Der findes vel næppe nogen mere ikonisk Disney-skurk ™ end den ondskabsfulde fe i Tornerose. Ikke alene er hun konsekvent klædt i sort, og har evnen til at påkalde sig alle helvedes kræfter - der er også noget underligt seksuelt tiltrækkende i den slanke, elegante skikkelse, som afbryder barnedåben for at forbande det uskyldige pigebarn. Selv om der måske er enkelte læsere der kan mene at der er forkert at pille ved den salgs ikoniske skurke, er det netop det som den nye Disneyfilm Maleficent har sat sig for, for den fortæller en alternativ version af det Torneroseeventyret, en version som potentielt vil ændre vores syn på skurken for bestandigt.

Navnet ”Maleficent”, synes rent etymologisk at være en sammenblanding af prefikset ”Male-” som betyder noget dårligt og suffikset ”-ficent”, der blandt andet findes i ord som eks. ”magnificent”, ”benificent”, oa. der alle peger i en positiv retning og som antyder at der er noget mageløst ondt ved denne skabning, men også, at der måske er en dualitet ved figuren. Oprindeligt var det jalousi og ideen om ikke at være blevet inviteret til fest der opildnede hendes vrede, men den nye film tager sit udgangspunkt mange år før Maleficent blev voksen.

Filmen starter med at berette om to riger, menneskenes og feernes. En legende beretter, at der aldrig vil blive fred mellem de to indtil en dag en sand helt eller skurk vil sørge for dette. Seeren føres nu ind i det ypperligt farvestrålende fe-rige hvor den unge fe Maleficent synes at være den mest magtfulde, selv om det samtidig siges, at der ikke er nogen egentlig hersker her. Den unge, nysgerrige fe konfronterer en dag et vildfarent menneske i hendes rige. Den unge tyv Stefan har vovet sig ind på feernes enemærker for at stjæle ædelstene, men i stedet ender han med at, som det siges i filmen: ”at stjæle hendes hjerte”. Det til trods, driver hans egen ambition ham op i hierarkiet i menneskenes verden og snart har han glemt alt om sin ungdoms flirt, selv om hun aldrig har glemt ham.

Filmen springer mange år frem og kongen i menneskenes verden har indledt en offensiv mod feerne, idet han vil bemægtige sig de ufattelige skatter, som felandet ifølge sagnene gemmer på. Maleficent får bremset denne krig, men kongen, der med nød og næppe overlever slaget, proklamerer at hvem end der kan dræbe Maleficent, vil være sikker på at arve tronen. Dette hører kongens tro tjener Stefan og det er her at eventyret først virkelig tager fart.

Man kunne godt, ud fra trailers og anden omtale, måske godt tro at Maleficent var en film, der i stil med nogle af de nyfortolkninger af klassiske eventyr, (som eks. er sket for eventyret om Snehvide i eks. Snow White and the Huntsman eller Mirror Mirror)der endnu engang forsøger at sælge samme gennemtæskede eventyr til et teenage-publikum, ved at lave indholdet lidt mere voksent, fantasy-lignende og caste teenageidoler i hovedrollerne. Vi har også før set at fortællinger har forsøgt at ændre på vores forestillinger om skurke, eksempelvis Wicked som revurderer hvor ondskabsfuld den onde heks fra Troldmanden fra Oz var, eller mere letbenet ved at vise os Darth Vaders onkel Chad arbejde i et supermarked.

Denne kritik med at hælde gamle vin på nye flasker eller vende fortællinger på hovedet er bestemt ikke ny, og kritikken mod denne praksis kan måske have en berettigelse, men dette gør bestemt ikke Maleficent til en dårlig film. For ulig Snehvide-opdateringerne er den nye film ustyrligt vellykket, både i kraft af at den respekterer dens direkte forlæg (Disney’s tegnefilmsversion af Tornerose fra 1959) og idet den, med væsentlige ændringer, bibeholder essensen af det som eventyret oprindeligt handlede om, uden at forfladige budskabet eller de allegoriske, metaforiske tolkninger som pibler frem idet man analytisk begynder at kradse i eventyrets fernis. På den vis henvender filmen sig også til et mere voksent publikum, der efterfølgende kan diskutere om moralen fra det oprindelige eventyr er holdt intakt, når nu der er foretaget så mange ændringer.

Ud over at være en bragende flot film, formår filmen at appellere bredt. Selv om feernes rige umiddelbart ligner en verden der udelukkende vil appellere til piger i alderen 6-12 eller James ”Avatar” Cameron, så ændrer filmen heldigvis hurtigt kadence og bliver både mørkere og mere actionpræget. Der er faktisk ingen mulighed for at kede sig, hverken visuelt eller indholdsmæssigt mens filmen kører over lærredet.

Alle raske drenge vil i al fald falde i næsegrus begejstring over slaget i filmens start, hvor Maleficent pudser de mest magtfulde fe-væsener på kongens hær, men det er ikke det eneste de kan glædes over. Dertil kommer at Angelina Jolie er perfekt castet i hovedrollen, for ikke alene har hun et ansigt der både udstråler stålsat vilje, men samtidig er hun usandsynlig smuk at se på i alle de goth-gevandter, som er præcise gengivelser af de vi kender fra den klassiske tegnefilm. Endelig er Angelina også en virkelig dygtig skuespiller, hvilket gør at hendes Maleficent bliver langt mere end blot en to-dimensionel figur. Hun tilføjer rollen noget nærvær og troværdighed, som mange andre amerikanske eventyrfilm synes at mangle.

Maleficent er en frisk nyfortolkning af det klassiske eventyr og især af Disneys klassiske tegnefilm, men den er også en film der gør op med mange af de stereotyper, som tidligere har eksisteret i denne typer af fortællinger og udforsker på den måde gråzonen mellem de ellers så sort/hvide skildringer vi kender til hudløshed. Det er en film med masser af humor, action og ikke mindst et underliggende budskab om, at vi indimellem bør revurdere vore fordomme.