Matematikeren med speciale i teoretisk fysik, Stephen Hawking, er en af de mest populære nulevende naturvidenskabsmænd. Hans teorier er lige så spektakulære som hans liv. I en meget ung alder fik han diagnosticeret sklerose i så voldsom en form, at han blot ville have et par år at leve i. Could they have been more wrong? Han har ikke kun trodset sin egen sygdoms logik. Han har – trods sit handicap – skrevet populære bøger, som formår at formidle universets totale form til interesserede ufaglærte læsere.

Så hvorfor ikke lave en film om det? Hawkings liv har de handlingstråde, som enhver Oscar-uddeling elsker. Der er den helt store fortælling om universets begyndelse og forudsigelsen af dets slutning. Og så er der det levede liv, som indeholder en lidelse og udfordring så stor, at den store fortælling trues af den lille fortælling. Det unikke mødes af det universelle. Eller i hvert fald sådan bliver det fremlagt i The Theory of Everything, som i sig selv er en interessant mimen af Hawkings egne teorier.

Vi starter naturligvis tæt på der, hvor filmens tre hovedfortællinger mødes. Hawking er en matematisk fysiknørd på Cambridge University, hvor han står over for tre store livsbegivenheder. Inden for kort tid skal han opdage hans store videnskabelige indsigt i universets skabelse, han skal møde sit livs kærlighed Jane, og han skal få at vide, at han kun har to år tilbage at leve i. De, der måtte kende hans biografiske baggrund, må dog vide, at Hawking i dag i en alder over 70 år, stadig lever.

Filmens rytme er både oplagt og svær at danne. Den tidsfilosofi, som ligger gemt i Hawkings univers, er uigennemtrængelig og temmelig kontraintuitiv. Den er i sig selv en trussel imod forestilling om et skabende væsen i universet, men det er også stik imod, hvordan vi selv måtte opfatte tiden. Den tyske filosof Immanuel Kant kaldte sit argument om tiden for en antinomi, fordi han logisk, mente han, kunne argumentere for både, at tiden måtte have en begyndelse, og at tiden ikke kan have en begyndelse.

Hawkings naturvidenskabeligt baserede filosofi er en kile ned mellem de to logisk konsistente argumentationer hos Kant. Tiden har en begyndelse. Derfor kan vi teoretisk også spole tilbage til verdens skabelse ved hjælp af matematiske formler og fysisk indsigt i naturlovene. Det indlemmer filmen også i sin egen struktur, hvor den oplagt leger med denne grundlæggende filosofi om at ’spole tilbage’. Den gør dette på en måde, så selv Hawking-læsere kan være med: pædagogisk og måske endda lidt overgjort. Men den kunne faktisk have fået meget mere ud af denne idé om tidsfilosofisk at strikke filmen sammen omkring Hawkings teorier.

Det helt store scoop ved The Theory of Everything er dog ikke den overbevisende biopic over et levet liv – et liv, vi i princippet kan mime os selv i via ønsket om at være den kloge nørd, der også scorer den smukke pige. Det fineste element ved filmen er Eddie Redmaynes helt fornemme præstation i rollen som Hawking. Hans langsomme skred ind i sklerose er skildret ikke kun, så det faktisk virker som et temmelig autentisk sygdomsforløb. Det er slående så godt, han formår at fremstille virkelighedens Hawking. Oscaren for bedste mandlige hovedrolle er så sandelig velfortjent. Endda filmens make-up gør det, i modsætning til mange andre lignende biopics, troværdigt, at de samme skuespillere spiller rollerne gennem mange år.

Det er tilmed også forfriskende, at filmen ikke forsøger at forcere unaturlig intriger for at skabe narrativ fremdrift. Der er nok i sygdommen og Hawkings kamp for at få sine teorier formidlet på trods af, at han langsomt hæmmes så meget, at han næsten ikke kan bevæge sig og til sidst slet ikke tale. Det er fremstillet som den intellektuelles kamp imod tiden – en tid, som det hele jo handler om. Som biopic er den ikke en original fortælling, snarere gør den det, der vil være forventeligt. Det er dog så sandelig en skam, at den ikke turde gå skridtet videre i formidlingen af hans videnskab; filmen er desværre mest interesseret i Hawking som person og det ægteskab, der undervejs skal lide skibbrud.

Det er ydermere måske også en skam, at den har brug for at ’bring God into the equation’. Den får faktisk fremstillet Hawking på grænsen til at være troende, hvilket – så vidt jeg da ved – er noget kontrært i forhold til til den faktiske person. Men indsigten i og kærligheden til familie og viden er i filmen skildret så afsmittende, at den virker særdeles varm og vedkommende. Skulle der være nogle, der ikke i forvejen kendte til Stephen Hawking, er der i filmen såsæd nok til at drysse de braklagte marker til.