De der har fulgt med på Kapellets sider, ved at undertegnede hører til de personer, der rigtigt godt kan lide Tom Cruise. Ser man et kort øjeblik bort fra hans utroligt fesne image, som omvandrende reklamesøjle for Dianetik, så er det stadig imponerende at det lille menneske stadig ser så ungdommelig-Michael J. Fox-friskfyrsagtig ud, selv i en alder af 56, mens han insisterer på i egen høje person at fræse rundt i Paris på toptunede motorcykler, hoppe fra bygning til bygning i London (og er man opmærksom kan man se hans ankel brække i forsøget), eller udføre andre livsfarlige stunts, alt sammen for at underholde tilskueren.

Det er selvfølgelig ikke Tom, men hans alter ego Ethan Hunt, der tvinges ud i disse farlige situationer. Det er i skrivende stund sjette gang han gør dette, i hvad der må siges at være den mest vellykkede Mission Impossible-film, siden John Woo lod hvide duer flyve i slowmotion i den lækre 2’er. Den nye M.I.-film har fået undertitlen Fallout og denne titel er meget passende. For det handler denne gang om at Ethan og hans lille gruppe af handlekraftige hi-tech nørder skal forhindre en ond, ond, ond skurk, i at få fat i og detonere en god, gammeldaws atombombe.

Det lyder måske som noget man har set før (og det har man!), men forskellen er blot at denne seneste Mission Impossible-film er skruet sådan sammen, at man nærmest ikke ænser at der er gået næsten to og en halv time idet rulleteksterne kører over skærmen. Det er ganske enkelt agentactionunderholdning af allerfineste slags, så fin at selveste James Bond står og surmuler over, at det ikke er ham der fik hovedrollen.

For at kunne få det fulde udbytte af filmen, er det nok en god idé at have set de andre film i serien, eller i det mindste Rouge Nation (filmen der kom umiddelbart før den seneste) da modstanderne denne gang er en samling banditter, der kalder sig selv Apostlene. De er de sørgelige rester af den terrororganisation, som Ethan kæmpede imod i den forrige film. De har haft et par år til at komme til hægterne igen og det lykkes dem i filmens start at komme i besiddelse af det plutonium som vore helte ellers havde troet de skulle opsnappe.

Ethan og hans hold giver som bekendt ikke let op så derfor sporer de denne meget hemmelige organisation til Paris, hvor Hunt bliver nødt til at gå undercover i en anden forbryderorganisation, for at komme tæt på Apostlenes leder. Det er nemlig planen at en gruppe andre skurke vil befri Solomon Lane, den fængslede leder af terrororganisationen, fra en topsikret fangetransport der af uransagelige grunde skal køre tværs gennem byen. Lane skal M.I.-teamet naturligvis bruge, så de på den måde kan forhandle med de terroristerne om det radioaktive materiale. Det er selvsat ikke alt der går som planlagt, for ellers ville filmen jo være slut allerede halvvejs.

Mission Impossible: Fallout er lige som sine forgængere en strømlinet, ustyrligt flot iscenesat actionfilm, med den forskel at den nye film er så stramt fortalt, at man på intet tidspunkt sidder og keder sig over ligegyldigt fyld, eller sidehistorier der føles påklistrede. Der er ikke et eneste kedeligt øjeblik i filmen.

Film som denne lever primært af at levere spektakulære actionsekvenser og her bliver man ikke skuffet, for det skal vise sig at denne film muligvis ender med at være den mest effektive actionbasker i 2018. Dette handler ikke kun om at filmens fremdrift fungerer så upåklageligt som den gør, men også at actionsekvenserne er orkestreret så ustyrligt elegant og effektivt som de er. Selv om man som tilskuer jo godt har regnet ud at Ethan og hans venner nok skal klare sig endnu engang, så kommer man flere gange reelt i tvivl, hvilket naturligvis er en ros til de, der har iscenesat dette spektakel.

Imponerende er også, som antydet tidligere, Hr. Cruises insisteren på selv at lave sine mange stunts, for de er mange og ofte virker der meget risikable. Dette handler ikke kun om førnævnte køre-råddent-på-mortorcykel- og hoppe-mellem-bygninger-sekvens, for det er blot to af mange scener, hvor man kan blive helt forpustet af bare at se på Cruise tonse afsted. Selv om filmen som tidligere tager sig selv meget seriøst, så er Simon Peggs figur, som i de øvrige film, med til at give noget tiltrængt humor til hele blandingen, hvilket i den grad klæder franchisen.

Skulle det blive besluttet at dette er den sidste film i serien, så stopper serien på toppen med hvad der kun kan beskrives som 2018s bedste actionfilm! Folkene bag filmserien burde måske også seriøst overveje at lade M.I.-teamet pensionere, for selv om verden har brug for helte, ville det være trist hvis man valgte krampagtigt at fortsætte serien, bare fordi det er en indbringende forretning. Tænk blot, uden anden sammenligning i øvrigt, hvad der skete med Olsen Banden til allersidst.