Der er noget på en gang imponerende og befriende naivt ved Craig Thompsons mastodonttegneserie En dyne af sne, der nu foreligger i en dansk udgave. Det har taget Thompson hele tre år at færdiggøre sin semibiografiske grafiske roman; et enkelt år på at få historien ned i skitseform og yderligere to år på at få den gjort helt færdig. Slutresultatet er virkeligt fascinerende.

I historien følger vi henholdsvis den helt unge dreng Craig, der sammen med brormanden Phil vokser op i en meget troende familie i Wisconsin og samtidig noget ældre teenager Craig, der meget forsigtigt – og med alle djævelens fristelser hængende over hovedet – tøvende kaster sig ud i sin første forelskelse med den smukke Raina, som han naturligvis møder på Bible Camp.

Formen placerer sig bevidst så langt fra superhelte- og action-tegneserien som muligt, og lægger sig i stedet i forlængelse af kunstnere som R. Crumb, Art Spiegelmann, den sene Will Eisner og ikke mindst Harvey Pekars selvransagende striber. Ulig de førnævnte er der dog noget meget let, opløftende og poetisk over Thompsons både streg og fortælling, for hvad der godt kunne have endt som en dæmoniserende serie om kristendommens tunge åg, der knuser enhver kreativ udfoldelse og seksuel energi, formår Thompson at give både forelskelsen, troen og ikke mindst kunsten lige stor plads. Troen fordømmes kun i sin mest fundmentale afskygning, kærlighedsforholdet banaliseres ikke, og det kreative står tydeligt ætset sort og hvidt på hver enkelt, nødvendig side.

Normalt tiltrækkes undertegnede primært af grafiske romaner, der søger væk fra realismen, idet realisme synes at gå tværs imod det, som er unikt for tegneseriemediet, nemlig den rigdom, som er iboende i mediet. Det er i tegneserien muligt at bryde tidslige og rumlige grænser, ophæve naturlovene og ikke mindst lade de fantastiske elementer styre. Man kunne fristes til at tænke; hvorfor skrive en roman, hvis man vil lave socialrealistiske skildringer med bund i ens eget liv? En dyne af sne gør dog dette til skamme. For hvor mange andre tegneserier med realismen i fokus er meget navlebeskuende, synes Thompson at fortælle en historie, der er universel; uanset hvad tro man har, så har alle været børn og (næsten) alle har prøvet den første forelskelse.

Alle realistiske skildringer, troværdige karakterer, flyvske tanker, forgreninger i fortællingen og fine dialogstykker kan på ingen måde ydes retfærdighed inden for rammerne af en enkelt anmeldelse. Men essensen er, at En dyne af sne ikke kunne have været fortalt i noget andet medie. Det beskriver ikke kun i en række flashbacks Craigs barndom og teenageår – i bedste ånd fra en bildungsroman - men fokus er især på den subjektive skildring af Raina, hendes ophøjede skønhed, de første, forsigtige berøringer, kysset og det bittersøde forhold som følger.

Sneen i historien fungerer ikke kun som det typiske, metaforiske bilede på renhed og uskyld men også som en beskyttende atmosfære og en nødvendig, ærbødig stilhed, der omgiver de mest centrale personer i historien. Nuvel, der er ret hårde vintre i det nordøstlige USA, men sneen fungerer også som en klar kølig kontrast til de spirende, varme følelser som Craig og Raina har for hinanden.

Det var ifølge Craig Thompsons eget udsagn meningen, at han med bogen ville lave et ”følelsesmæssigt eksperiment”, som skulle skildre ”hvordan det er første gang at sove ved siden af en anden” (ifølge pressemeddelelsen). Og i det samme slog det ham, at han faktisk havde delt seng med sin lillebror i mange år. Det er blandt andet derfor, at forholdet til broderen fylder næsten lige så meget som forholdet til Raina. Brødrenes liv er både barskt, kærligt og ikke mindst morsomt beskrevet, fx i scenen hvor de slås med tis. Der er en hel del onde skyggesider ved den strenge religiøse opdragelse, og selv om forskellige traumer ligger og lurer lige under overfladen, bliver de aldrig gjort til hverken centrale elementer eller sensationalistisk udnyttet.

På sin vis er En dyne af sne en banal pubertær kærlighedshistorie, men den løftes op til et helt andet niveau takket være Thompsons meget ekspressive, på sine steder surreelle og lidt naivistiske stil, som både formår at imponere og desuden tilføje historien et unikt og personligt præg. Samspillet mellem ord, streg og fantasi er medrivende, og Thompson sig heldigvis god tid til at fortælle sin facetterede historie. En dyne af sne bliver aldrig et hovedværk i tegneseriekanonen som eksempelvis Maus, From Hell eller The Dark Knight, men mindre kan også gøre det! Det mest fantastiske er, at de næsten 600 sider er enormt hurtigt læst - ikke fordi den er hverken ordknap eller fordi den indeholder lange passager uden tekst, men fordi den ganske enkelt er medrivende og virkeligt godt fortalt. Følelsen af den første forsigtige berøring og kvindens varme ånde på ens ansigt er eminent indfanget – så missionen om at indfange følelsen er lykkedes til fulde. Søger man derfor en bittersød romance, og har ikke mod på at læse sig igennem et bjerg af dårlige teenageromaner, er her et excellent bud på en sådan.