Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre

Maria fra Magdela / Bibelselskabet / 112 sider
Tekst: Kristian Leth, ill: Peter Snejbjerg
Anmeldt 29/3 2024, 15:10 af Torben Rølmer Bille

Mesterlig bibelhistorie!


Mesterlig bibelhistorie!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tak er kun et fattigt ord, men det er det, som Kristian Leth og Peter Snejbjerg skal have for at have skænket os Maria fra Magdela. Det er en velfortalt, smuk og ustyrligt gribende tegneserieudgave af Jesus´ sidste dage fortalt fra Maria Magdalenes perspektiv.
Som mange ved, er hun en ganske omdiskuteret – nærmest kontroversiel - figur fra Biblen (som Kapellet også nævnte i forbindelse med den desværre ret middelmådige film baseret på samme præmis), der førhen blev betragtet som en uren skøge af en kvinde, men som snarere er besat af dæmoner, der dog uddrives, da en hellig mand kommer til byen, hvor hun bor.

Sammen med en masse andre mennersker, der ligeledes er blevet mirakuløst helbredt fra deres dårligdomme, bliver hun en fast følger af ham, der helbredte hende – hvorefter hun ikke alene oplever, at denne mirakelmager bliver dræbt på mest uhyrlige vis. Sorgen varer dog ikke ved, for et par dage derefter opdager hun at hans grav er tom, at hans lig er forsvundet fra gravpladsen, og i næste nu bliver hun mødt af den selvsamme Jesus i levende live.

Vi kender alle sammen historien, men denne gang er de formidlet på en helt utrolig smuk vis, der forener (bibel)tekst og illustrationer på den mest fantastiske måde. Snejbjergs tegninger stråler af fortælleglæde og sans for perspektiver, gennemført farvetoning, en stram streg og en filmisk måde at strukturere sine rum og enkeltbilleder på, der gør, at man nærmest bliver suget ind i tegneseriens verden. Lyder dette som en overdreven ros, der kan være svær at tage seriøst, så bare vent til du ved selvsyn når frem til det fortællemæssige klimaks på den velkendte historie fra Det Ny Testamente - så skal du bare se løjer!

Maria fra Magdela er samtidig stramt fortalt uden at være overmodig pladdersentimental, selv om Snejbjerg virkelig når at komme stort set hele vejen rundt i den menneskelige mimik – fra ”gale” profeter, der kæfter op om Dommedag til smukke Maria, der ser sig længselsfuldt tilbage mod læseren i næste nu. Det er stor tegneseriekunst og fortællekunst i skøn forening.

Anmelder må selvsagt (grundet sin slet skjulte protestantisme – red.) nærmest erklære sig selv for at være inhabil og særdeles forudindtaget, når det kommer til at vurdere dette materiale objektivt. Men selv om slutningen af Det Ny testamente er en gammel og kendt traver, så formår Kristian Lets udvalgte bibeltekster at få teksten til at virke næsten dugfriske og som indlysende, aktuelle sandheder.

Eksempelvis var det skønt at læse sætningen: ”Guds rige tilhører dem, der stifter fred” (en lettere omskrivning af Bjergprædiken (Matt. 5,1 12 v. 9) - red.) på et tidspunkt, hvor Putin slås med nabolandet og Israel med Palestina. Så lyt dog efter! Eller, læs i det mindste gode tegneserier og find lidt fred, mens du gør det – også med din fjende! Et budskab, der ikke blot skal udbasuneres, men som bør være en del af ethvert menneskes snusfornuft.

Jesu død og lidelse er blevet til en form for urtema, en fælles referenceramme. Tegneserien (al respekt til såvel forlaget, Leth og Snejberg, men Kapellet holder fast i ´tegneserie´ i stedet for ´graphic novel´ - selv om det står på coveret – red.) rørte anmelder utroligt dybt. Kald blot undertegnede et sentimentalt, gammelt fjols, men da sekvensen, hvor Maria knust af sorg går ind i hulen for så på næste side komme grædende ud i lyset, hvor en blid hånd tager mod hendes, er helt enestående og smukt leveret. Der blev helt konkret fældet en tåre under læsningen, og det er godt nok længe siden, der er blevet tudet over en tegneserie i et regionaltog!

Maria fra Magdela er en virkelig fin tegneserie skabt af folk, der kender stoffet indgående og som formår at formidle denne fortælling på allerfineste vis. Den er en gave til alle de præster, der har mod på at peppe konfirmationsforberedelsen op, for de der er nysgerrige på, hvordan det er muligt at fortolke en af de mest ikoniske fortællinger fra Det Nye Testamente i et andet medie eller blot tegneseriefans, der har brug for at læse om en superhelt, der er i en helt anden liga end de øvrige du kender. Den er velfortalt, veltegnet og så er den meget bevægende. Kort sagt, så er det vanskeligt at se, at det ville være muligt at formidle denne bibelhistorie bedre i tegneserieform, end tilfældet er her. Kapellet kvitterer derfor med vores allervarmeste anbefalinger!

Forrige anmeldelse
« Den bitre apache - et ekstraord... «
Næste anmeldelse
» Den store Asterix 13 »