Som det gamle ordsprog så rigtigt påstår, så er der intet, der varer evigt. Alligevel var det for mange tegneseriefans i særdeleshed en sorgens, dag da Rene Uderzo døde i marts måned, her i 2020. Selv om tegneren havde trukket sig tilbage i 2011, så er det svært at undervurdere hans påvirkning på vores allesammens liv og kulturforståelse. Selv om han har tegnet mangt og meget, er hans største bedrift utvivlsomt den serie, han skabte sammen med René Goscinny, nemlig tegneserien om den gæve galler Asterix.

Undertegnede vil med udgangspunkt i sin egen barn- og ungdom, som et meget spinkelt empirisk grundlag, hævde, at der med garanti har været mange børn, hvis første møde med såvel latin som Romerriget netop skete via Asterix, lidt på samme måde som pionertidens USA blev formidlet gennem Lucky Luke. Begge tegneserieserier er muligvis langt fra historisk korrekte, men de har formået at vække fantasi, læselyst og muligvis ansporet til at dykke ned i den virkelige historie senere hen hos flere generationer al læsere verden over.

De gode folk på Cobolt har med deres Den Store Asterix søsat endnu et ambitiøst genudgivelsesprojekt, men selv om der tidligere er lavet genudgivelser af netop Asterix, er Cobolts version (lige som i deres Blueberry-genudgivelser) fyldt med ekstramateriale i form af skitser og lange tekster, der kan fortælle om baggrunden for tegneseriens tilblivelse. De tekster, som indleder hvert album, forklarer desuden i detaljer mange af de visuelle eller intertekstuelle referencer, der eksisterer i tegneserierne for læseren.

Dette er virkeligt guf for tegneserienørden, men de ganske lange, rigt illustrerede tekstpassage kommer også rent sidemæssigt til at fylde en hel del. Dette er muligvis den eneste anke, Kapellet kunne have overfor de nye Asterix-genudgivelser; nemlig at behind-the-scenes teksten fylder så meget rent sidemæssigt. Fjernede man denne tekst, ville man nemt have kunne klemme et eller måske to tegneseriealbums mere ind i hvert samlebind. Der er til sammenligning blevet plads til hele tre Blueberryalbums i de nyeste genudgivelser. Hvis, der også var plads til tre Asterix-albums pr. samlebog, så ville det være en fordel for alle de tegneseriefans, der blot er interesseret i selve tegneserierne, men selvsagt er ekstramaterialet en af grundene til at gamle Asterixfans, igen bør overveje at gribe fat i deres tegnebøger.

For lige at lave en allersidste sammenligning med Blueberry – de samlede eventyr så er det ret bemærkelsesværdigt, at man ikke oplever lige så stor en forskel i stregen fra det allerførste Asterix-eventyr Asterix og hans gæve gallere og til de sidste album, som Uderzo tegnede, som man ser hos Jean Giraud. Man kan godt hævde, at Uderzo med tiden blev bedre til at styre baggrunde og panelerne i løbet af de mange år, som han og Gosciny dannede par, men for det utrænede øje er det ret imponerende, at tegnestilen og figurerne virker komplet udviklede allerede i det allerførste album.

Der, hvor det måske er nemmere at se udviklingen af Asterix er den måde som historierne fortælles på. Selv om det selvsagt er svært at lave komplekse fortællinger på 64 sider, så er det som om, der, idet figurgalleriet først er blevet etableret, kommer meget mere fortællemæssigt schwung og fart over de senere albums. Det betyder dog ikke, at de to første albums er decideret kedelige, for det er slet ikke tilfældet.

De meget omfangsrige introduktioner til hver fortælling er meget detaljerede, og åbner læserens øjne for såvel selve tilblivelsen af det enkelte album men også fortæller om detaljer i tekst og tegning, som mange måske ellers ville overse. Desuden er der inkluderet en masse historiske fakta, der kan være med til at gøre Asterixfans klogere på de kilder, som Uderzo og Gosciny har trukket på. Det hele er ganske gennemarbejdet og fint formidlet. Muligvis skyldes det utålmodighed, men Kapellets seriefan kæmpede med disse længere tekstpassager, ikke fordi de er uinteressante, men fordi belønningen for at læse dem naturligvis er at nå frem til det, som det hele handler om; nemlig selve tegneserierne.

Kort sagt, så har Cobolt endnu engang søsat en virkelig lækkert trykt albumserie, der vil pryde på enhver Asterix-samlers hylde. Serien udgives naturligt nok i den orden, de enkelte tegneserier oprindeligt blev trykt i. Vores samlede vurdering er, at det er lidt ærgerligt, at der ikke er mere tegneserie og mindre baggrundstekst i de enkelte samlebøger, men omvendt er den megen ekstra information til gengæld så tilpas grundig og informativ, at den med sikkerhed vil appellere til selv den største Asterix-nørd.