Det er nærmest et kliché i gyserlitteraturens og -filmens verden, at der er noget helt særligt, overnaturligt magtfuldt ved de steder, som af indianere betragtes som hellige. Især de steder, hvor de har begravet deres forfædre, skaber ofte grobund for okkulte hændelser. Dette kan man opleve i en lang række kanoniske gyserfortællinger som Poltergeist, The Shining og Amityville Horror.

Den amerikansk-canadiske gyserfilm Feed the devil benytter også dette aspekt i sin fortælling, men i en noget mere kryptisk udgave, for seeren finder aldrig ud af præcis, hvad det er for nogle kræfter, der ligger bag de overnaturlige fænomener, som hovedpersonerne møder midt i den ødemark, de pludselig befinder sig i. Det virker som om, der er ondskabsfulde gespenster, men også et par langt mere håndgribelige fjender, som vores hovedpersoner trues af.

Der skal selvsagt skabes en eller anden form for incitament til at få en gruppe mennesker til at begive sig så langt ud i de enorme naturdistrikter, at de pludselig befinder sig på indianernes hjemmebane. I Feed the devil er det løftet om en ganske særlig type cannabis sativa, som vores hovedperson bliver lovet en hel mark af. Han opsøges nemlig af en gammel ven af familien, der mener, at han skylder hovedpersonen Marcus en stor tejeneste, og derfor giver han ham et kort over et meget øde område midt i et stort skovdistrikt, hvor planterne burde være klar til afhentning.

Sammen med sig tager Marcus ikke kun sin kæreste, men også meget modvilligt kærestens søster. De kører langt ud på landet, bevæger sig ud af en masse små sideveje og befinder sig pludselig på et sted, hvor de ikke længere er i sikkerhed. I skoven findes der både overnaturlige væsener og nogle personer, der i kraft af deres voldsomme fremfærd bedst kan beskrives som barbariske indianere.

Der burde opfindes en særlig genrebetegnelse til de typer af gyserfilm, som nærmest udelukkende bliver optaget i en skov. Her tænkes ikke på film som Evil Dead, Cabin Fever, men derimod den række af b-film, der af økonomiske – ikke indholdsmæssige – hensyn har valgt at placere sin handling langt ude i en skov. Når folk skræmt løber afsted mellem træerne, tæt forfulgt af et eller andet frygteligt (vælg selv om det skal være monstre, aliens, mennesker eller vilde dyr), så har man altså set det et utal af gange før. Det kan godt være, at Feed the devil måske er en anelse mere kreativ i forhold til sine valg af kameravinkler og klipning end mange andre, lignende film, men det ændrer altså ikke på, at scener med folk, der jages gennem træerne, ikke er særligt originale.

Skuespillerne i Feed the devil er et par hak bedre end, hvad b-filmsfans er vant til, selv om ham, der spiller hovedpersonen Marcus har en tendens til virkelig at overspille sin rolle. Det er også mystisk, at figurerne i filmen handler så irrationelt, som de gør. Dette er måske ikke unormalt for gyserfilm generelt set, men her virker det decideret fjollet. Kapellet kan dog ikke komme nærmere ind på, hvad denne dumhed specifikt består i uden at afsløre for meget af filmen.

Der er enkelte sekvenser, som fungerer nogenlunde. Eksempelvis den scene, hvor vore hovedpersoner finder de mystiske lig, som er bundet fast til træerne, men også filmens finale, hvor det er lykkedes Marcus at finde frem til den lejr, hvor filmens hovedantagonist holder til, virker ganske godt.

Til gengæld er der rigtigt mange andre elementer i filmen, der ikke fungerer særligt optimalt. Det rangerer fra de mange voldsomheder, der stort set alle foregår off-screen og udelukkende skabes via lydsiden og skuespillernes forpinte udtryk, til det faktum, at seeren aldrig helt finder ud af, om det er et overnaturligt væsen, eller bare en voldsom hårdfør indianer, der lurer på jagtmarkerne. Mystisk er det også, at det i en scene er efterår, og i den næste kan man se sne på jorden. Muligvis bevæger figurerne sig rundt i et stort landskab, men dette er altså ikke optimalt.

Feed the devil ender af samme årsager med at være en film, som er hurtigt set og lige så hurtigt glemt, for den bringer ikke noget nyt med til genren, og havde den tænkt sig at appellere mere til et segment, der holder af gysere, så er den alt for anæmisk. Det kan godt være, at tanken har været, at seeren selv forestiller sig slagene og snittene, men det virker bare ikke helt her. Så med mindre man virkelig er ved at løbe tør for gysertitler at se, så kan denne altså godt springes over uden, at man vil ærgre sig over dette efterfølgende.