Der har været flere kritiske røster, som har kritiseret den amerikanske tv-serie Homeland, for at forfalde til stereotypiske fremstillinger, at såvel muslimer som de steder serien præsenterer for os, for på den made at smide benzin på paranoiaens og mistroens bål – måske mest tydeligt i Laura Durkays opslag for nyligt i Washington Post.

Undertegnede deler dog på ingen måde skribentens bekymring, fordi for det første har politisk korrekthed aldrig fænget an i husholdningen, og for det andet er og bliver serien fiktion: vellavet, velspillet, spændende, realistisk og gennemarbejdet fiktion, der med fortællingen synes at stille spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er frihedskæmpere og hvem der er terrorister og ikke mindst i hvor høj grad målet helligere midlet, set både fra terroristernes og ikke mindst fra CIA’s side.

Serien er kan, i skrivende stund, ses i 4. sæson på DR3, men er man bagud i forhold til handlingen og karaktererne, så er de tre første sæsoner udkommet på DVD og Blu Ray. Det virker muligvis lettere uoverskueligt at have udsigt til over tredive timers tv-drama, men Homeland er en af de nyere serier, der både byder på så tilpas interessante figurer og handlingsforløb, at man hurtigt glemmer tiden.

Serien er bygget på en israelsk tv serie Prisoners of War, men som er tilfældet med f.eks. House of Cards (der er baseret på en britisk tv-serie) formår amerikanerne at føje deres særpræg og professionalisme til formatet og ændre konceptet til noget virkeligt seværdigt.

I seriens første sæson møder vi seriens tre primære hovedpersoner. Den første er CIA-agenten Claire, der har arbejdet intensivt i Mellemøsten og som samtidig forsøger at skjule for sine fortsatte, at hun bipolar lidelse, der ret beset burde diskvalificere hende til arbejdet. Dernæst er der hendes chef, Saul, der med rolig med hård hånd styrer afdelingen og endelig møder vi den amerikanske marinesoldat Brody, der er blevet frigivet efter otte år som fange hos Taliban i Afghanistan.

En af seriens primære omdrejningspunkter, er spørgsmålet om det er lykkedes Taliban at omvende Brody, og på den måse skabt en mulig terrorist, der vil være i stand til at komme helt tæt på toppen i Washington, for efter otte års fangenskab, hyldes han naturligvis som folkehelt og prominente magthavere ser hurtigt deres snit til at få Brody involveret i politik, for egen vinding. Spørgsmålet er så blot, om det er en god idé?

Det mener Claire i al fald ikke, for hun indleder sin egen, helt ulovlige, undersøgelse af Brody og dennes familie, for hun er overbevist om, at han ikke her rent mel i posen. Under hendes tætte observation af manden, bliver hun dog også draget til ham og (med frygt for at afsløre alt for meget) de to indleder en affære, som naturligvis også sætter sit præg på familien til den hjemvendte soldat – en familie hvor moderen også, idet hun troede hendes mand var død, var begyndt at knalde Brodys bedste ven, der har fungeret som en slags ersatz-far, for Brodys børn i løbet af de seneste år.

Så selv om Homeland naturligvis har sit primære fokus på fortællingen om nationens sikkerhed, om CIA’s jagt på dobbeltagenter og terrorister der har infiltreret USA, så fungerer fortællingen også som historie der fokuserer på dels det svære i at få livet til at fungere efter otte år i fangenskab. Idet serien skrider frem, udvikler de forskellige figurers forhold til hinanden, alt imens vi også bliver vidne til både politikernes spil om magten, efterforskeres forsøg på at forudsige terrorhandlinger og ikke mindst CIA’s skyggespil bag scenerne.

Det er faktisk lidt af en genistreg at på den måde blande det helt nære, følelserne der kan opstå i et kompliceret parforhold, med de helt brede penselstrøg – storpolitik, spionvirksomhed, terrorisme og ikke mindst religiøs fanatisme. Det kan måske lyde som en serie der vil lidt af hvert, men det lykkedes for den i overraskende grad at få os seere engageret hele vejen igennem.

Det er svært på papiret at forklare, hvad det er der gør Homeland til så fantastisk en oplevelse, især når der pt. eksisterer så mange fabelagtige serier som man kan kaste sig over. Det skyldes dog især de primære skuespillernes utrolige evne til at skabe figurer. Claire Danes er fantastisk i rollen som Carrie og Mandy Patinkin overbeviser også som den godmodige, men nådesløse CIA chef.

Idet sæsonerne skrider frem, sker der naturligvis også, som det nærmest er vanen i serier der løber så længe, et skift i de magtforhold som oprindeligt blev etableret, det handler her ikke kun om politikerne i Washington eller hvem der har tøjlerne i CIA’s korridorer, men i lige så høj grad handler det også om de magtkampe der udspilles mellem Brodys familie og Carries konsekvente tvivl om Brody er til fare for nationens sikkerhed, eller kun hendes hjerte.

Papir er taknemmeligt og ovenstående råskitse over de første tre sæsoner af Homeland kan nemt opfattes som om serien forsøger at koble en banal kærlighedshistorie med storpolitiske intriger og efterretningstjenesters arbejde, men det er også en serie der heldigvis bruger god tid til at fortælle denne historie med, en historie som takket være de dygtige forfattere bag serien og skuespillernes overbevisende talent, kommer til at fremstå som uhyre komplekst.

Claire bliver, set i et bredere serielys, tilføjet til listen over handlekraftige kvinder, der plages af deres eget sin ( på vore breddegrader har vi eks. kunne opleve figurer som Sarah Lund fra Forbrydelsen og Saga Norén fra Broen, som deler samme karaktertræk). Hendes sygdom bliver dog ikke kun brugt som et dramatisk virkemiddel når dette kræves, men også for at få hendes figur til at fremstå mere afbalanceret igennem serien. Hendes figur er dog ikke den eneste virkelig stærke, for som nævnt bliver også Saul og Brody tegnet som mindst lige så komplekse, sammensatte og menneskelige figurer.

Har man valgt at følge figurerne frem til tredje sæson, vil man også opleve at denne slutter meget højdramatisk. Faktisk vil det være underligt, hvis der ikke ligefrem er flere tilskuere der vil opleve, at sidde tilbage og være endog meget overraskede over, at Showtime faktisk lod sæsonen slutte på denne måde – mere siger vi ikke i dette forum – ud over at afslutningen på mangen måder føles som om hele serien godt kunne slutte hér.

Hvad enten man er bidt af nye, amerikanske tv-serier af høj kaliber, kan lide spionfortællinger og spændingsfilm, eller blot har lyst til at se bragende godt skuespil, så er Homeland altså et godt bud. Det er tv-drama af højeste kaliber og endnu engang et bevis på at fortællinger der strækkes ud over så mange timer indimellem har en kompleksitet at byde på, både hvad angår fortællingens struktur og ikke mindst hvad angår karakterdannelse, som filmformatet i øjeblikket ikke magter.

Så hop med på vognen og få nu set Homeland! Om ikke andet så du bliver i stand til at deltage i alle de samtaler dine kollegaer har om serien i frokostpausen, for føler man sig udenfor er der, i nogle tilfælde, risiko for at man pludselig tager drastiske midler i brug, finder Gud og i dennes navn spænder dynamit om livet som efterfølgende detoneres i en menneskemængde for at gøre opmærksom på den enorme uretfærdighed det måtte være.