Selvom 2.verdenskrig og følgerne heraf var forfærdelige, kan man af og til godt spørge sig selv, om der kan presses mere ud af den citron. Der er lavet et utal af dokumentarfilm, underholdningsfilm, artikler, skønlitterære romaner, historiske oversigter og meget meget mere. For nylig blev der føjet endnu en film på listen, nemlig Drengen i den stribede pyjamas.

Filmen foregår midt under krigen, hvor vi følger den otteårige, tyske dreng Bruno, som bor trygt i Berlin med sin kernefamilie, og som er blevet skånet for stort set alle oplysninger om den igangværende krig. Faderen er officer i Hitlers naziregime, og da han forfremmes til en endnu vigtigere post, flytter hele familien med ham ”på landet”, hvor de bor i en bunkerlignende bygning med jødiske straffefanger som tjenere. Herfra leder faderen den koncentrationslejr, som ligger ganske tæt på huset.

Under sin ensomme leg omkring huset finder Bruno en dag vej til koncentrationslejren, hvor han møder den jævnaldrende, jødiske dreng Shmuel, som altid går i en mærkelig stribet pyjamas. Gennem pigtrådshegnet opbygger de to drenge et venskab med skak, boldspil og sandwichs, og langsomt går det op for Bruno, at hans far måske ikke er den storslåede patriark, som kæmper en smuk kamp for fædrelandet. En rystende erkendelse for en dreng på otte år, som efterhånden ikke ved, hvad der er sandt og forkert, og hvis trygge barndom gennemrystes af oplysninger, som er alt for svære at kapere. I forsøget på at give Shmuel en smule håb tilbage, bestemmer Bruno sig for at hjælpe med at finde Shmuels far, som er forsvundet i lejren. Det lykkes Bruno at komme ind i koncentrationslejren, men det er ikke en hvilken som helst dag, Bruno har valgt.

Filmen er søgt skildret ud fra et barns oplevelser, og dette lykkes nærmest upåklageligt. Man har som tilskuer konstant følelsen af at være otte år midt i en voksenverden. En af årsagerne hertil er, at man ikke får meget mere at vide end barnet. Hvem er de officerer, som sidder med ved middagsbordet? Hvorfor er de i huset? Hvad består faderens arbejde præcist i? Den slags informationer plejer at blive givet gennem samtaler, små hentydninger o. lign, men her behandles vi på samme måde som et barn, og mange ting forklares ikke så tydeligt. Man tvinges til at bruge sine øjne og evne til at resonere som et barn. Naturligvis har vi dog vores evne til at lægge to og to sammen og parre resultatet med vores viden fra historietimerne, men følelsen af at være i øjenhøjde med Bruno rammer helt plet. Samtidig understøttes dette af kameraføringen, som ofte er frøperspektiv, således bygninger og mennesker tårner sig op foran én.

De to otteårige drenge stjæler alt opmærksomheden og det meste af rosen. De spiller begge to så gennemført, at det skærer lige i hjertet. Især fordi historien er så afskyelig og indeholder så meget, som de to børneskuespillere slet ikke har mulighed for at sætte sig ind i. Resten af skuespillerstablen gør det generelt rigtig godt, men der er ikke meget at stille op mod to talenter på otte år. Der er et enkelt kritikpunkt af Drengen i den stribede pyjamas, men dette skriger til gengæld også til himlen! De taler alle sammen engelsk på trods af, at alle karakterer er tyskere. Det er alt for simpelt og Hollywood-agtigt at vælge løsningen med engelske skuespillere, så det giver altså ingen stjerner.

En af filmens styrker er, at den ikke kun er en skildring af 2.verdenskrig. Den handler i lige så høj grad om en drengs alt for tidlige møde med virkeligheden, om et barns forhold til sine forældre, om et ellers pligtopfyldende barn, der overtræder forældrenes regler i jagten på at finde svar og om at gøre det, som føles rigtigt og turde række en hånd ud mod det fremmede, selvom man er hjernevasket til at hade. Der er masser af aktualitet i denne skønne film, og man får muligheden for at opleve 2.verdenskrig fra et andet synspunkt end det, som vi er blevet vant til – og den slags skader jo aldrig.