Kan lige så godt indrømme det med det samme, men det symfoniske rockband Queen har aldrig fyldt meget i denne anmelders verden. På mange måder var deres musik lidt for musical-agtig og ”pæn” i forhold til bands som Led Zeppelin, Stones, Deep Purple eller lignende der blev rocket til i gymnasietiden. Det stod samtidig lysende klart at Queen var et band, der havde egenskaben til at skabe velfungerende rocknumre, som lytteren nærmest instinktivt kunne nynne med på.

Desuden var det noget af et chok for hele verden, da bandets eminente forsanger Freddie Mercury (der oprindeligt var døbt Farroukh Bulsara) som en af de første berømtheder stod frem og fortalte omverdenen at han havde AIDS. Dette var dog i 1991, næsten tre år efter han var blevet diagnosticeret med sygdommen. Senere har mange kritiseret ham for at vente så længe, da han måske havde kunne haft brugt sin superstjernestatus til at gøre andre opmærksomme på sygdommen, men der bør man også huske på, at tiden var en anden dengang. AIDS var en sygdom man døde af og som samtidig nærmest var synonym med det at være homoseksuel – noget der ligeledes var forbundet med en masse negativ stigmatisering dengang.

Nu, næsten 30 år efter mandens død, er der så kommet en spillefilm, der fejrer Queen og ikke mindst Freddies liv og levned. Bohemian Rhapsody er instrueret af Bryan Singer, der nok af filmfreaks kendes bedst for hans serie af ufatteligt vellykkede X-Men film, men som også har The Usual Suspects (foruden en række meget uheldige, men tilbagevendende, anklager om overgreb på mindreårige) på samvittigheden. Filmen var desuden nomineret til flere Oscars™ i det show som løb af stablen i 2019. Blandt andet var filmen nomineret til ”Bedste film”, som den ikke fik. Til gengæld vandt filmen for bedste klipning, bedste lydklip, bedste lydmix og så vandt hovedrolleindehaver Rami ”Mr. Robot” Malek, meget fortjent bedste mandlige hovedrolle, for sin skildring af netop Freddie Mercury.

Filmen starter med at vi møder den meget unge Freddie. Han bor med sin mor, far og søster i et typisk engelsk arbejderklassehjem, men selv om hans familie har rødder andetsteds i verden, er Freddie mere fascineret af rockmusik, end af at passe studierne. Da han vil give bandet ”Lips” ros efter en koncert, finder han ud af at deres forsanger lige er skredet. Freddie ser sit snit til at aflægge en improviseret audition på parkeringspladsen bag klubben de har spillet på. Snart ændrer de navn til Queen og resten er rockhistorie.

Ifølge flere online kilder, synger Mr. Malek selv en del af de sange vi hører i filmen, men har også fået lidt hjælp undervejs. Hvad skuespilleren dog mangler af sangstemme (lad os være ærlige, det er meget svært at være lige så imponerende en sanger som Mr. Mercury) har han til gengæld af indlevelse i sin rolle, for slet ikke at tale om, hvor godt han har evnet at efterligne den måde Hr. Mercury bevæger sig på scenen på. Selv om Rami Malek er som skabt til rollen som Freddie og som oftest – lige som den rigtige Mercury - stjæler rampelyset, så bør det samtidig nævnes hvor vild ligheden er mellem skuespiller Gwilym Lee og så den unge Brian May, som han portrætterer i filmen. Det er helt utroligt, hvor godt han rammer rollen. Vidste man ikke bedre kunne man tro at de havde fundet en tidsmaskine, eller digitalt indsat unge May i filmen.

Bohemian Rhapsody starter og slutter med bandets optræden på Wembley til Live Aid-koncerten. En passende ramme omkring filmen, der helt traditionelt skildrer alle de op- og nedture som både Freddie Mercury, men også resten af bandet havde. Opturene er dog flest af og selv om nyheden om Mercurys sygdom dukker op til slut i filmen, hvor vi oplever ham fortælle til sine bandmedlemmer at han har fået AIDS, så stopper den før Freddie for alvor begynder at vise sygdomstegn og dør. På den måde slutter filmen i næsten lige så optimistisk en ånd, som den starter med, for det handler primært at fortælle om bandets og ikke mindst hovedpersonens kompromisløse fremfærd, deres optræden og Mercurys vindende personlighed, karakteristisk ledsaget af et stort smil med det ekstrastore tandsæt.

Filmen er en meget traditionel ”bio-pic” (biografi-film, kan dette vel oversættes med), der lader os seere komme med bag kulisserne og med på tour sammen med et af verdens mest kendte bands. Man kommer helt tæt på Mercurys person, både hvad angår hans biseksualitet, hans forhold til sin familie og karrieren, men mest af alt er filmen en hyldest til musikken, livet og evnen til at satse alt på det man ved er det rigtige. Var man ikke fan af Queen og bandets musik før, så er det meget svært ikke at være det efter at have set denne film. Det er muligvis ikke en film, der bliver en klassiker, men det er hamrende godt håndværk, fint fortalt og så er det svært ikke at blive fanget af den energi som bandet også gerne ville dele med deres publikum.