Den måske mest ikoniske danske tegneserie må uden tvivl være Peter Madsens Valhalla, både fordi den er tegnet i en klassisk stil og fordi den viser vikingernes liv og ikke mindst fokuserer på sagnene om de nordiske guder. Begge stadig en vigtig del af vores fælles kulturforståelse. Nu melder den danske tegneserieforfatter Søren Glosimodt Mosdal (som debuterede med den fine Lost Highway sig på banen, med en tegneserie der også foregår i vikingetiden, men med et noget mere voksent publikum for øje end var tilfældet med Valhalla.

Tegneserien har fået titlen Fimbulvinter – der som bekendt er de tre års vinter som profetien hævder kommer umiddelbart inden Ragnarok – verdens undergang. Mosdals fokus er dog ikke gudernes verden, for selv om flere af disse manifesterer sig undervejs i historien, foregår fortællingen udelukkende i menneskernes verden – nærmere bestemt Island og Grønland.

Lige som i debuten tager Mosdal udgangspunkt i historiske begivenheder og blander på elegant vis dette med tegneseriens fabulerende billedsprog. Nærmere bestemt så handler Fimbulvinter om Erik den Røde, der er blevet sendt i eksil, efter at have raget uklar med sine naboer på Island (eller rettere sagt, efter han havde dræbt en masse mænd fra nabogården). Fortællingen starter dog efter denne episode idet Eriks yngste søn Leif vender hjem.

Selv om faderen på det udtrykkeligste havde frabedt sig det har Leif taget en præst med. Præsten er udmærket klar over hvor fasttømret nordboernes religion er og derfor går han ganske kompromisløst til værks i forsøget på at få omvendt så mange som muligt. Det er dog ikke nemt, for Erik, der er selvudnævnt hersker over Grønland og en masse af hans trofaste følger, gør alt hvad de kan for at forpurre præstens planer. Det skal dog vise sig vanskeligt.

Samtidig har Erik også et problem med en bande meget brutale røvere og mordere der huserer egnen og som om dette ikke er nok kæmper Erik også med sit eget iltre temperament og løftet han har givet til sin hustru om ikke at slå ihjel mere – for det er mildest talt meget svært at løse nogle af hans problemer uden at gribe til stålet.

Fimbulvinter er en tegneserie der ikke kun er lækkert trykt, imponerende stemningsfuldt farvelagt og som i kraft af sine tegninger besidder en grafisk kvalitet, der gør at tegningerne i højere grad minder om træ- eller linoleumssnit og derfor føler man nærmest at man sidder med et kunstobjekt i hænderne end blot med en tegneserie. I pressematerialet som forlaget medsendte, gøres der også opmærksomt på at Fimbulvinter også udsendes på det berømte forlag Casterman, hvilket i den grad understøtter ideen om at dette er en udgivelse af høj kvalitet.

Det skal dog ikke forstås på den måde, at dette er en udgivelse der primært har i sinde at behage anmeldere, for historien som fortælles er både gribende og spændende nok til også at appellere til alle de læsere som bare har kyst til at læse en god tegneserie. Det anbefales dog at man læser Fimbulvinter et par gange, idet fortællingen byder på ganske mange figurer som man ved en første gennemlæsning muligvis kan have svær at skille fra hinanden.

De stærkeste scener i Fimbulvinter er, i denne anmelders optik, hverken de stemningsmættede handlingssekvenser, de drabelige konfrontationer eller den barske dialog, men det er de steder hvor Mosdal lader magien og guderne spille med musklerne, hvad enten det er i starten hvor Leif drømmer om Tor eller i halvvejs hvor heksen Farserk møder Alfaderen - Odin. Det er naturligvis så grandiost, at Mosdal tyr til helsides splash-pages, men det virker formidabelt, især når forlaget vælger at udsende Fimbulvinter i et format der er et hak større end A4.

Slutteligt udmærker Filmbulvinter sig ved at have sine fakta på plads. Eksempelvis kan man godt, blive lidt irriteret over tv-serier som Vikings eksempelvis lader offerpladser til de nordiske guder ligne stavkirker på en prik – men ud over at Mosdal muligvis er kommet til at opdatere sproget et enkelt sted i bogen (tror ikke vikingerne brugte ordet ”mongol” om et retarderet barn), så viser han at han har gjort sit forarbejde virkeligt grundigt.

Fimbulvinter er en tegneserie som man gerne læser flere gange og som man hele tiden opdager nye, fine detaljer i. For selv om stregen måske ikke er detaljeret eller nuanceret, så er både billedkompositioner, farvevalg og fornemmelsen for tempo virkeligt godt eksekveret. En gave til alle, der tager tegneserier seriøst og ikke mindst endnu engang et tegn på, at dansk tegneseriekunst står virkeligt stærkt for tiden.