Grease er en af de film, som ud fra et filmkritisk perspektiv, er en svær størrelse at have med at gøre.

Intellektuelt set ved jeg, at det er en middelmådig film. Faktisk er den teknisk set temmelig dårlig. Dialogen er ofte intetsigende, og dramaturgien er ikke præcis nok. Bortset fra slutningen af sangen Summer Nights, hvor billedet fletter Sandy og Danny sammen, halter både klipningen og kameraføringen bagefter. Grease udkom i samme årti som The French Connection (1971). Det kan derfor undre lidt, hvordan det er lykkedes at lave, hvad der nok må siges at være en af filmhistoriens værste biljagter.

Da Grease havde premiere i 1978, var musicals stort set død som filmgenre. Grease genoplivede kunstformen. Så på trods af dens fejl og mangler havde filmen en afgørende rolle for musicalfilmens historie.

Grease er en forholdsvis løs tilpasning af Broadway musicalen af samme navn fra 1972. Filmen forsatte tidens trend med 1950'er nostalgi, som set i American Graffiti og Happy Days. Det kommer ganske interessant til udtryk i den noget politiske animerede intro til det fantastiske Bee Gees nummer Grease.

Det grundlæggende tema i Grease kredser sig om karakterernes selvopfattelse og om de forventninger og syn som deres omgivelser har. Selv om vi er i de romantiske 1950’ere, så snuser Grease til problemstillinger om bande-opgør, mobning, teenager-graviditet og hvordan man som ungt menneske prøver at finde sit ståsted. Det bliver indhyldet i nostalgiske scener i drive-in biografen, med pyjamasparty og gennem cameos fra skuespillere og sangere fra 1950’erne, såsom Eve Arden, Sid Caesar og Frankie Avalon.

John Travolta, der spiller Danny, havde året inden haft sit filmgennembrud med dansefilmen Saturday Night Fever. John Travolta var allerede kendt fra tv-serien Welcome Back Kotter, men med Grease tog hans popularitet for alvor til, og han blev et kæmpe teenager-ikon. John Travolta havde indflydelse på, hvem som skulle spille Sandy. På det tidspunkt havde Olivia Newton-John godt gang i sin musikkarriere. I første omgang var Olivia Newton-John ikke sikker på, at hun ville være den rette til rollen. Så hun forlangte en screen-test for se, om kemien mellem John Travolta og hende selv ville være god nok. Det stod hurtigt klart, at det ville blive et fantastisk samarbejde mellem de to skuespillere.

De fleste af de medvirkede var for gamle til at spille gymnasieelever. John Travolta var i sidst i 20’erne, Olivia Newton-John var først i 30erne, og Stockard Channing var 34 år, da filmen havde premiere. Men det spiller ingen rolle, når man ser på den energi, som ensemblet leverer. Grease løftes gevaldigt af samspillet. Det er ikke blot Sandy og Danny, der trækker læsset. Ensemblet giver farve. Specielt Stockard Channing, som spiller Rizzo, skiller sig ud. Hun stjæler billedet i alle de scener, hun medvirker i. For eksempel får hun mange fine følelsesnuancer med selv i de små øjeblikke som med nummeret There are Worse Things I Could Do.

Det er ingen tvivl om, at Grease fra et filmkritisk perspektiv falder helt til jorden. Det mente man nu også var tilfældet i 1978. Men når det er sagt, så kan man tage de kritiske anmelderbriller af og bare overgive sig det, som gør, at Grease er og bliver en institution, nemlig musikken, kemien mellem Travolta og Olivia Newton-John, og det fantastiske ensemble.

Denne nye Blu-ray-version er en fantastisk måde at genopdage filmen på. Billed- og lydkvaliteten er blevet restaurereret, og de mange ekstramaterialer gør Grease: 40 års jubilæumsudgave værd at se.