Den italienske instruktør Pier Paolo Pasolini overraskede de fleste, da han i 1964 udsendte sin film Matthæusevangeliet, som bærer den oprindelige titel Il vangelo secondo Matteo. Både før og efter denne film har multikunstneren Pasolini – som arbejdede med billedkunst, litterære udtryk såvel som journalistisk og drama – været omgærdet af kontroversielle udgivelser og stridsomme meninger. Bare året før blev han dømt til fængsel for sit segment i kolletivfilmen RoGoPaG. Efter et liv som flygtning under krigen, hvor han med nød og næppe undslap, satte han hårdt på for at finde en vision, der kunne fremtvinge en ny verdensorden. Han faldt for kommunismen som politisk løsning, og af den grund falder Matthæusevangeliet ikke mindre overraskende ud – ved første øjekast.

Filmversionen ligger rent fortællemæssigt meget tæt op ad sit litterære, bibelske forlæg, hvilket er tydeligst i dialogen. Her er der stort set ikke ændret noget på taler, prædikener og samtaler undervejs, selvom filmen selvfølgelig rent dramaturgisk er en fortætning af det oprindelige evangelium. Intentionen fra Pasolini var fra starten at placere sig selv som ateist i den troendes rolle, hvilket der kom en hengiven og troskyldig evangeliefilmatisering ud af. I receptionen af filmen er Pasolini dog blevet beskyldt for at benytte Jesus som en revolutionær figur, der skulle illustrere en allegori, som Pasolini selv kunne bruge i sit politiske opbyggelighedsprojekt, det kommunistiske.

Dette er i sig selv en interessant beskyldning, og af samme grund falder Matthæusevangeliet måske mindre overraskende ud. Den kommunistisk orienterede litteratur har traditionelt gjort stærke tilnærmelser til realistiske fortælleformer, som oftest henføres til socialrealistiske tendenser. Og fra første sekund i Matthæusevangeliet er det tydeligt, at Pasolinis version er – i stil med sine samtidige italienske, neorealistiske kolleger – en overordentlig realistisk skildring af Jesu liv og levned. Spørgsmålet er selvfølgelig så, om dette kan henføres til en kommunistisk ideologi – det er muligt, men det er tvivlsomt af flere grunde.

For det første ændrede Pasolini i lyset af denne film sit syn på filmens tilblivelsesproces efter at have villet placere filmen i en religiøs vinkel udefra. Han skal have udtalt, at han – da han så det endelige resultat – indså, at han havde indspillet sin egen version af troen. For det andet er Det Nye Testamente i sin form og fortællestil i teologiske sammenhænge anerkendt for at være – i forhold til Det Gamle Testamente – særdeles realistisk i sin stil (fratrukket Johannes’ åbenbaring). Inkarnationen af Gud i skikkelsen Jesus er her ét element: han bliver i-kødelig-gjort og fysisk materialiseret. Et andet element er selve handlingen, der stort set blot handler om Jesu jordeliv, mens det tredje – og centrale element – er testamentets brug af vidnesbyrd: Jesu opstandelse er ikke blot elementært for den troende, men den bevidnes af flere personer. Inden for teologien taler man derfor om en evangelisk realisme, og det er i givet fald snarere denne, Pasolini rammer med sin neorealistiske fortælle-, kamera- og casting-stil.

Som vi kender det fra neorealismen, så var det ofte amatører, der spillede rollerne i filmene. Det er også tilfældet i Matthæusevangeliet, hvor fx den dengang ukendte, spanske Enrique Irazoqui spiller Jesus. Samtidig er informationsstrategien temmelig tilbageholdende, som vi også ser det hos neorealister som De Sica og Antonioni, hvilket betyder, at er man ikke nogenlunde bekendt med Mattæusevangeliet selv, vil flere passager i filmen ikke nødvendigvis forekomme indlysende. Den kulturelle storfortælling forudsættes på sin vis som en klangbund for filmens egen måde at fortælle samme evangelium på – og det til trods for, at filmen er særdeles tro mod sit forlæg. De klassiske tids-, steds- og personangivelser er holdt tilbage, selvom de arketypiske scener dog fremstår lysende klart.

Derfor kommer den kontroversielle Jesus også til at fremstå som den oprører, han var, hvilket sjældent er det overleverede klerikale billede. Som anerkendelse af netop dette, synes det også oplagt, at Mel Gibson – da han skulle indspille sin realistiske version The Passion of the Christ i 2004 – netop valgte at indspille sin film samme sted som Pasolinis Matthæusevangeliet. Gibsons version var – efter udgivelse – heller ikke undladt for omtale, hvilket tyder på, at figuren Jesus tilsyneladende – alt afhængig af, hvordan denne formidles – stadig formår at bringe nogle sind i kog. Der ligger under alle omstændigheder et budskab om selvindsigt i troens rammer hos Pasolini, som kan være nok så personligt, men når det kommer til stykket, så behandler han – på sin egen måde – den mest centrale tekst i den vestlige kultur.