To parallelle fortællinger: I en uvis fortid følger vi en ung kannibal, der farer kolerisk rundt i et symbolsk vulkanlandskab. Det er ikke klart, hvorfra han kommer, og hvad hans fortid har været, men det er tydeligt, at han ingen skrupler har over for de personer, han møder. Den første på hans vej dræber han for at tilberede ham på bålet. Han kaster den dræbtes hoved i en varm vulkanhule, formentlig som en ofring. I en præcist angivet nutid, 1968, møder vi – i et parallelt spor – den udadtil ustabile Julian, der er søn af en tysk industrialist (med et letgenkendeligt, smalt overskæg), som tydeligvis har fået en del ud af efterkrigstiden. I det skjulte nærer Julian en vis forkærlighed for palæets svinesti, hvor han dagligt begiver sig ud. Herfra udspringer titlen Porcile (som på dansk betyder svinesti) på Pier Paolo Pasolinis provokatoriske og politiske film Svinestien fra 1969.

Provokationens bomærke var ikke en ukendt dimension for Pasolini at begive sig ind i. De første film, han instruerede, bragte ham såvel Vatikanet som flere af hans kommunistiske meningsfæller på halsen. For en kort bemærkning forstummede kritikken fra disse kanter, da han i 1964 instruerede en meget realistisk og adaptivt tro version af Mattæusevangeliet, som tilfredsstillede de gejstlige på den ene side, mens politiske analyser af filmen trak den i retning af skildringen af Jesus som en revolutionær helt – noget der i kraft af de realistiske elementer passede fint i den marxistiske ideologi. Det betød dog på ingen måde, at Pasolini var færdig med at trække hammel på provokatoriske emner.

Samtidig udviste Pasolini også en forkærlighed for kulturelt mytologisk materiale, der særligt drejede sig omkring urmyten om det ødipale. Edipo re fra 1967 er således en fin genbrug af Sofokles’ klassiske græske drama, mens biografiske analyser af Pasolinis værker ofte peger på, at vi også her genfinder nogle personlige elementer, som trænger sig ud gennem filmene. Pasolini var søn af en fascistisk officer i Mussolinis militære styre af Italien før- og under Anden Verdenskrig, mens en vis forkærlighed for sin egen mor – trods eller måske netop i kraft af en problematisk homoseksualitet – viste sig i Pasolinis brug af hende i rollen som Jomfru Maria i netop Mattæusevangeliet. En film, der jo om noget bearbejder mytologiske stof i den kristne kultur.

I Svinestien ser vi denne fascination af provokationen og tiltrækningen af mytologisk stof sammenføjet ved på den ene side at fortælle de to parallelle historier om to mænd i to forskellige tider, der hader deres fædre. Myten om Ødipus er derfor et fremtrædende element i Svinestien. Samtidig er der ingen tvivl om den provokative impuls i den berygtede slutscene, hvor den unge kannibal – kort tid før han symbolsk korsfæstes for at blive fortæret af vilde hunde – udbryder: ”Jeg slog min far ihjel, jeg har spist menneskekød, jeg ryster af glæde”. Kødets liv og reproduktion sender vores ene hovedperson ind i en dødens rus, en dødsdrift, der på den ene side udstiller nogle centrale, symbolske komponenter i den kristne mytologi. På den anden side sender den også loyale tanker til et menneskeliv uden for civilisationen. Dette kombineret med brugen af kannibalisme og svinestiens centrale betydning – som her skal være usagt for de, der endnu ikke har set filmen – vækker selvfølgelig den provokerende tankegang gennem nogle unikke narrative sammenligninger.

Politik er dog endnu et element, som slår sine fremtrædende folder i Pasolinis film. Han var tidlig til at bekende sig til de kommunistiske tanker, som netop heller ikke ønsker at fravriste kunsten en betydningsfuld politisk rolle. Kunst og politik er her – og derfor hos Pasolini – vævet sammen i et tæppe, der i Svinestien lægges ud under det ungdomsoprør, som foregik året før filmens præmiere. Mens han med den ene hånd afværger den industrielle overflod og fascistoide mønster, som faderen til Julian udviser, formår han også – gennem den unge karakter Ida, der er revolutionær ungdomsoprører – at udfritte oprørets paradokser. Pasolini var af den klare mening, at ungdommen, der gjorde oprør, ikke formår at ryste sig løs af de patriarkalske mønstre, de kæmper mod, ved netop at fokusere på den individuelle frihed og selvstyrende lyst frem for det politiske potentiale.

Svinestien er ikke en nem film. Den kombinerer en allegorisk politisk agenda med et latent – og hos enkelte stærkt udfoldede – mytologisk fundament og med en særlig forkærlighed for elementære provokationer, uden at disse tre elementer kan holdes ud fra hinanden. De består i høj grad i kraft af hinanden, og derfor er Svinestien et særdeles helstøbt værk, som fortjener sin plads i rækken af klassiske film i verdens filmhistorie. Pasolini kræver dog sin – ja, selvfølgelig ikke mand, men – velvillighed over for komplekse fortællestrukturer. Svinestien kræver medlevende og spontan analyse af de allegoriske elementer, før de parallelle fortællinger giver mening. Derfor er Svinestien også en film, der kan holde til gensyn efter gensyn.