Spejlet må regnes for Tarkovskijs mest eksperimenterende film, uden fokus på handling eller karakteropbygning. I stedet fungerer filmen mere som en meditation over et barns opvækst og af denne grund, ser de fleste Spejlet som en selvbiografisk film.

Spejlet er bygget op om en række scener uden en umiddelbar sammenhæng, en efterhånden personer går igen, dannes en sammenhæng. Der skiftes kraftigt i tid gennem hele filmen og det eneste gennemgribende træk ved filmen, er brugen af digte som fortællerstemme. Digtene er skrevet af Tarkovskijs far Arseny Tarkovskij, som var en kendt digter før sønnens succes som filminstruktør.

Dette fortæller os også hvordan Spejlet bedst kan forstås - det er et digt i visuel form. Hermed bliver det også klart at manglen på narrativ sammenhæng i filmen fungerer på samme måde som i et digt.

Fokus ligger på stemningsbilleder og dem er der mange af i Spejlet. Det er netop ved brugen af de kraftige tidsskift samt arkivmateriale som skaber en række drømmeagtige billeder, hvor man som seer selv danner en indre fortælling. Det er en svær kunst at få til at lykkes og man skal da også være forberedt på at bruge tid på at lade sig opsluge af Tarkovskijs fængslende billeder.

Som en selvbiografisk film fungerer Spejlet dog glimrende, netop fordi den holder fast i det drømmende og udflydende. Hermed opnår filmen en stemning som kommer tættere på hvordan vi i virkeligeden husker vores liv og de følelser som følger med. Spejlet bliver et studie i hvordan vi husker os selv, et studie i hukommelse. En udfordrende men også meget vellykket film.