Selv om de fleste, der holder af kunst sikkert allerede ved, så er der indimellem en ganske hårfin grænse mellem kunst og kitsch, mellem god og dårlig smag. Nogle vil endda gå så langt som at mene, at de to begreber ikke helt kan skilles ad, for hvordan kan man så ellers forsvare, at kunstnere som Jeff Koons, Roy Lichtenstein eller for den sags skyld Andy Warhol er repræsenteret på verdens fineste museer. Fælles for disse (pop-)kunstnere er at de hver på deres måde reproducerer andre, præeksisterende værker, lige som det er tilfældet med meget kitschkunst.

I slut-50’ernes USA dukkede der en ny type af malerier op, der i løbet af ganske kort tid og gennem en årrække blev meget eftertragtede. Det var malerier, oftest af stakkels børn, der alle havde det til fælles, at figurerne på skilderierne havde meget store, udtryksfulde øjne. Lidt som dem man ser i Japanske animé-film, eller de mange såkaldte ”grædende børn”, som prydede mange hjem i 70’erne.

Maleren af disse meget populære skillerier var udadtil en vis Walther Keane, som var en ganske dygtig sælger og som indenfor en kort årrække fik skabt en enorm efterspørgsel på såvel malerierne som af de reproduktioner af billederne som blev lavet i plakatform.

Problemet var blot, at det slet ikke var Walther, der førte penslen, men derimod var det hans hustru Margaret der i al hemmelighed malede alle billederne. Hun stod ikke frem som kunstneren, da det på daværende tidspunkt rent socialt forekom upassende for en kvinde at arbejde som kunstmaler. Walther tog derfor hele æren og hæderen for hendes værker, inklusive de mange rosende ord fra fans og ikke mindst alle de penge, som strømmede ind.

Det er nærmest oplagt at få en instruktør som Tim Burton til at føje sit unikke touch til en historie som denne, da han tidligere har bevist, at han dels elsker at genskabe retro-universer (fra 50’erne og 60’erne især), dels synes at have en forkærlighed for underkuede, kæve og/eller introverte hovedpersoner. Tænk blot på figurer og film som Edvard Saksehånd, Ed Wood, eller Mars Attacks. Til gengæld er der i den nye film skruet ned for Burtons sædvanlige, humoristiske tone, for selv om der da forekommer morsomme situationer i Big Eyes, er filmen primært et drama, om en kvinde, der takket være en dominerende, manipulerende mand lader sig kue alt, alt for længe.

Da vi første gang møder Margaret Keane, vælger hun at smutte fra et kærlighedsløst ægteskab med sin lille datter. Sådan en handling var i sig selv uhørt i 50’ernes USA, for dengang var en ung kvinde nærmest afhængig af at have en mand, der kunne forsørge hende. Ikke desto mindre starter Margaret i et job, hvor hun maler standardiserede figurer på børnemøbler. Sideløbende forsøger hun at sælge karikaturtegninger, skitser og malerier på et lokalt marked. Hér møder hun den karismatiske Walther, som fortæller at han netop er hjemvendt fra Paris, hvor han i flere år har levet som kunstnerboheme.

Margaret falder straks for den charmerende fyr og kort tid efter bliver de gift. Walther kan sagtens se potentiale i Margarets billeder, så han aftaler med ejeren af en række jazzklubber, at han kan få mulighed for at udstille billederne dér mod betaling. Walther ved jo godt at det er netop på jazzklubber, at de hippe, toneangivende folk bruger deres tid. Inden længe har han solgt en del skillerier, til både hans og Margarets store glæde, men som han siger til hende, så bliver han nødt til at udgive sig for kunstneren, da hun jo gerne vil have at successen vokser.

Hvad der starter som ren idyl forandrer sig dog ganske langsomt, for Walther er efterhånden blevet så god til at lyve overfor folk, at han også nærmest har ovebevist sig selv. Dette finder Margaret især ud af, da hun opdager sandheden om Walthers liv, samtidig med Walther samtidig synker længere og længere ned i sit alkoholmisbrug og selvbedrag.

Spillet mellem Amy Adams som Margaret og Christoph Waltz som Walther er fremragende, selv om sidstnævnte måske har e tendens til at overspille, i rollen som den koleriske ægtemand. Filmen er også fint fortalt og selv om det er en film, der mest af alt kan betegnes som en ”biopic” (altså en biografisk film), så fornemmer seeren Burtons umiskendelige touch hele vejen igennem.

I sidste ende er det en film der handler om at finde ind til ens egne værdier og ikke lade hverken ens nærmeste eller samfundet diktere hvad man bør gøre og hvordan man burde opføre sig. Det er desuden en hyldest til kreativiteten og kunsten, uagtet at det måske handler om en type kunst, der sikkert aldrig tidligere ville have fundet vej til de mest prestigefyldte kunstmuseer. Måske er der dog en chance for det sker nu, efter Tim Burton har gjort hele verden opmærksom på den ganske utrolige fortælling der ligger bag billederne.