optræder i ret banale fortællinger, men samtidig er det også virkeligt fedt tegnet, fortrinligt farvelagt, og så hører Asterix til den lille håndfuld af tegneserier, der til trods for de mange scener med folk, der slås, kan læses af selv de alleryngste i familien. Kapellets udsendte er endnu engang helt vildt begejstret over muligheden for at lov til at få et gensyn med denne fremragende tegnserieserie.