En kilde til evig fascination i kunsten er de grundliggende eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad er meningen med livet? Da Mary Shelly i 1818 skrev Frankenstein var det fordi hun gerne ville konkurrere med Byron, Polidori og sin mand om, hvem der kunne skrive den mest uhyggelige historie. Hun kunne næppe vide, at hun samtidig lagde hjørnestenen til en af de mest sejlivede troper i science fiction – nemlig hvordan et kunstigt skabt menneske opfatter sig selv og den verden, som væsenet er en del af. Ved at lade ’monstret’ fundere over tilværelsen, så gør læserne det også. Så foruden at Frankenstein er et af den moderne litteraturs hovedværker, så er dens indflydelse på genrelitteratur ikke til at komme udenom.

Selv om der umiddelbart synes at være stor forskel på Victor Frankensteins monstrøse skabning og Marvels figur Vision, er der samtidig en masse ligheder. Vision er også en skabning, der ikke er født ind i denne verden men derimod skabt. Som nævnt i omtalen af det første album i serien Nærmest menneskelig så blev Vision i sin tid lavet af Ultron, der havde behov for en slave. Slaven gjorde dog, lige som monstret i Shellys roman, oprør mod sin skaber og vendte sig mod ham. Vision blev en del af Avengers, og som han selv siger, så har han siden denne beslutning reddet jorden mindst 37 gange.

Det er nærmest påkrævet, at du læser det første bind i serien, inden du kaster dig glubsk over Vision – Atter en dag, for selv om tegneserien er ganske god til, eksempelvis gennem dialogen eller via flashbacksekvenser, at orientere sin læser – så kommer de finere nuancer først til deres ret, hvis du kender baggrunden for de begivenheder, der opstår i dette andet album.

Ud over at kunne se familien Visions liv som en slags eksistentialisme forklædt som tegneserie, så er det også en fortælling, der tager fiktivt fat i de udfordringer, der kan opstå, hvis man ser anderledes ud, hvis man opfører sig anderledes end flertallet og beslutter sig for at slå sig ned i et meget homogent, fordomsfuldt forstadskvarter. Familien Vision oplever nemlig den samme mistro, bagtalelse og skepsis fra deres naboer, som en familie med anden etnisk herkomst kan opleve, hvis de flyttede ind i et hvidt middelklassekvarter.

Marvel har altid været dygtige til at være inkluderende, og med Vision har de skabt en fantastisk figur, som alle de, der af en eller anden grund føler sig marginaliserede, kan identificere sig med. Hvad enten du møder modstand i din daglige tilværelse på grund af dit køn, din etnicitet, din religion, en diagnose eller blot din generelle måde at opføre dig på, så er det muligt for dig at spejle disse problemer i de, som Vision og hans familie oplever i denne serie.

Når hovedfigurerne er androider, så stiller det jo også spørgsmålet om, hvorvidt vi bør behandle maskiner som jævnbyrdige. Det er et helt klassisk science-fiction spørgsmål: er robotten os overlegne? Bør vi have hele kontrollen? Bør de ikke betragtes som ligeværdige, for er vi ikke blot selv ’maskiner’ af kød og blod? Er vore tanker ikke blot elektriske impulser? Er vi i grunden ikke mere ens, end vi er forskellige?

Har du allerede læst Vision: Nærmest menneskelig så vil du vide, at der hér allerede opstod en række problemer i vor lille androidfamilie, og de bliver bestemt ikke mindre i album nummer to. Uden at afsløre for meget, så går det faktisk fra slemt til værre, og idet man når til enden af Atter en dag, så føles historien faktisk slut, selv om der naturligvis er en enkelt cliffhanger, der peger mod en mulig fortsættelse.

Tegneseriens titel har den jo lånt fra Borte med blæsten, hvor en sønderknust Scarlet O’Hara lige har set sit livs kærlighed forsvinde ud af hoveddøren, men forsøger at muntre sig selv op ved at sige netop at ’i morgen er der atter en dag’. Lidt samme melankolske grundstemning fornemmes i denne virkelig velskrevne tegneserie. De, der påstår at superheltetegneserier blot handler om at formidle hjernedød action til lige så lam en læserskare, har tydeligvis ikke fulgt med. For der er masser at komme efter her, også selv om det på overfladen handler om mekaniske mennesker, der forsøger at tilpasse sig ’vores’ normer.

Det kan dog godt afsløres at idyllen om et harmonisk liv blandt middelklassen brister. På den vis er de to albums om Vision blandt de mørkeste Marveltegneserier, undertegnede har læst. Dette handler ikke om at der i andre marveltegneserier har været ondskabsfulde skabninger tidligere, men hér serveres modstanden på en måde, der er langt mere genkendelig, langt mere ligusterhæk og småborgelig. På den led fungerer tegneserien som et perfekt bindeled til den bragende gode tv-serie WandaVision (som kan ses på Disney+ - red.), der i øvrigt også er en fordel at have set, før du kaster dig over Vision-tegneserierne. Uanset hvad, så er de to albums, der foreløbigt er kommet om Vision utrolig læseværdige. De er fint tegnet og farvelagt, men det er altså fortællingen og ikke mindst alt det, der kan læses ind i fortællingen, der i den grad løfter denne serie over mange øvrige.