Man finder sig selv i mødet med det, man adskiller sig fra. En lang række Pasolini-film arbejder med dette møde, som på en eller anden måde ender med at definere den, der møder. Det kan være mødet med den vold, der kræver en forklaring og forståelse, eller den seksualitet, der er fortrængt, og derfor søger tilbage til lyset. Pasolini har dog aldrig haft lyst til at give forklaringen – for den skal seeren selv søge. Det gælder også i vid udstrækning hans film Teorema fra 1968, som netop er udkommet i dansk genudgivelse. Filmen har tidligere været udgivet under titlen Skandalen i Milano.

Titlen er på en måde misvisende. Et teorem er den konklusion, som man når frem til ved en logisk slutning: Alle mænd er dødelige, Pasolini er en mand, altså er Pasolini dødelig. Det viste sig også, da han blev kørt ned, angiveligt myrdet, af en flugtbilist i 1975. Denne klare slutning, ud fra to forudgående inferenser, leder til et teorem. Teorema er dog ikke i nærheden af at være så klar, som titlen byder. Det er derfor indlysende, at Pasolini spiller på ordets flertydighed: Det kan ud over at betyde en matematisk, logisk slutning også betyde et skue eller intuition. Filmens samlede udtryk ender et sted midt imellem.

Den handler om den mystiske fremmede, der besøger en rig, italiensk familie. Denne fremmede er en smuk ung mand, som de fleste falder for. Undervejs ender alle familiemedlemmer – far, mor, datter, søn og sågar husets servitrice – med at have sex med ham. Det er derfor et stort slag for alle, da han – af uvisse årsager – vælger at rejse derfra. Det har nogle følger, som de enkelte familiemedlemmer hver især må forfølge. Det er stadig uklart, hvem han er, og det er uklart, hvad det vil lede til. Den simple bundlinje er, at de alle gennemgår samme proces.

På den måde opfylder filmen for så vidt sit fortsæt. Den udvikling, som den fremmede sætter i gang hos de enkelte, er præcis den samme hos dem alle. Hvis vi følger den udvikling i sit logiske format, vil det være noget i retningen af: familie lever godt og lykkeligt, en fremmed dukker op og viser dem dekadencen, altså må de søge nye måder at indfri deres inderste. På den måde er filmen stramt komponeret omkring denne udviklingstråd, men det er langtfra det eneste filmen fokuserer på.

Filmen er af mange blevet anerkendt eller miskrediteret for sin åbenhed. Den lukker sig om sig selv i sin form, men åbner sig i vidt omfang i sin handling. Filmen er fyldt med henvisninger til mange forskellige kulturelle spor, men det mest centrale er filmens religiøse undertone. Med den ene hånd sætter den et semireligiøst subplot, som understreges af servitricens helgenagtige skikkelse – hun viser sig at være en helbreder. Med den anden hånd dekonstruerer filmen også selv dette spor ved, at netop den, der bibringer forandringerne, ikke er en profet, men i stedet blot en ”gudesmuk” krop, som de alle har sex med.

Teorema er derfor tolket i mange retninger. Den er anset for at være (endnu!) et udtryk for Pasolinis kommunistiske tilbøjeligheder, der understreges af den kritik af bourgeoisiet, som filmen leverer, mens det også kan indlemmes i den religiøse pastiche, der kontinuerligt lumrer gennem hele filmens udvikling. Den balancerer dog hele tiden på grænsen til en anerkendelse af noget guddommeligt, som præciseres i den allegoriske slutning. Rigmanden, der har givet hele sin fabrik til arbejderne, løber ud i en ørken, hvor filmens gennemgående religiøse citater er blevet udsagt. Pasolini var ikke, som andre kommunister, så hårdhændet ved religion, og derfor kan det måske ses som et vist møde mellem de to.

En anden og vigtig tolkning af filmen peger på, at det er et forsøg for Pasolini på at udtrykke en holdning til sin egen homoseksualitet – en tolkning, der heller ikke er svær at applicere på filmens eksplicitering af sex mellem mænd. Filmens frivole seksualitet var også en af de væsentligste årsager til, at den blev bandlyst af Vatikanet, fordi den desuden bespottede Gud. Det ledte til en længere retssag, hvor Pasolini var anklaget for blasfemi, og stod til seks måneders fængsel, men blev frikendt. Pasolini havde allerede fire år tidligere bragt sig i gejstligt uføre med sin filmatisering af Mattæusevangeliet. Året efter skulle han gøre det samme med Svinestien.

Teorema formår at pege tilbage mod de modernistiske rødder, som han kommer fra, mens den også strejfer den ambivalens og opgør med stringens som postmodernismen indføjer. Dens søgen efter noget gyldigt, stort og sandt er til stede, men processen er kompliceret, fordi den menneskelige søgen falder i, hvor dekadencen af størst. Filmen findes i forskellige udgaver, og det kan undre lidt, at selskabet her ikke har udgivet den 10 minutter version – spørgsmålet er, om denne stadig eksisterer. Forundringen bliver dog kun større af, at bagsidecoverets billede er fra den lange version – og ikke med i denne 94 minutter lange sag. Lad det dog ikke skæmme: Teorema er blandt Pasolinis absolut bedste værker.