Danny Boyle er en af de instruktører, der konsekvent laver gode film. Han har i al fald til dato ikke lavet en virkelig stinker. Derfor er det også altid interessant når der kommer en ny Danny Boyle-film, for selv om de ofte er meget forskellige, så har de også visse fællestræk.

Groft set kan de deles op i to, dels er der de film der indeholder fantastiske elementer af science fiction eller gys (læs: Sunshine eller 28 Days After) og så er der mere regulære dramaer (læs: Slumdog Millionaire og gennembrudsfilmen Trainspotting). Det som de i øvrigt har til fælles, er at de ofte er meget visuelt opfindsomme og altid underholdende. Mandens seneste film Yesterday lægger sig mellem disse to poler. Det er et ”feel-good” drama, der dog indeholder et væsentligt dryp af noget fantastisk, der er nødvendig for etableringen af filmens grundidé. Forklaring følger.

I starten af filmen møder vi Jack Malick. Han forsøger at ernære sig som musiker, men med meget lidt held. Han spiller sine egne sange på værtshuse og når han er heldig får han lov til at stå for underholdningen til bryllupper. Jacks kvindelige manager og en håndfuld venner er hans eneste, trofaste fans. Dette liv har han efterhånden levet i mange år. Samme aften som han endelig beslutter at opgive drømmen om at blive musiker, slukkes lyset over hele kloden i fjorten sekunder. Ingen ved hvorfor dette sker, men da der er allermørkest rammes Jack, der er på vej hjem på cykel, af en bus og han ender på hospitalet.

Det er disse fjorten sekunder, som er det overnaturlige element i Yesterday, for da Jack vågner på hospitalet er han tilsyneladende havnet i en form for parallel virkelighed. Indledningsvist er alt det plejer og hverken Jack eller tilskueren aner uråd. Da vennerne vil overraske Jack idet han kommer ud fra hospitalet, har veninden og manageren Ellie købt en virkelig lækker guitar til ham. Jack mener at et så lækkert instrument skal forkæles med en klassiker, så han spiller ”Yesterday” på den. Ingen af vennerne har hørt den sang før. Det insisterer de på. Jack er overbevist om, at der er tale om en practical joke, men der går ikke længe før han bliver overbevist om at dette faktisk er sandt. Verden er den samme, men ingen kender The Beatles.

Jack står nu i et dilemma. På den ene side er det jo dybt amoralsk at foregive at det er ham selv, der har skrevet alle de klassiske numre som Lennon og McCartney står bag, på den anden side er Jack muligvis den eneste, der husker sangene og ville det så ikke være en katastrofe, hvis alle disse klassiske sange går i glemmebogen? Dette er filmens præmis, for foruden at være en sød romance, hvor manageren Ellie i flere år har forsøgt at komme tættere på Jack uden han har lagt mærke til det, så er det en film, der italesætter hvor stor en rolle Beatles har spillet i vores populærkultur.

Skal man være lidt mere kynisk, så er Yesterday også en film der rent kommercielt synes at være oplagt. Ikke alene har vi i den seneste tid set biografiske film som Bohemian Rhapsody og senest Rocket Man der både leverer et nostalgisk tilbageblik og som samtidig er i stand til at sælge en masse soundtracks, når publikum gennem filmene hjælpes til at huske hvor fantastisk musikken er. Kapellet er i al fald sikker på at soundtracket nok skal blive lige så vild en sællert som is her i sommervarmen, når først filmen bliver den succes som den forventeligt bliver. Danny Boyle nævnte i et interview forleden, at rettighederne til at benytte sangene var den næstdyreste udgift han havde haft i forbindelse med en film (den dyreste var stadig Leonardo DiCaprio i The Beach). Selv om det måske har været dyrt, så fungerer det og filmens hovedrolle Himesh Patel får også leveret virkelig fine versioner af sangene gennem filmen.

Man bliver nødt til at gøre en bevidst indsats for at være svært negativt stemt overfor denne film for selv om det måske ikke er stor kunst, så er det en film, der om ikke andet kan introducere nye generationer til de skønne tekster og melodier som ”The Fab Four” gav verden. Man har på ingen måde nødig at være Beatles-fan for at holde af filmen, men de fleste er det nok idet de forlader biografen. Desuden er hele ideen om den parallelle verden der med få undtagelser, minder om vores meget morsom, for Jack opdager undervejs, at det ikke kun er Beatles der ikke eksisterer i denne nye virkelighed.

Yesterday er en musikfilm, der er både sjov, hyggelig og som har en fin idé. Manuskriptet er skrevet af Richard Curtis, der har en vis rutine (det er ham der bl.a. har skrevet manus til så forskellige ting som Blackadder, Four Weddings and a Funeral og meget mere) og denne oplagthed kan også fornemmes hér. Yesterday ender med at være en ganske veloplagt komedie, som er det sikre valg hvis man skal på date, eller bare har lyst til at tage i biografen for at få en uforpligtende oplevelse som vil løfte de fleste seeres humør.