Selv om det sparsomme pressemateriale, der fulgte med tegneserien Det kinesiske værelse, angiver tegnere som Bilal og Schuiten som de umiddelbare forlæg, mener undertegnede altså umiddelbart at den minder mere om Bill Sienkiewiczs tidlige værker og at fortællingen forekommer som en alternativ version af Terry Gilliams fabelagtige firserepos Brazil. Det er måske heller ikke det værste sammenligningsgrundlag, men når det så er sagt så føles udgivelsen, til trods for sine klare grafiske kvaliteter og interessante, postmoderne, fragmenterede nedtursfortælling, som noget fans af science fiction har set flere gange før.

Det virker da også som om folkene bag Det kinesiske værelse er klar over dette, idet de, i efterskriften, fortæller at udgivelsen har været et projekt, der har ligget hengemt på nogle drev og disketter i henved 15 år og først sidste år har set dagens lys som samlet tegneserie, alt imens dens skabere er blevet voksne, ansvarsfulde mænd. I den mellemliggende periode er fortællingen med deres ord blevet overhalet af andre værker, selv nævner de The Matrix, som denne anmelder dog ikke synes den har voldsomt meget meget til fælles med, ud over at den, som mange science fiction værker på tværs af medier, benytter hukommelsestabet og individets fremmedgørelse som narrative elementer.

Til gengæld er Det kinesiske værelse en ganske flot tegneserie, der blander mange forskellige grafiske teknikker, fra computergenererede og digitalt manipulerede billeder, akvarel, fotos, farvekridt og mere traditionelle pennestrøg. Det giver et collageagtigt indtryk, der både er spændende og fremmedgørende, hvilket synes at fald fint i tråd med udgivelsens indhold.

Fortællingen er umiddelbart ganske svært tilgængelig, idet vores hovedperson, da vi møder ham første gang, mildest talt er i tvivl om hvad det er der foregår omkring ham. Han har en masse erindringer, som han har svært ved at placere. Han fører en skizofren dialog med en imaginær mor, som synes at handle om en situation fra hans barndom der involverede mandens bror men detaljerne har han altså meget svært ved at placere.

Hector, som manden hedder, har dog et arbejde som han nærmest pr. automatik tager hen til, efter han forvirret er vågnet op i sin lejlighed. Han arbejder i en bygning som allermest ligner et kolossalt æg. I ægget holder Ministeriet for videnskab og teknologi til og her har Hector, lige som sine kollegaer, sin egen lille arbejdsstation med stol og computer midt i et enormt, åbent kontormiljø. Her sidder han hele dagen foran sin skærm og udfører arbejde, der umiddelbart ikke giver ret megen mening for ham selv.

Langsomt går det dog op for Hector at han muligvis tidligere har skabt en computervirus, der potentielt kan lægge hele systemet ned hvis den blive aktiveret. Det er en bogstavelig bombe under systemet, men han har – lige som er tilfældet med hans andre erindringer – ingen klar idé om hvorfor han har skabt denne virus eller hvad formålet har været.

Da Hector kommer hjem efter en lang dag på jobbet, ligner hans lejlighed ikke længere sig selv og en fremmed mand insisterer på, at det er ham der altid har boet her. Dette er blot begyndelsen på Hectors oplevelser, for langsomt forenes hans ellers så fragmenterede tanker sig til noget der minder om et billede og Hector må pludselig sande, at der er en hel del folk, med meget forskellige interesser, der vil have fat i ham, for på den måde at få kontrol med den føromtalte virus.

Selv om historien kan forekomme meget teksttung og vanskeligt tilgængelig i starten, bliver historien dog meget nemmere at følge med i og overskuelig i trit med at Hector selv får samling på sig selv og bliver nødt til at flygte fra dem der er ude efter ham. Dette gør også at Det kinesiske værelse med fordel kan læses flere gange for at få flere sammenhænge med.

Det er en tegneserie, der lige som mange andre film, bøger, computerspil og tegneserier som falder ind under kategorien cyberpunk, viser et noget dystert, nedtrykkende billede af en fremtid, der især i sluthalvfemserne synes endog meget troværdig. Derfor kan man, lige som bogens efterskrift antyder, godt synes at historien minder om mange man har set eller læst før. Holder man til gengæld af denne genre, eller har man lyst til at kaste sig over en dansk tegneserie med et ganske særpræget og interessant look, så bør man bestemt forsøge at træde ind i Det kinesiske værelse.