Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Pet Sematary (101 min.) Købefilm / Paramount Pictures
Anmeldt 2/9 2019, 11:20 af Torben Rølmer Bille

Effektive chok


Effektive chok

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stephen Kings roman Pet Sematary var (efter Carrie og The Dead Zone) en af de allerførste gyserromaner, som undertegnede læste i sin ungdom. Selv om anmelder, i starten af gymnasietiden, endnu var mange år fra selv at opleve glæden ved selv at få børn, så var Kings prosa så tilpas hypnotiserende og medrivende, at bogens centrale tragedie (spoiler alert) – barnet der dør – blev endog utroligt nærværende for teenage-Torben.

Efterfølgende har det været svært at finde en Stephen King-roman, der har gjort et lige så stort indtryk. For selv om det er mange år siden den slidte paperback sidst blev åbnet, så er erindringen om denne frygtelige tragiske fortælling lige så klar i hukommelsen som første gang den blev læst. I 1989 kom den første filmatisering af romanen, der (lige som romanen) fik den danske titel Ondskabens kirkegård. Filmen er i 2019 lige så seværdig, som den var da den først dukkede op i vore biografer. Man kan derfor spørge sig selv om, hvorfor i alverden det har været nødvendigt at lave en ny film baseret på Kings roman?

Nu skriver vi 2019 og det virker som om at Stephen Kings navn igen, som i de glade firsere, oftere og oftere bliver brugt til at sælge film og tv-serier med. Mest tydeligt har man kunne se det i forbindelse med IT men også en række Netflix-film og tv-serier som Under the Dome, eller 11.22.63, bare for at nævne et par stykker, viser at Kings popularitet, eller brand, er virkeligt stærkt.

Anmelder var selvsagt nysgerrig på, hvorfor det var nødvendigt at genindspille romanen, og indrømmet så stod fordommene også i kø før filmen blev sat i afspilleren. Denne fordom blev dog delvist bragt til skamme. Selv om filmen på mange måder er ganske unødvendig, nu vi både har romanen og den gamle film, så er det faktisk også en film, der skulle vise sig at være overraskende effektiv i sin håndtering af materialet.

Filmen røg på en eftermiddag hvor augustsolen bragede ned fra en koboltblå himmel, men til trods for dette lykkedes det folkene bag den nye film at levere indtil flere chok-scares til den ellers så hærdede gyserfilmsanmelder. Dejligt forfriskende at opleve dette, da det efterhånden er lang tid siden det er lykkedes for en film at få gammelfar til at hoppe blot en enkelt gang i sædet. Dertil kom at den nye film, på nogle punkter var tættere på Kings roman end den gamle film. På andre – meget væsentlige punkter – skulle den nye Pet Sematary vise sig at være utrolig forskellig.

For de der ikke kender romanen, så er handlingen som følger. En lille familie flytter væk fra den trave storby, da faderen, som er læge, har brug for luftforandring, for ikke at bukke under for stress. De har købt et dejligt hus og til det hus hører et større skovområde. Da de begynder at undersøge grunden de bor på finder de ud af, at der på deres jord ligger en dyrekirkegård, hvor de lokale byboere i så langt tid nogen kan huske, har begravet deres kæledyr.

I udkanten af denne dyrekirkegård, er der også et slags naturligt hegn, en barriere af træstammer, der ifølge den gamle mand, som er familiens nabo, under ingen omstændigheder skal forceres. Kender man denne type historier, så ved man også at omstændighederne gør, at vores hovedpersoner selvfølgelig bliver nødt til at udforske området bag denne væg. Dette sker første gang da kernefamiliens elskede kat Church bliver kørt over. Vover man sig over barriereren, går gennem sumpen og klatrer op af de trapper der leder op til den gamle indianske gravplads, så vil rygtet vide, at man kan få de døde til at genopstå. Katten dukker også op igen, men der er noget helt galt med mis.

Som antydet indledningsvist er det dog ikke kun katten der kommer slemt til skade, for historien handler i gyserform om det frygtelige traume, det er at miste et barn. En sorg der gør, at man som efterladt er villig til at gøre nærmest hvad som helst for at få sit barn tilbage. I den nye film har folkene bag dog valgt at det skal være et andet barn, end det som både romanforlægget og den gamle film lod genopstå. Det kan virke som et noget mystisk valg, men det var faktisk langt mindre irriterende, end undertegnede havde forestillet sig.

Pet Sematary er en effektiv gyser, der er både fint lavet, stemningsfuld og som tilmed har en af undertegnedes favoritskuespillere - John Lithgow - på rollelisten. Lithgow spiller den gemytlige nabo. Filmen får formidlet sin grundhistorie godt og så virker det som om filmmagerne har haft stor respekt for både Kings roman samt for filmen fra 1989. Om ikke andet så siger det dette direkte i den halvanden time lange dokumentarfilm, der går bag tilblivelsen af den nye film.

Den nye version af Pet Sematary er ikke helt lige så god som den gamle film, men det er faktisk tæt på og Kapellet vil i den forbindelse især rose filmens meget effektive slutning, der efterlader seeren med lige så knugende en fornemmelse i maven, som den retteligt burde.


2454
Forrige anmeldelse
« Alita: Battle Angel «
Næste anmeldelse
» Dumbo »


Filmanmeldelser