Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

Wim Wenders film Room 666 fra 1982 er en film for cineaster. Den foregår under den prestigefyldte Cannes-festival i ’82, hvor Wenders har inviteret en lang række af filmverdenens centrale karakterer ind i værelse 666 for at snakke om filmens fremtid. Udgangspunktet er kritisk og handler om, om filmen i det hele taget vil have en fremtid efter tv’et fremkomst. Wenders har skrevet et stykke tekst, som han har efterladt i rummet, som disse instruktører – kortfattet eller langt – skal tage stilling til. Det kommer der mange forskellige positioner ud af.

Nogle giver temmelig korte, og næsten intetsigende svar, hvilket gælder eksempelvis Rainer Werner Fassbinder, mens andre i stedet benytter lejligheden til at komme med personlige og interessante forklaringer på spørgsmålet om fremtidens film. Særligt fyldigt er Jean-Luc Godards svar, der mest af alt får understreget, at fremtiden ikke ser så behagelig ud for filmen, som vi – på det tidspunkt – kender den. Filmens æstetik – understreges det i Wenders oplæg – er begyndt at ligne tv’ets æstetik. Vi får ikke uddybende forklaringer på, hvad dette formelt betyder – andet end at det er et problem.

Dermed deler vandene sig også mellem optimister og pessimister. Umiddelbart ser det ud til, at de ældre medvirkende instruktører er de mest pessimistiske, mens det modsatte er tilfældet med de yngre. Derfor er særligt Michelangelo Antonionis fremsynede svar overraskende, og grundlæggende er hans synspunkt, at godt nok ændrer filmsproget sig, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Men med den moderne teknologi – som han ikke rigtig kan definere (det er jo før internettet og digitale medier) – ser han filmens overlevelse. Blandt optimister er også Steven Spielberg, der dog understreger, at filmens store problem er den eksplosive vækst i budgetter og efterspørgsel på enorme afkast på filmen fra finansieringens side. Det er ikke længere nok, at filmen tjener sig hjem, for den skal helst gøre det ti gange.

Det er med andre ord et broget svar, som denne gruppe kendte og mindre kendte instruktører giver. Meget karakteristisk – og antageligt ironisk – er alle instruktørerne, der blot skal tale til et kamera uden andres tilstedeværelse, placeret med ryggen til en tv-skærm, og filmen selv er produceret som en tv-dokumentar. Selvom filmens emnemæssige omdrejningspunkt er en kritik af fjernsynet og den lille skærm over for filmen og det store lærred, så sender Wenders selv samme budskab ud gennem tv’et: en implicit accept med en eksplicit kritik. Det er derfor herligt at se disse mere eller mindre veltænkende instruktører reflektere over deres eget leveblod. Blandt disse er fem desværre døde – Fassbinder faktisk blot en måned efter optagelserne her. Room 666 er i sig selv et dekret fra instruktørerne selv og om filmen som form, eller som Roland Barthes formulerer det: en garanti for en haven-været-der.