Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




: De samlede Blueberry - bind 1 / Cobolt / 168 sider
Tekst: Jean-Michel Charlier, ill: Jean Giraud
Anmeldt 3/10 2019, 19:12 af Torben Rølmer Bille

Vær med fra starten


Vær med fra starten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For de der holder af tegneserier, er Blueberry en lige så velkendt figur som Smølferne og Tintin. Serien, der blev skabt af Jean-Michel Charlier og tegnet af Jean Giraud (aka. Moebius), er en helt klassisk westernserie, der for første gang udkom i Danmark i 1969. Nu er de tre første albums så udkommet i et lækkert samlebind fra forlaget Cobolt, så nye læsere kan starte her.

Selv om det ikke var første gang, undertegnede læste Blueberry, så var det første gang at dette skete i den intenderede rækkefølge. I ungdommen blev der lånt enkelte albums hjem fra det lokale bibliotek, men det forekom altid som om, der lå fortællinger før og efter det pågældende album, noget der nu kan rettes bod på, for Cobolts udgivelse starter med den allerførste historie.

Før man når til selve tegneserien, er det dog muligt at nærlæse en håndfuld rigt illustrerede sider, der gennemgår, hvordan seriens skabere mødte hinanden efterfulgt af en tekst, der forklarer seriens noget forvirrende danske kronologi. Det viser sig nemlig, at der var en hel del forlag, der oprindeligt skiftedes til at have rettighederne til at udgive Blueberry, og det kan blandt andet være derfor, at undertegnede havde så svært ved at følge med.

Det første album i samlingen er Fort Navajo. Det er den allerførste historie om den unge, iderige løjtnant, der er vidne til, hvordan idioti og racisme (her repræsenteret af den megairriterende major Bascom) fører til at freden mellem indianerne og de amerikanske styrker bryder ud i lys lue. En familie er angiveligt blevet slagtet af apacher, men selv om Blueberry finder ud af at det i realiteten er nogle mexicanske indianere der forsøger at skyde skylden på apacherne, er der ingen der lytter til ham. Stridsøksen graves op, og det fjerntliggende fort, som Blueberry befinder sig på, er snart i fare.

Den næste historie er en direkte fortsættelse til ovenstående. Torden i vest fortæller historien om, hvordan Blueberry ene mand forsøger at krydse gennem fjendeland for at advare omverdenen om deres desperate situation. Vor unge helt må begive sig på en farefuld færd, hvor han blandt andet bliver nødt til at krydse en ørken i forsøget på at skaffe hjælp til de nødstedte.

Tredje del, Ensomme Ørn fokuserer på, hvordan der muligvis har sneget sig en stikker ind blandt Blueberrys flok. Der er i al fald en eller flere personer, der tilsyneladende tipper de lokale indianere om det vogntog som Blueberry har fået ordre til at beskytte. Vognene indeholder livsvigtige forsyninger til et andet fjerntliggende fort, men turen besværliggøres af indianerne, der hele tiden synes at være et skridt foran.

Selv om serien har en del år på bagen og i dens insisteren på actionmættede handlingsforløb, måske minder mest om de pulpblade man husker fra barndommen (forudsat man er så gammel som undertegnede), så er De samlede Blueberry 1 en virkelig god og overraskende velfortalt tegneserieoplevelse.

Det er tydeligt at se, at Giraud endnu var en meget ung tegner, da han staretde på serien. Indimellem kan ma se bl.a. ansigter, der ikke just imponerer, mens hans mange tegninger af landskabet, bygninger og heste er ret gode. Girauds streg forfines først en del albums senere, men selv om det her i de første bind ikke er lige så imponerende tegnet eller eksperimenterende, så gør det mindre, for i stedet præsenteres man for en virkelig dynamisk og overraskende fortælling.

På udsatte steder kan man med nutidige (politisk korrekte?) briller godt fnyse lidt over den indledningsvist noget unuancerede skildring af indianerne, selv om det dog samtidig er overraskende, at de ikke alle ensidigt fremstilles som blodtørstige skurke. Samtidig er der mindst lige så mange brodne kar blandt de Amerikanske soldater. Tegneseriens alder taget i betragtning er dette faktisk lidt overraskende, at der er sådan en variation, men omvendt så er udgivelsen også fra en periode, hvor man allerede (især i Europa) var begyndt at betragte den indianske kultur som mere nuanceret end den, der blev skildret i de klassiske Westernfilm fra 1950erne, og samtidig opfattede mange (unge mennesker) den amerikanske regering som skurkagtige. Vietnamkrigen synes at spøge som en begivenhed, man godt kan læse ind i tegneserien med fare for lettere overfortolkning.

Selv om Giraud stadig mangler at fintune sin tegnestil, så er de tre albums meget hurtigt læst og er lige så spændende i dag, som de var da de individuelle hæfter dukkede op første gang. Charlier er virkelig god til at overraske og lade fortællingerne tage uventede twists, samtidig med at man imponeres over hovedpersonens evne til hele tiden at finde på løsninger på, hvad der forekommer som uløselige problemer og de dødsensfarlige situationer, han og hans kammerater konstant ender i.

Alle disse ting, kombineret med Søren Vinterbergs fremragende danske oversættelse og udgivernes store respekt overfor det materiale de har genoptrykt, gør at De samlede Blueberry 1 er en udgivelse, som ingen tegneseriefan bør snyde sig selv for. Det kan godt være, at prisen er lidt i den høje ende af skalaen, men stol på Kapellet - det er faktisk alle pengene værd. At hengive sig til denne serie kræver selvfølgelig, at man holder af Westerns, men selv om man ikke gør, vil denne anmelder påstå, at enkelte måske ligefrem kan blive omvendt, hvis man giver denne udgivelse en chance. Det er under alle omstændigheder fantastisk at hoppe med ombord helt fra starten, for som de fleste ved, så udvikler denne serie sig vildt både hvad angår dens historie men ikke mindst, fordi Jean Giraud finder sin form og ender med at blive en af de dygtigste tegneserietegnere nogensinde.

220
Forrige anmeldelse
« Champignac - ENIGMA «
Næste anmeldelse
» Tatovøren og klitoris »