Faste læsere af Kapellets tegneserieanmeldelser har for længst opdaget, at Cobolt er begyndt at udsende en række albums med undertitlerne ”Et ekstordinært eventyr”. Dette betyder ganske enkelt at nye tegnere og forfattere har fået mulighed for at skabe albums med velkendte tegneseriefigurer som eksempelvis Linda og Valentin og Lucky Luke, for bare at nævne et par stykker.

Joann Sfar, der sidst var forbi Kapellet i forbindelse med udgivelsen af de tre fremragende samlebind i serien om Rabbinerens kat , har sammen med tegner Christophe Blain skabt et nyt album med Giraud og Charliers ikoniske westernhelt Blueberry. Det må have været en opgave, som i denne anmelders øjne har været forbundet med et ret stort forventningspres, for selv om man måske også er ydmyg i forhold til at skulle skabe nye striber med alle de førnævnte figurer, så er serien om Blueberry en, som fans virkelig går op i.

Selvfølgelig findes der masser af gode westernserier på markedet, men sagaen om Blueberry kan for tegneseriemediet sammenlignes med det, som instruktørerne John Ford og Sergio Leone var for Westernfilmen. Dertil kommer, at man som tegner virkelig skal have en god portion selvtillid når man forsøger at træde i Moebius´ fodspor, for i anmelders optik var Giraud en af de allerdygtigste tegnere, der på noget tidspunkt har gæstet vores planet.

Christophe Blain er dog lykkedes med at finde en stil, der både lægger sig en anelse op af Giraud samtidig med, at den også har sit eget særkende. I et fattigt forsøg på i ord at sammenfatte illustrationerne har Blain ramt såvel farvetoningen som figurernes udseende, men den største forskel ligger helt klart i den detaljegrad, der i særdeleshed karakterisrerer de senere Blueberry-albums. Den er ikke til stede på samme vis i Blains illustrationer. Måske er dette bevidst, så denne nyudgivelse rent grafisk kommer til at minde om en ung Girauds streg snarere end den, den mere modne tegner perfektionerede, idet fortællingen netop foregår tidligt i Blueberrys liv. Dette er dog et rent postulat fra undertegnedes side.

Sjovt er det også at der ud over det persongalleri som læserne kender fra originalserien optræder figurer, der helt tydeligt synes at være trådt ud af klassiske westernfilm. Måske mest tydeligt kvinden, der bor alene på en farm i vildnisset, som har en slående lighed med Jill McBain (Claudia Cardinale) fra i Once Upon a Time in the West. Hvis du kender dine westernfilm, er dette langt fra den eneste tegnede cameo, der optræder, men resten bliver du altså selv nødt til at lede efter. Denne idé med at lade kendisser fra andre sfærer optræde i tegneserien, mindede umiddelbart anmelder om den måde som Goscini og Uderzo inkorporerede datidens berømtheder i mindre roller i deres Asterix-serie, selv om der selvfølgelig også findes mange andre tegneserier, der benytter sig af lignende intertekstuelle referencer.

Udgivelsen har fået titlen Den bitre apache og placerer sig som antydet kronologisk mellem albummet Det store opgør og Manden med sølvstjernen. Disse kan begge findes i Blueberry – de samlede eventyr 2. I den nye historie er Blueberry ved et tilfælde vidne til en gruppe lømler, der brutalt myrder to apachekvinder efter at have forsøgt at voldtage dem. Idet situationen mellem folkene på det nærliggende fort og de lokale indfødte i forvejen er utroligt betændt, forsøger både Blueberry på den ene side og en gruppe indianere på den anden at opspore gerningsmændene, før det hele ender i en åben krig mellem parterne.

Hvis man er velbevandret i serien, så er der rent indholdsmæssigt også forskelle at spore. Dette handler især om at Sfars fortælling forekommer en hel del mere actionorienteret end mange af de gamle albums. Dermed ikke sagt, at Giraud og Charlier ikke serverede eksplosioner, nærkampe og blodige skuddueller for læseren, men i det ny album bliver den ene actionmættede sekvens hurtigt afløst af den næste. Der er også afsat spalteplads til dialog mellem de velkendte figurer og Den bitre apache tager sig også tid til at fortælle om Blueberry og Ruthys forhold - et besværligt trekantsdrama, der i den grad besværliggøres af, at Ruthy er gift med Blueberrys nærmeste overordnede.

Når det så er sagt, så lykkes det ganske fint for Sfar og Blain at få skabt et album som med garanti vil behage langt de fleste af os, der holder af den oprindelige serie. Det er hurtigt læst og formår at være ganske i tråd med de albums der omgiver den. Overraskende er det dog at historien om Den bitre apache ikke slutter i dette album, for det viser sig, idet man når til enden, at det blot er første del ud af to. En information, som forlaget har undladt at fortælle om på hverken deres hjemmeside eller albummets bagsidetekst.

At dette er en halv tegneserie gør til gengæld ikke så meget, for Kapellets redaktør glæder sig virkelig til afslutningen, såfremt folkene bag er i stand til at følge deres dramatiske start på fortællingen til dørs. Makkerparret Sfar og Blain forøger ikke at emulere Charlier og Giraud, men det er ligeved og næsten.

Forrige anmeldelse
« Wayfinders 1 – ude af kurs «

Næste anmeldelse
» Maria fra Magdela »

Tegneserieanmeldelser