Det forekommer, som om det er blevet en regulær industri i Japan, at producere film, som vi her i Vesten skal forundres over er så utroligt langt ude. For selv om japansk popkultur hele tiden søger nyere, vildere og mere bizarre grænser, så virker det også som der er producenter og filmmagere som i bedste Roger Corman-stil presser ting ud på markedet, hvis primære formål det er at ride med på den blodige bølge som Tokyo Gore Police og Machine Girl har startet.

Indrømmet – instruktøren af Samurai Princess Kango Kaji skrev faktisk manus til Tokyo Gore Police og effekterne er ladt i hænderne på Yoshihiro Nishimura, der også var ansvarlig for make-up effekterne i selvsamme film, men det er ganske tydeligt, helt fra starten af Samurai Princess, at den har haft et meget, meget mindre budget. Filmen er skudt direkte på digital HD og det lykkes aldrig filmen at fortælle en egentlig sammenhængende fortælling.

Den forsøger alligevel at berette historien om en ung pige, som en skønne dag er på udflugt med sin skoleklasse. Her voldtages og dræbes alle pigerne af en bande grimme galninge, der ser ud som om de er flygtet fra en Duran Duran video engang i midtfirserne. Vores heltinde overlever med nød og næppe. Hun er ved at udånde men en mystisk og gal videnskabsmand finder hende og tilbyder at lave hende om til en cyborg. Nu er vores fåmælte, unge pige pludselig bevæbnet med bl.a. bryst-granater og katanaer der kommer ud af hænderne.

Sjælene fra hendes ni slagtede klassekammerater har hun ligeledes, takket være en kvindelig Shinto præst, fået inkorporeret i sin cyborgkrop. Derfor er tøsen et slags omvandrende hævntogt, der nu drager rundt i et stort skovområde for få hævn over psykopaterne. Det er velkendt blandt filmfolk, at hvis man ikke har masser af penge til at optage på forskellige locations eller for den sags skyld til at bygge kulisser for, så optager man naturligvis ude i en skov. Det er da også helt tydeligt, at langt størstedelen af filmens budget hér er blevet brugt på afrevne lemmer, teaterblod og plastiktarme og ikke på kostumer eller et hæderligt manuskript.

Nu kan det måske lyde som om Samurai Princess er nærmest smertefuld at overvære, men sådan forholder det sig ikke. Det er på trods af dens lave budget og forvirrende handling endt ud med at blive en ganske underholdende, japansk splatterfest, der sikkert vil behage mange af de fans, der i forvejen dyrker disse orgier i mærkelighed.

Filmens endelige opgør er dog noget af de mest lattervækkende, som længe er blevet set på film, for den gummiagtige, hysterisk grinende mutant, som her dukker op for at give prinsessen kamp til stregen, er rent ud sagt hverken uhyggelig eller en værdig modstander. Det er helt tydeligt at filmmagerne har villet chokere tilskueren, men er man velbevandret i den groteske splatterfilms verden, så kan man nærmest ikke andet end at ryste på hovet og smågrine når kampen sættes i gang.

Samurai Princess forsøger gennem sin dialog, at placere sig anakronistisk mellem en form for nutidigt Japan, et gammeldags feudalt samuraisamfund, hvor shogunen – som man aldrig ser – har forbudt disse cyborgs og naturligvis science fiction, i form af filmens referencer til cyborgteknologien. At det hele så foregår i en skov – med enkelte afstikkere til forladte fabrikshaller - er bare med til at gøre hele molevitten mere forvirrende rent tidsmæssigt. Det gør at filmen aldrig for formået at skabe et selvstændigt univers, men at den i høj grad lever på at tilskueren er i stand til at danne sig et helhedsindtryk af den verden filmen foregår i, baseret på de fragmenter som filmen giver.

Groft sagt, så er der rigtigt mange ting, der ikke rigtigt fungerer for Samurai Princess. Galskaben er der dog hele vejen igennem og man kan ikke lade være med at tænke på klassikere som Shinya Tsukamotos to Tetsuo film, mens man ser Samurai Princess. Selv om filmene er beslægtet gennem fokusen på cyborgs og udkrængede splatterelementer, så mangler Samurai Princess helt og holdent den intensitet og det særegne univers, man husker fra Tsukamotos film. Slutdommen er derfor, at Samurai Princess ganske hurtigt drukner i mængden af hurtigt producerede, japanske, excessive splatterfilm og at hard-core fans stadig må vente tålmodigt på en egentlig aftager til den fremragende Tokyo Gore Police.