Der er visse typer af mennesker – undertegnede inkluderet – der har et nærmest fetichistisk forhold til bøger. Lugten af tryksværte. Lækre guldbogstaver præget i ryggen. Hvis man har det på de måde, vil jeg garantere, at man også holder et vågent øje med det danske tegneserieforlag Aben Maler. De har altid skabt flotte udgivelser og deres seneste er ingen undtagelse. Goliat er praktisk talt så rar at røre ved, at man næsten får lyst til at slikke på den.

Ordsproget lyder jo, at man ikke bør dømme en bog efter dens omslag, men heldigvis er også indholdet mere end blot en anelse interessant. Tom Gauld har nemlig ikke valgt at fortælle den velkendte historie om David og Goliat som vanligt set fra jødernes perspektiv, men derimod fra filisternes, og tillige med en højt overraskende drejning af fortællingen.

Det viser sig nemlig at Goliat – den frygtindgydende kæmpekriger – slet ikke var så farlig og brutal af natur, som Biblen ellers har ladet os tro i over 2000 år. Nej, Goliat var faktisk en ganske rar, lidt enfoldig mand, der af sin omgangskreds blev udpeget til at være den syndebuk, der optimalt set burde have vundet krigen mellem de to stridende parter uden for stor blodsudgydelse. Uden her at afsløre alt for meget af handlingen, så handler Goliat om en soldat, der hellere vil bruge sin tid på at lave papyrusarbejde end på at patruljere, og som en dag pludselig får ordren om at iklæde sig en flot, specialfremstillet rustning og begive sig tæt på fjendens linjer.

Sammen med en niårig skjolddrager tager Goliat af sted og adlyder de ordrer, han har fået, mens han undrer sig ganske meget over den mission, som hans overordnede har sat ham ud på. Han opholder sig så længe i ødemarken, at han ligefrem begynder at filosofere og nyde det ellers ganske golde landskab, som omgiver ham.

Goliat er holdt i en meget simpel, nærmest naiv streg, der passer rigtigt godt til formålet. Der er ikke brugt andre farver end sort, hvid og en varm, rødlig brun – en farve, der i øvrigt går igen i kanten af siderne, når man lukker bogen. Det er en virkelig god idé at tildele Goliat denne niårige tjener, da der så helt naturligt kan opstå dialog mellem de to om løst og fast. På den måde kan læseren lære vores store hovedperson langt bedre at kende.

Der er ikke brugt unødig plads på overflødigheder, men gør man sig selv den tjeneste at læse bogen igennem flere gange, opdager man ikke kun nye, fine detaljer i tegningerne (der i øvrigt hurtigt får liv takket være Gaulds fine fornemmelse for bevægelse og mimik), men man opdager også nye strenge i både fortælling og dialogen, der gør at Goliat bliver en læseoplevelse lidt ud over det sædvanlige.{e2] Goliat er ganske hurtigt læst, men den bliver tankevækkende, idet den forsøger at forandre læserens syn på, hvad der nærmest kan beskrives som en urmyte i vor kultur. Ideen om at selv en simpel hyrdedreng kan overkomme fjendens største kriger ved snarrådighed og slynge, bliver her forvandlet til en næsten ubærlig tragedie, for selv om både ordene og tegningerne er knappe, skal man være en meget kynisk læser, for ikke at komme til at holde af bogens godhjertede hovedperson undervejs.

Ikke alene er den grundlæggende præmis for Goliat god, selv om historien, som den udlægges i Det Gamle Testamente, ikke kan nægtes sin berettigelse, for i den nye version tvinges den eftertænksomme læseren til ikke kun at revurdere dette handlingsforløb, men måske tænke videre over ordsprog, der siger, at det som regel er sejrherrerne, der forfatter historiebøgerne. Så måske var Judas egentlig en OK, flink fyr inderst inde? Kunne det være at Farao egentlig var en hyggelig chef, der bare ikke kunne lide at fyre sine ansatte, og måske er selveste Satan blevet helt misforstået gennem årene? Hvem ved?

Det man ved med sikkerhed er, at det ville være en synd (ikke i Bibelsk forstand), hvis man ikke giver Goliat en chance, for det er en både tæskelækker bogudgivelse, der med garanti vil pynte i ethvert hjem, og en fint tegnet revision af en utroligt velkendt historie, der forhåbentlig vil få sin læser til at være mere kritisk i fremtiden, når denne lytter til fortællinger om karakterer, der udelukkende beskrives som enten gode eller onde.