Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Dumbo (112 min.) Købefilm / Disney
Anmeldt 2/9 2019, 11:29 af Torben Rølmer Bille

Politisk korrekte CGI-dyr


Politisk korrekte CGI-dyr

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om Disney nærmest på automatik smækker betegnelsen ”En Disneyklassiker” på alle de film der udsendes, så er det langt fra alle disse film der er lige gode. Bambi er i den optik måske en mere oplagt ”klassiker” end Skatteplaneten er det, selv om det naturligvis også er et spørgsmål om smag og behag. Uanset hvad, så har det i mange år været et kvalitetsstempel at en film bærer Disneys logo, uanset om man hænger sig i ”klassiker”-betegnelsen eller ej.

I løbet af de senere år har selskabet også lanceret en række live-action film, der er filmatiseringer med rigtige skuespillere baseret på selskabets animerede film, eller figurer fra disse. Her i Kapellet har vi tidligere kastet roser efter Skønheden og Udyret, Maleficent og Junglebogen, men til trods for at det kan lykkes, så sker dette dog ikke hver eneste gang, selv ikke hvis man får fat i en ellers ganske berømt filminstruktør. Selv om det er ret tydeligt at se, at det er Tim Burton der har instrueret live-action-udgaven af Dumbo, ender denne nye version af filmen med at føles lige så forkert og plastikagtig som Burtons misforståede version af Alice i Eventyrland.

Kort fortalt så blegner Dumbo anno 2019, til trods for Burtonesque skilderier, skæve påfund og et flot set design, i forhold til den håndtegnede animationsfilm fra 1941. Dette kræver selvsagt, at man kender til originalen, for da filmen blev sat i afspilleren var det i selskab med ungdomsanmelder Carl (på 11 år), der efterfølgende sagde at han faktisk meget godt kunne lide filmen. Det skal så siges, at Carl ikke havde set originalen og muligvis stadig ville foretrække den nye film, hvis han fik chancen, for der er jo sket en hel del i filmsproget siden 1941, både hvad angår tempo og filmteknik. Carls far derimod vil til enhver tid foretrække originalen, der er en af Disneys bedste melodramaer.

Ignorerer man nostalgifaktoren så kan man nøgternt konstatere at den originale tegnefilm er fortalt meget mere klart og tydeligt end det er tilfældet med den nye film. For selv om Dumbo også i Burtons version, er en film der handler om en elefantunge, så er Burtons film lige så høj grad en film, der handler om en familie der har svært ved at finde deres fodfæste.

I filmens åbningsscene møder vi artistbørnene Millie og Joe, der genforenes med deres far, som kommer hjem fra Første verdenskrig. Moderen blev syg og døde, mens faderen var soldat, så ungerne er vokset op i det omrejsende cirkus, hvor begge forældre var artister før krigen. Cirkusset kæmper for overlevelse, for rent tidsmæssigt befinder vi os jo i en periode, hvor Amerika (og resten af verden) led under Depressionen. Far Holt, der tidligere var en feteret dressurrytter i cirkusset, har mistet en arm i Frankrig og det virker også som om han har mistet troen på at det hele nok skal blive godt.

Cirkussets chef Medici (spillet af Danny DeVito) giver Holt et nyt job, han skal passe den gravide hunelefant, som er blevet indkøbt til cirkusset, i håb om at trække flere publikummer til. Elefanten føder Dumbo, der med sine store flapører straks af cirkusdirektøren anses som endnu en af de misfostre, som cirkusset også udstiller til offentligt skue. Medici vil derfor gøre handelen om og hunelefantens tidligere ejer går med til at købe den voksne elefant tilbage, men ungen vil han ikke have med.

Alt dette ændrer sig dog, da Millie og Joe, nærmest ved et tilfælde, opdager at Dumbo er i stand til at lette fra jorden og flyve ved hjælp af sine store ører, ganske som i den gamle historie, når dyret holder en fjer i snablen.

Der er ingen grund til at genfortælle mere her, for grundhandlingen er kendt af de fleste, selv om Burtons version også afviger fra klassikeren. Eksempelvis kan man i filmens sidste tredjedel opleve at Dumbo opkøbes af en rigmand – en slags krydsning mellem Barnum Bailey og en slesk Walt Disney – der har i sinde at tjene styrtende på den flyvende elefant i sin enorme forlystelsespark kaldet Dreamland. Vanderveer, som rigmanden hedder, holder dog også andre dyr fanget i sit menageri under ganske kummerlige forhold og så bryder han uden at blinke aftalen han har indgået med Medici, om at lade den gamle cirkustrop arbejde i Dreamland. En slet skjult kommentar til storkapitalens kyniske udnyttelse af talent.

Den største forskel mellem de to Dumbo-film er dog det faktum at der i den nye ikke er så meget som ét eneste talende dyr. Det er menneskene der taler hér. Selv om figuren Dumbo også var umælende i den oprindelige film, var det dyrene der var i fokus og som bar handlingen. Næsten helt væk er musen Timothy, der som bekendt var Dumbos bedste ven. Man ser godt nok en hvis mus i rød domptøruniform, men kun som en slags hurtig, intertekstuel reference til den gamle film.

Apropos referencer, så har Burton også inkluderet nøglescener, som den hvor Dumbo skal optræde i cirkus hvor han skal redde en puddel fra et brændende hus og selv den udsyrede sekvens med med de lyserøde, dansende elefanter er der blevet plads til, nu i en slags Cirque de soleil-agtig leg med sæbebobler. Det er måske flot, men bliver også ganske latterligt, selv Carl udbrød, at det der da slet ikke kunne lade sig gøre, under filmen.

Kapellets råd er at få fat i den originale Dumbo. Historien er langt mere enkelt fortalt og ikke mindst genuint rørende. Lige som Alice bliver Burtons version en oppustet, lyserød, sæbeboble der popper med en ganske hul lyd. Dyrisk charme er erstattet af selvhøjtideligt, forudsigeligt familiedrama og actionsekvenser der ganske vist er flot eksekveret, med som rettelig burde høre til i en helt anden film.


2455
Forrige anmeldelse
« Pet Sematary «
Næste anmeldelse
» Once Upon a Time… in Hollywoo... »


Filmanmeldelser