Det er en velfortjent succes som John Kenn Mortensen soler sig i. Ikke alene sælger hans detaljerede tegninger som varmt brød, han udstilles også overalt (i skrivende stund på galleriet MOHS på Vesterbro i København) og så har filmselskabet Dreamworks kontaktet ham efter at have set Post-It monstre med ønsket om at Mortensen skal levere koncepttegninger til et af deres kommende projekter. Alt dette er sket, nærmest ved et tilfælde, efter i mange år at have arbejdet på bla. Morgenthalers produktionsselskab ”Copenhagen Bombay” som animator, manusforfatter og instruktør.

Den første Post-it monstre udkom sidste år og høstede velfortjent en pingpris for bedste debut. Bogen er helt forståeligt blevet udsendt i flere lande. Der findes jo stort set ikke den kultur, som ikke har deres egne monstre og når udgivelsen ej heller indeholder tekst (ud over introduktionsteksten - der denne gang er skrevet af den formidable, engelske forfatter China Miéville, der om nogen befolker sine nygotiske romaner med uhyggelige og fantastiske skabninger) er det et værk, der kommer til at fungere på tværs af sprog og kulturbarrierer.

Det ville måske være nærliggende at sammenligne John Kenn Mortensens værker med Maurice Sendaks mesterlige Where the Wild Things Are fra 1964, for her er der også tale om en ordløs fortælling hvor børn og monstre interagerer med hinanden. Her stopper sammenligningen så også – for hvor Sendaks bog har et egentligt narrativt forløb, er Mortensens billeder nogle der snarere virker som tableauer hevet ud fra en længere, hemmelighedsfuld fortælling.

Lige som sidste gang, er der flere kategorier af monstrøse skabninger, som smyger sig rundt på de gule baggrunde. Der er monstre så store, at de ikke kan rummes indenfor rammerne af Post-It sedlen og som eksempelvis kun optræder som et gigantisk øje. Flertallet af monstrene er også en del større end de figurer (som oftest børn) der figurerer. Børnene signalerer både den lettere naive men også helt naturlige omgang med monstrene, som den voksne måske enten har glemt, fortrængt eller slet ikke er i stand til.

Selv om der er par enkelte af disse børn, der synes at have fuldstændigt kontrol over situationen, eksempelvis drengen der har fanget sig, hvad der allermest ligner en zombieheks eller den svært tilfredse dreng, der udstyret med spade kækt står og ser på monstergraven han netop har dækket til med jord. Der er dog som oftest ungerne, som monstrene holder fanget, eller børn, der er endt i situationer, som med forældres øjne ikke ser helt trygge ud.

Der findes også en hel del tegninger, hvor monstrene enten synes helt naturligt at koeksistere med deres mennesker og endelig er der en del kryptiske, nærmest magiske tableauer, hvor der tilsyneladende sker et eller andet overnaturligt, eller også er det lige før ritualet er færdigt.

Der er en enkelt tegning på hver side, men da bogens format er kvadratisk, er der skabt ”luft” omkring alle Post-It sedlerne. Da anmelders søn (på otte) så farmand bladre gennem værket, bemærkede han: ”så kan man jo selv skrive historien der hvor der er plads til det”, hvilket tegningerne i den grad lægger op til. For selv om de måske ikke eksisterer som én samlet fortælling, så skriger tegningerne alle på at få knyttet en fortælling til. Når John Kenn Mortensen leverer tableauerne, må læseren levere de historier som vi hver især kan læse ind i dem.

Lige som forgængeren er Flere Post-It monstre en bog, der pirrer læserens fantasi. En kæk, lille coffee-table bog, der vil passe ind i ethvert hjem med plads til alskens hyggelige og måske især de mere uhyggelige monstre. Det er en bog, der viser at Mortensen er en fantastisk tegner, med en sikker streg og med en virkelig god fantasi, der synes at trække tråde til såvel Tove Jannson, H.P. Lovecraft, nordiske forestillinger om trolde, men også tegninger, der retrospektivt synes at have været blevet inspireret af såvel japanske træsnit, såvel som middelalderlige forestillinger om mytiske væsener.

Kort sagt: der er her alt for mange ord, der i sidste ende alligevel bliver utilstrækkelige i forsøget på at indfange den helt særlige fascination og (u)hygge, der opstår når tilskueren bladrer rundt i Flere Post-It monstre. Så, kom du bare i gang kære læser, du er advaret; ”here be monsters”!