Der er vist ikke ret mange i vores del af verden, der ikke ved hvem Elton John er. Den karismatiske, flamboyante entertainer, der sammen med Bernie Taupin i en menneskelader har skrevet nogle af de største hits i pop- og rockhistorien, er vel efterhånden hvermandseje. Når det så samtidig er oppe i tiden at lave biopics , altså film baseret på kendte menneskers liv , så ligger det nærmest til højrebenet også at lave en film om Elton Johns liv.

Rocketman er til gengæld ganske forskellig fra filmen om Queens forsanger Freddie Mercury som Kapellet så på tidligere i år . Hvor Bohemian Rhapsody kan beskrives som et regulært drama, hvor musikken optrådte som en helt naturlig del i f.eks. øvelokalet eller når man så bandet spille koncerter, så er Rocketman en klassisk musical, idet man ofte oplever filmens personer, mere eller mindre umotiveret, pludselig bryde ud i sang og dans midt i de dramatiske scener.

Som faste læsere vil vide, er musicalgenren ikke en som nærværende anmelder holder særligt meget af – for med undtagelse af en masse Bollywoodfilm og en lille håndfuld gakkede filmmusicals, så er det en genre der ellers forsøges bevidst undveget. Når det så er sagt, så er Rocketman faktisk en overraskende fed film, der både fortæller Eltons livshistorie krydret med mandens største hits, tilpasset en flot og fabulerende billedside.

Filmens åbningsscene er ganske forrygende. Iklædt et flammende orangerødt kostume, røde fjervinger, og store djævlehorn åbner Elton en dør. Med gudelignende lys i ryggen, valser han ned af en korridor. Han ender i et ret trist lokale, hvor der i forvejen sidder en masse gråbrune eksistenser på plastikstole. Elton finder en tom stol og erklærer at han hedder Elton Hercules John og er en alkoholiker… og en stofmisbruger… og afhængig af sex. Så er linjen ligesom lagt, og vi bringes igennem en række længere, kronologiske flashbacks der udgør filmens primære fortælling, tilbage til Eltons barndom.

Da seeren først møder unge Elton, er han allerede ved klaveret. Tydeligvis er den 6-7 årige knægt i stand til at gengive på hjemmets klaver, hvad han hører i radioen og drengens bedstemor foreslår straks at han får undervisning. Ellers er der ikke så meget at glædes over for den unge Reginald Dwight, som han hedder på dette tidspunkt. Familien er fattige og især forholdet til faderen er meget anstrengt. Det er helt tydeligt at farmand ikke har lyst til sin søn, i sådan en grad at selv den voksne, succesfulde superstjerne aldrig får den krammer han ellers hele livet gennem har drømt om.

I løbet af filmen ser vi hvordan Elton udvikler sig som kunstner på godt og ondt. Vi oplever mødet med makkeren Bernie, mødet med pladeselskaber og producere og man får endda at vide hvordan Reggie fandt på sit kunstnernavn. Alt dette sker samtidig med at vi, som allerede nævnt, får præsenteret en række velproducerede udgaver af mandens største hits, iscenesat som ret flotte musical sætstykker, der fortæller om centrale episoder fra mandens liv.

Der sker lidt det samme når man ser Rocketman som der skete idet man så Bohemian Rhapsody eller for den sags skyld Yesterday – man mindes om hvor mange fabelagtige numre Elton John har lavet gennem karrieren. Selv om undertegnede må slå fast at det altså var Pete Townsend fra The Who, der har skrevet Pinball Wizard og Elton blot sang sangen i filmen Tommy fra 1974. Lige som de andre nævnte film, får man idet rulleteksterne kører over skærmen enorm stor lyst til at (gen)høre mange af de klassiske Elton John-skiver. Nogle af numrene er så fint lavet, at det er svært ikke at blive rørt. Musikken omgår konsekvent al logisk tænkning og rammer flere gange lige i hjertekulen.

Filmen emmer af både visuel og musikalsk fortælleglæde og selv om valget af Teron ”The Kingsman” Eggerton, kan forekomme lidt mærkværdigt, er han virkelig god i rollen. Ikke alene har han en fin sangstemme, han er også i stand til at give et troværdigt og ganske nuanceret portræt af filmens hovedperson, på godt men bestemt også på ondt.

Rocketman er i al fald en af den slags musicals, der bestemt også kommer på Kapellets liste over film der sagtens kan ses igen. Den er underholdende hele vejen og selv om den selvfølgelig tegner et noget karikeret billedede af Elton John takket være sin form, så fungerer det rigtigt godt og passer fint til det image Sir Elton ellers har opbygget gennem en menneskealder. Det er også dejligt at filmen slutter sin fortælling i midtfirserne, hvor vi oplever at filmmagerne har genskabt musikvideoen til I’m Still Standing skud for skud. Det var nemlig på nøjagtigt dette tidspunkt, at han for alvor fik vendt sin personlige nedtur om. Resten er rockhistorie.