Cobolt er klar med deres ottende bind i deres luksusgenudgivelser af Asterix’ eventyr. I Den store Asterix 8 samles Lus i skinpelsen og Asterix i Alperne - kronologisk nummer 15 og 16 i samme bind. De to tegneserier blev oprindeligt skabt i 1970 men kom på dansk første gang i 1975. Som med de øvrige bind i denne serie indeholder hvert samlebind ud over de gode albums masser af information om både tilblivelsen, modtagelsen af disse albums samt hvordan Asterix’ verden harmonerer med eller adskiller sig fra historiske fakta.

Det er nok redundant endnu engang at gentage påstanden om, at forlaget med fordel kunne have beskåret en del af dette baggrundsmateriale lidt, så der ville være plads til mere tegneserie, for det er nu engang det valg, der er blevet truffet. Der er da også elementer i al dette tekst- og billedmateriale som leverer ganske interessant baggrundsinformation, men der er også dele af den tekst, der godt kan virke lidt overflødige. Tag nu bare afsnittene om Asterix hos hebræerne (der tager læseren med til endnu et land og deres forhold til Asterix) eller for den sags skyld det afsnit, der går tæt på bifiguren Charmonix. Dette ændrer ikke ved at hardcore Asterix-fans med garanti vil synes, at dette materiale er superinteressant.

I en af Kapellets første omtaler af disse genudgivelser blev det nævnt, at de grafiske kvaliteter i Asterix-serien altid har været høj, forstået på den måde, at det er svært at se en udvikling hos tegneren fra de første og så til de sidste albums. Baggrundsmaterialet (på s. 32 og 33) kan faktisk også give en logisk forklaring på at de visuelt føles så friske. Der fortælles nemlig om Uderzos beslutning i 2006 om at genfarvelægge alle de gamle albums, så de kom til at virke mere tidssvarende. Idet alle tegneserierne har fået en farvemæssig overhaling på dette tidspunkt, så gør det jo også, at de visuelt kommer til at være mere homogene. Det er muligvis grunden til at enkelte af os ’ældre’ tegneserienørder menes at kunne huske enkelte albums, der har set lidt anderledes ud i barndommen.

Idet man (gen)læser disse fine album, bliver det endnu engang tydeligt, hvor megen opfindsomhed makkerparret Goscinni og Uderzo besad. Selv om disse tegneserier måske mest er tænkt som letbenet historieunderholdning til yngre læsere, så er mange af de historier, der åbenbares, også universalt aktuelle og bliver vedkommende som andet end blot ’edutainment’.

Intet synes at bevise dette bedre end den første historie i dette ottende bind - Lus i skindpelsen. Det er nemlig en fortælling, der med moderne termer handler om misinformation og ’fake news’. I ren desperation over den lille, standhaftige Gallerby, som Rom ikke ser sig i stand til at indtage, hyrer Cæsar en slesk figur med det mundrette navn Pschychopathus Provocalorius til at skabe en intern splid blandt vore helte. Det starter med et rygte om, at der er en i landsbyen, der har videregivet opskriften på trylledrikken til romerne, hvilket resulterer i interne slagsmål og anklager om svigt. Heldigvis så ender alt jo godt, og den manipulerende romer får selvsagt som fortjent.

I den anden historie bliver Asterix og Obelix endnu engang sendt ud i verden, denne gang til alpelandet Schweitz, for dér at finde den særlige Edelweiss-blomst , som Miraculix skal bruge som vigtig ingrediens, så han – lidt usædvanligt – kan redde livet på en romersk kvæstor, der er blevet sendt til regionen for at undersøge en landsmands ødsle misbrug af Roms finanser. Var der nogen der sagde ’svindel med EU midler’?

Som det måske kan ses, er det muligt at læse mange aktuelle kontekster ind i Asterix’ univers, og dette har sikket også hele tiden været hensigten. For der er noget både universelt og noget sært relaterbart i disse albums, til trods for at de har over 50 års-jubilæum.

Kapellets tegneserieglade skrivekarl kan selvfølgelig også anklages for at analysere for meget og læse for tydelig en subtekst ind i disse gamle albums, men det bør altså nævnes, at man ud over en fremragende tegnet tegneserie og gode, morsomme historier også reelt set kan tage mere med fra oplevelsen, hvis man giver sig selv lov til at tolke lidt bredere på det, der præsenteres. Asterix appellerer på den sæt til to typer læsere, de der bare vil underholdes af en sjov historie og de, der også nyder tegneserierne for deres samfundskritiske subtekst.

Denne anakronistiske aktualitetsværdi er helt bestemt en af de mange faktorer, der gør, at også fremtidige generationer vil kunne læse og nyde de klassiske Asterix-tegneserier. Ind til videre, har oplevelsen med at genbesøge dette univers udelukkende forstærket følelsen af, at dette ikke kun er godt tegneseriehåndværk, ikke alene munter historietime men samtidig albums, der giver læseren meget mere end bare det.