Der har i de senere år, både på de sociale medier og andetsteds, været en del diskussion om ’nødvendigheden’ af Disneys såkaldte ’live action’-remakes af deres tegnefilm i spillefilmslængde. Her i Kapellet har vi således tidligere skrevet om såvel Junglebogen , Dumbo Aladdin og Løvernes Konge. Selv om enkelte af filmene har været imponerende, takket være de rent tekniske aspekter eller fordi folkene bag er lykkedes med at skabe en hæderlig film på skuldrene af de animationsfilm de står på, så hører dette desværre stadig til undtagelserne. Det overordnede spørgsmål om nødvendigheden af disse film trænger sig hele tiden på. Hvad er behovet for at genindspille disse tegnefilm igen, når man nu både på streaming og ved at slendre hen til hylden med børnefilm, i stedet blot kan gense originalerne?

Som skrevet i forbindelse med de andre anmeldelser af denne type film, så handler det selvsagt om at man ved at genindspille historierne muligvis kan få et nyt publikum i tale. De vil ikke alene købe de nye film, men hvis de kan lide den, kan det jo også være at de opsøger originalerne. Glem ikke at filmindustrien, ud over et ønske om at skabe fængende fortællinger med kunstnerisk integritet, i mindst lige så høj grad er en industri der skal skabe omsætning.

Den seneste live-action af en Disneyklassiker er Mulan. Som mange nok vil vide, så var det jo en film der (som mange andre film) takket være Covid-19 aldrig fik premiere i biograferne. Mulan blev omtalt en del på diverse filmfora, idet biografpremieren blev droppet for så i stedet at dukke op på først streamingtjenesten Disney+ og kort tid herefter på 4K, Blu-ray og DVD. Overordnet set er der mange filmfans der i øjeblikket ser lidt ængsteligt på biografernes fremtid, for når store filmselskaber i højere og højere grad vælger at satse på streaming- og fysiske medier (Jubii! – red.), så kan man spørge sig selv om, hvorvidt der stadig er et behov for biograferne i fremtiden, pandemi eller ej.

Nu er det jo ikke biografernes overlevelse dette skal handle om, men derimod en omtale af Mulan, en film der til trods for gode kræfter desværre ender med at fremstå som ret så overflødig.

Filmen, der er baseret på et kinesisk eventyr, handler om en ung pige, der trodser sin far og forklæder sig som dreng for at kunne deltage i militærtjeneste, idet faderen selv er for gammel og svag til at gøre dette. Allerede før filmens release, var der en masse kontroverser. Foruden kritik om at den er optaget on location i Kina i en region, hvor der finder en række menneskerettighedskrænkelser sted https://www.latimes.com/entertainment-arts/business/story/2020-09-11/disneys-mulan-debuts-in-china-heres-why-its-controversial, så fandt fans også ud af at der var ændret en del på historien i forhold til originalmanuskriptet. Et par af figurerne fra tegnefilmen var nu blevet skrevet sammen til en enkelt figur, idet tiden og det kønspolitiske klima i 2020 er en hel del anderledes end tilbage i senhalvfemserne, især set i lyset af #metoo sagerne https://www.bbc.com/news/entertainment-arts-51707188.

Uanset om man blander kønspolitik eller storpolitik ind i mikset når man taler om underholdningsfilm, så er det mest radikale valg som blev foretaget i forhold til originalen at Mulan i den nye film på intet tidspunkt møder Mushu – den lille, sjove, iltre drage, der i tegnefilmen fik stemme af Eddie Murphy. Mushu fungerede som en slags tiltrængt humoristisk indslag i en ellers ret alvorlig fortælling. Selv om Mushu blot er en bifigur, så er Kapellet sikre på, at der er flere fans derude der muligvis husker ham bedre end resten af filmen. Han stjal bogstaveligt talt billedet, lige som Genie tog fokus væk fra Aladdin. Om dette har været grunden til at Mushu ikke er med længere skal dog lade være usagt, for det er et rent postulat fra anmelders side af.

Mulan er, skal det siges, en virkelig flot og farvestrålende fortælling. Med en perlerække af dygtige asiatiske A-listeskuespillere (Jet Li, Gong Li, Tsi Ma, Donnie Yen, m-fl.) på rollelisten og muligheden for at vise spektakulære wuxia-kampe mellem de gode og onde, burde filmen jo nærmest sælge sig selv. Desværre er slutresultatet hverken ret spændende eller medrivende. Det har intet med kontroverserne at gøre, men handler allermest om, at filmen føles både alt for seriøs og mangler den særlige ’magi’, som bl.a. Mushu sørgede for i originalen. Selv nærkampene er set en del bedre, hvis man vender blikket mod bl.a. Hong Kong og de mange martial-artsfilm (læs: på dansk kaldte vi disse ”kung-fu”-film tidligere) som produceres hér.

Der er i den grad behov for film, der kan inspirere unge piger og drenge til at gå deres egne veje og tro på deres evner, uanset hvad omverdenen ellers siger – et budskab der også er til stede i den nye film, men dette budskab synes meget mere tydeligt og charmerende leveret i den oprindelige tegnefilm.

Derfor er Kapellets råd til dig; gense Mulan fra 1998 og få kun fat i den nye version, hvis du er en af de filmsamlere der insisterer på at have en komplet samling. Mulan anno 2020 er desværre lidt af en fuser.