Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




A Star is Born (136 min.) Købefilm / 20th Century Fox / Paramount
Anmeldt 30/4 2019, 14:38 af Torben Rølmer Bille

Rørende forudsigelig


Rørende forudsigelig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan lige så godt blive slået fast med det samme; undertegnede er, til trods for sin store kærlighed til ekstreme voldsfilm, sleaze og gys, lidt af en blød bamsefar, når det kommer til melodramaer. Muligvis er det ikke den genre, der udgør flest hyldemeter hjemme i filmbiblioteket, men til trods for en ofte distanceret og analytisk tilgang til film, er det som om melodramaer omgår alle analytiske parader og går direkte ind og river anmelders følelsesmæssigt rundt i manegen.

Melodrama. Ordet, der er sammensat af det græske ord ”melos” (sang/melodi) og ”drama” (der vist ikke behøver nogen nærmere introduktion), betegnede oprindeligt en teatergenre, der opstod i 1700-tallet og blev oprindeligt brugt til at betegne den type dramatik der havde musik som en integreret del af handlingen, være det sig syngespil, musicals osv. Kendetegnet ved melodramaet er ligeledes, at det som oftest er fortællinger, der har det til fælles at de ender tragisk.

Begrebet har forandret sig, for i skrivende stund er det muligt at finde indtil flere melodramaer hvor de medvirkende aldrig bryder ud i sang, for film som eksempelvis Borte med blæsten hører til genren, og selv om de svulstige strygere på soundtracket der er med til at guide vores følelser hen på rette sted er der ingen af de medvirkende der synger.

Blandt de bedste eksempler på melodramaer, hvor sang og musik stadig fylder meget, hører Disneys animerede film. Okay, Disneyfilm ender som regel lykkeligt, men indeholder også mange melodramatiske elementer, tænk blot på lille Dumbo der skilles fra sin mor, den voldsomt flotte introduktion til The Hunchback from Notre Dame eller lille Simba, der ikke kan forstå at sin far ikke bevæger sig.

Den nye spillefilm A Star is Born er et vaskeægte melodrama, for ikke alene er seeren vidne til et tumultarisk parforhold, der synges også på livet løs. Filmen, der blev nomineret til en Oscar™ for bl.a. ”bedste film” i 2018, er faktisk et remake af et remake af et remake. Den første udgave af historien kom allerede i 1937. I 1954 blev det første remake med Judy Garland i hovedrollen indspillet og i 1976 kom den måske hidtil bedst kendte version, med Barbara Streisand og Kris Kristofferson i de to bærende hovedroller.

Kender man til en eller flere af ovenstående film (og det gør undertegnede) så var det ikke selve handlingsforløbet i den nye film der overraskede. Uden at afsløre for meget, så handler alle filmene om en stor, anerkendt mandlig superstjerne der kæmper med et misbrug, der nærmest ved et tilfælde opdager en bly, indadvendt pige, der har et umiskendeligt talent for at optræde. Han tilbyder at bruge sin kendisstatus til at hjælpe hendes karriere på vej og der går ikke længe før de to forelsker sig hovedkulds i hinanden. Spørgsmålet er blot om kærligheden er nok, om der er plads til to stjerner i sådan et forhold og om det er muligt at få deres liv til at fungere i en benhård underholdningsbranche?

Det er også denne grundfortælling der udfolder sig i den nye film, men selv om man muligvis kender til de andre versioner, så betyder det ikke nødvendigvis at det er spild af tid at se den nye film. Faktisk vil Kapellet anbefale den på det varmeste, hvis man altså hører til de, der har lyst til frivilligt at opsøge fortællinger som man ved vil rive en følelsesmæssigt rundt.

Bradley Cooper, der også har instrueret filmen, spiller countrystjernen Jack, der både døjer med misbrug af stoffer og alkohol, men som tillige har tilranet sig en grel omgang tinnitus. Efter en koncert beder han sin chauffør om at finde det nærmeste værtshus. Jack ender på en bar, hvor den unge Ally (Lady Gaga) optræder. Det skal vise sig at hun (hvem havde dog gættet det?) har en helt utrolig stemme og de to falder først i snak og efterfølgende falder de for hinanden.

Det fine ved den nye version af filmen er den måde, som den skildrer Jack og Allys forhold. Selv om man godt ved at de to figurer på lærredet i virkeligheden er verdensstjerner, så lykkes det, blandt andet ved hjælp af et sitrende fint kameraarbejde og ikke mindst de medvirkendes store talent for skuespil, at overbevise tilskueren om at de virkelig er smaskforelskede i hinanden. Det er en bedrift i sig selv og det er dette der får filmen til at løfte sig markant. Idet man overbevises om Jack og Allys kærlighed til hverandre, så er det desto mere trist at man kan ane tragedien forude.

Oven i dette skal så lægge de mange scener i filmen hvor vore hovedpersoner bruger deres sang til at udtrykke sig med. Sangene, nogle velkendte, andre skrevet specifikt til filmen, bliver brugt utroligt effektivt. Man skal være gjort af sten for eksempelvis ikke at bliver bevæget af den scene, hvor Jack for første gang inviterer Ally ud på scenen foran et enormt stadionpublikum, for at synge den sang hun har skrevet, men aldrig sunget i offentlighed før. Der er ikke et øje tørt.

Musik er som bekendt et af filmmediets mest effektive (og analytisk oversete) værktøjer, for finder man den rette musik til de rette billeder, så kan det virke utroligt stærkt på tilskueren. Så selv om denne film, som nævnt, har lånt sit plot fra tidligere film med same titel, så gør det ikke noget, for historien er stadig vedkommende og meget rørende iscenesat. Det kan måske sammenlignes med at generiske actionfilm alle har det basalt samme plot, men man bliver jo også ved med at se actionfilm fordi fascinationen netop ligger i variationen over dette plot og hittepåsomheden i iscenesættelsen af filmens actionsekvenser.

Hvad enten du har let til tårer eller tror du er en hård nyser, så bør du, såfremt du holder af film, se A Star is Born. Den byder på virkeligt godt skuespil, en rørende historie og sangnumre der alle sammen går op i en højere enhed. Der kan være enkelte der vil mene at filmen er alt for forudsigelig men selv om den måske mangler originalitet, så er det en film med masser af sjæl.

NB: BluRay-skiven er i øvrigt fyldt med musik fra filmen og byder også på sange, der ikke kom med i den færdige film. Så hører du til de, der knuselskede filmen i biografen og slet ikke kan få nok, så er der altså ekstra meget grund til at du får fat i en fysisk udgave af filmen, frem for blot at streame den.


2411
Forrige anmeldelse
« Fantastiske skabninger 2: Grind... «
Næste anmeldelse
» Assasination Nation »


Filmanmeldelser