Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




3 kvinder (100 min.) Biograffilm / Camera Film
Anmeldt 29/10 2019, 11:18 af Uffe Stormgaard

Roadmovie med voldsom kulturkløft og stærkt politisk statement


Roadmovie med voldsom kulturkløft og stærkt politisk statement

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En spillefilm af den iranske instruktør Jafar Panahi er allerede inden det første billede viser sig på lærredet, noget ganske særligt. Siden 2010 er han af de iranske myndigheder blevet underlagt et 20 års ’Berufsverbot’. Alligevel er det lykkedes for ham at producere/instruere fire film, optaget med bl.a. mobiltelefonen, oftest i lukkede rum og med Panahi selv som aktør.

This is not a film (2011) blev på dramatisk vis smuglet til Cannesfestivalen - og præmieret! Taxi Teheran (2015) vagte også opsigt som et stærkt kunstnerisk samfunds kritisk debatindlæg – altid med flere lag, der både mystificerer og aktiverer vores nysgerrighed.

Sådan er det også med 3 Kvinder. Oplægget er lige på og hårdt. En selfie-videooptagelse af en ung pige Marziyeh, der med desperation i sin rystende stemme, betror sin smartphone, at livet er uudholdeligt. Hendes drøm om at blive skuespiller har familien, trods tidligere løfte om støtte, knust, ved at forhindre hendes optagelse på Skuespillerskolen i Teheran. Der er kun én vej; selvmordet. Vi ser hvordan hun lægger løkken om halsen – og springer fra klippen. Inden har hun, på selfien, bedt veninden sende videoen videre til Behnaz Jafari– en kendt og populær iransk tv- og filmskuespillerinde, som hun forgæves har prøvet at kontakte.

Jafari (spillet af hende selv), sidder nu med sin mobil i hånden ved siden af Panahi (der naturligvis også spiller/er sig selv) og diskuterer Marziyehs (der i øvrigt også er sig selv) sidste livstegn. En joke? Næppe, dertil virker optagelsen for ægte. Men du sendte mig engang et manuskript om selvmord, siger Jafari (Panahi har rent faktisk skabt filmen Blodrødt guld (2003) om selvmord). Men hvordan er afdødes selfie nået frem til dem? De to beslutter, selv om de begge er travlt involveret i filmoptagelser, at de må vide mere om den ulykkelige piges skæbne og sammen vil de opsøge hendes landsby.

Nu starter en stærkt dokumentariske roadmovie, hvor de to i en bil, ad støvede bjergveje, gennem øde ørkenlandskaber, forsøger at nå frem til pigens landsby i det nordvestlige Iran. I deres søgen, møder de den lokale befolkning. Nogle afstumpede, mange afvisende og tilsyneladende uforstående, når de spørger om vej. Andre jublende, ikke mindst ved genkendelsen af den berømte filmstjerne og i et håb om deres hjælp til f.eks. elektricitet. Mystisk er mødet med den gamle kvinde, der har lagt sig i en udgravet grav på kirkegården, for stille, at afvente døden – absurd og fyldt med sort humor. En kontrast til et lystigt forbipasserende brudeoptog. Eller den døde tyr, der spærrer grusvejen – en tyr, hvis potens og avlsevner, ejeren stolt fortæller, har giver liv til de fleste af kreaturerne på egnen. Herlige små episoder, der krydrer filmens langsomme fremdrift, men ikke tydeliggør målet. Først da de to finder pigens familie, står det dem klart, hvor alvorligt såret og skamfuld familien er, over at et familiemedlem, vil kaste skam over dem, ved at ville være ”entertainer”.

Mere skal ikke spoiles her. For 3 kvinder vil meget, meget mere end blot fortælle en spændende historie. Et kulturmøde, hvor intolerance, overtro, mandsdominering og religiøs fanatisme står overfor det moderne samfund. Ikke noget pædagogisk skoleridt, men en skildring af en voldsom kulturkløft. Et politisk statement, der ikke altid for os udenforstående er let gennemskueligt – men bestemt ikke passer magthaverne, der i vrede har inddraget Panahis pas, så hans stol måtte stå tom, da filmen blev præmieret for bedste manuskript på filmfestivallen i Cannes.

3 kvinder, er filmens titel – men hvem er den tredje kvinde? Hende møder vi slet ikke – men hun en vigtig person. Shahrzad, en berømt frigjort danser og skuespillerinde fra før-revolutionstiden i 60’erne og 70’erne. Trods stor succes blev hun tvunget til at trække sig fra rampelys og biografmørke, for at gemme sig i den lille landsbyer, nu som surrealistisk maler.

Tre kvinder: den etablerede, den aspirerende og den fordums skuespillerinde, repræsenterer i en low-budget, med håndholdt og ”illegalt ” filmet, et billede af et samfund, der både i tanke og dagligdag spænder fra før-middelalder til nutid. En roadmovie, med mange lag og symboler, som ikke alle er for os udenforstående – men efterlader et billede af et ur-samfund, der trods alt i sit følelsesmættede slutbillede, med de to kvinder, der vandrer alene ud af en grusvej, giver et spinkelt håb. Tankevækkende. Og det er ikke det værste man kan sige om en film.


2479
Forrige anmeldelse
« Rocketman «
Næste anmeldelse
» Sidste bud »


Filmanmeldelser