Ordet ”kakofoni” er, som de fleste godt ved, en betegnelse for den støj, der frembringes ved at flere, i visse tilfælde harmoniske, lyde blandes. Det er en betegnelse for et overvældende, ofte forvirrende lydindtryk, som kan være svær at finde hoved og hale i. Det er samtidig det ord, der ligger meget tæt på titlen til Adam Os nye tegneserie, der netop ”itegnesætter” oplevelsen af mange modsatrettede indtryk.

Kakofonia har en form for rammehistorie, der løseligt skaber en sammenhæng mellem de enkelte dele af det dystre kludetæppe, som præsenteres. I åbningsbilledet går en bistert udseende mand, med plasticposer i hver hånd, ned af en regnvåd, grå Istedgade i København. Han dalrer ind på et værtshus, køber en øl, smider et par mønter i jukeboksen, vælger sange og sætter sig til rette med håndbajeren.

Da han tager huen af kan man se et par plastre i mandens pande. Har han fået fjernet sine horn, eller er det bare to meget uheldigt placerede sår, han har i panden? Det mest kvalificerede gæt er nok det første, for billeder af dæmoniske, dansende djævle optræder både som tapetmønster allerede inden man når titelsiden og som en del af jukeboksens udsmykning. Jukeboksen er i øvrigt at mærket ”Deus Ex Machina”, et udtryk, der både optræder i litteraturanalysen som den ofte ulogiske løsning på et givet komplekst problem, men som også i mere bogstavelig forstand betegner, at det er selveste Gud, som er i maskinen. Kampen mellem godt og ondt, himmel og helvede, musik og bumsens tanker kan nu udfolde sig.

Udgivelsen er stort set ordløs, men man opdager hurtigt, at Kakofonia er inddelt i en slags kapitler, der alle har det til fælles, at de er tegnede versioner af de vinylsingler, som bliver afspillet i jukeboksen. Sangenes titler har alle en direkte påvirkning eller forbindelse til de små fortællinger, der følger direkte i deres kølvand. Den første plade der knitrer i gang er Poul Richard med ”Den allersidste dans”, og den efterfølgende side viser en dranker, der opdager at der er en lille dansende figur med stok og tophat i hans whiskyflaske. Hvad der sidenhen sker, skal man jo opleve ved at læse Kakofonia selv.

Hvis man selv er kreativt anlagt, hvad enten man maler, tegner, laver skulpturer, skriver eller noget helt andet, så ved man sikkert godt hvordan musik kan være med til at påvirke og inspirere den skabende proces. Det virker som om dette er grundideen i Adam Os værk, for her kan man nemlig opleve, hvordan forfatteren eller om ikke andet den centrale, øldrikkende figur, fortolker de sangtekster og melodier, der afspilles på jukeboksens playliste.

Kakofonia giver på den måde læseren mulighed for at opleve en række, ofte dystre men også morsomme og fantasifulde, tegnede musikvideoer, der kan akkompagnere de sange, som mange af os sikkert kender ud og ind. Der er nemlig musik fra så forskellige kunstnere som David Bowie, Jodle Birge, Rolling Stones, og Iggy and the Stooges optræder ligefrem to gange. Det er i al fald meget svært, idet man bladrer gennem tegneserien, ikke mentalt at afspille netop de sangtekster og melodier som knytter sig til dem, mens man nærstuderer de flotte tegninger.

Det er denne mentale leg, der er kernen i Kakofonia, for som den snarrådige læser sikkert allerede har regnet ud, et paradoks.

Selve tegneserien (ud over titlerne på sangene, navnet på jukeboksen og værtshuset) er nemlig helt ordløs. Der er ingen talebobler, kun gestik og antydninger af dialog. I sagens natur, er der heller ikke anden musik under læsningen, end den som sangtitlerne uvilkårligt fremtryller i læserens eget sind, og derfor bliver titlen også paradoksal. Den lydmæssige kakofoni udebliver. Til gengæld kan der opstå støj mellem læserens egne associationer til de pågældende sange og så de, der præsenteres så flot hér.

Det eneste man kan udsætte på udgivelsen er, at den qua sine flere pæredanske musik-referencer måske afskærer sig fra en bredere, international udgivelse, hvilket ellers ville være oplagt. For både tegningerne og hele grundideen med udgivelsen kunne sagtens tænkes at appellere til et publikum langt ud over vore breddegrader. Det er bare tvivlsomt om eksempelvis en tegneserieaficionado i Ungarn kan relatere til Poul Reichard eller Jodle Birge, men mon ikke Adam O. ville kunne kreere et par alternative sider til resten af verden, såfremt det kom på tale.

Kakofonia er både en fabulerende leg med associationer, drømme, indre billeder og en ganske fin hyldest til meget af den musik, som kan påvirke os bevidst eller ubevidst i vores dagligdag. Musik, der ikke blot fungerer som baggrundsstøj eller lydtapet, men som beder lytteren om at være opmærksom på både det lyriske og det musikalske indtryk, som tager os med på en mental rejse og som måske også er i stand til at give enkelte af os nogle associationer, der som man her varierer meget fra person til person. Adam O. viser både at han er en virkelig dygtig tegner, at han formår at skabe små, kompakte, stemningsfulde tegnerserieforløb og ikke mindst at han rent metatekstuelt er villig til at rive sin læser rundt i manegen. Ganske godt gået!