Hver gang der dukker en ny film op, som er skrevet og instrueret af Quentin Tarantino er det svært ikke at have skyhøje forventninger. Siden hans fantastiske debutfilm Reservoir Dogs har han gennem yderligere syv film vist, at han er en auteur, der både mestrer dialogen, som kun få andre og som samtidig har været med til at forny filmsproget.

Forventningerne til mandens niende film Once Upon a Time… in Hollywood har derfor været enorme og de blev ikke mindre da de første anmeldelser begyndte at dukke op. Flere steder (bla. i Weekendavisen) kunne man læse, at den nye film var mandens bedste til dato. Store ord, der virkelig er med til at sætte barren højt.

Det er ingen hemmelighed at Kapellet har til huse i Jylland, men det er altså ikke grunden til at Kapellets anmelder ikke straks tilslutter sig koret af andre skribenter der udråber Once Upon a Time… in Hollywood til et lysende mesterværk. Indrømmet, det er en hamrende god film, det skal der ikke herske nogen tvivl om, men det er måske bare lidt nemt for journalister, at benytte ord som ”mesterværk” og ”enestående”, når nu en celeber instruktør laver sin seneste film. Eftertiden vil vise om det virkelig er alle von Trier-, David Lynch- eller Tarantino-film, der vitterligt også betragtes som mesterværker om fyrretyve år? Kapellet tvivler faktisk lidt på dette faktum.

Nok om journalistisk (overdreven) begejstring og tilbage til filmen. Once Upon a Time… in Hollywood er, som titlen antyder, lige dele eventyrlig hyldest til drømmefabrikken og samtidig en intertekstuel reference til en anden skelsættende instruktør Sergio Leone. Sidstnævnte kan ses helt tydeligt idet titelskiltet toner frem til allersidst – den massive filmnørd vil kunne genkende, at ordene er skrevet med samme skrifttype, som den der i sin tid blev brugt i Once Upon a Time in America.

Leones ånd fornemmes også andre steder i filmen, for Quentins egentlige hovedfigur, skuespilleren Rick Dalton, har primært spillet roller i westerns. Da vi møder ham, i sommeren 1969, er hans karriere ved at stagnere. Han får en masse skurkeroller og en producent peger på, at dette er begyndelsen til enden. Hvis folk begynder at forbinde Daltons navn (en slet skjult Lucky Luke-reference monstro?) med noget negativt, så vil hans fans også begynde at se ham i et dårligt lys. Dalton afviser først et tilbud om at tage til Italien og spille hovedrollen i en film som Sergio Corbucci (instruktøren af den enestående western The Great Silence- red.) gerne vil have ham med i, for Dalton kan ikke se sig selv spille med i noget så fjollet som en italiensk western.

Som du, ærede læser, nok kan fornemme, så er Once Upon a Time… in Hollywood Tarantinos ublu hyldest til alle de ting, som han elsker ved både perioden og ikke mindst det nybrud, der var ved at ske i Hollywood i filmindustrien på dette tidspunkt. Filmen er en kærlig, anakronistisk leg med en masse forskellige fortællinger og figurer fra perioden. Mange af de ting vi oplever i filmen tager udgangspunkt i virkelighedens verden, mens lige så mange elementer synes at være filtreret gennem Tarantinos ønsketænkning.

For at give et eksempel, der ikke er egentlig spoiler (men spring for en god ordens skyld dette afsnit over, hvis du ikke vil have øjeblikket ødelagt), kan man nævne den scene, hvor den anden centrale figur Ricks stuntmand, Cliff Booth (spillet overlegent af Brad Pitt) ved et tilfælde ser Bruce Lee føre sig frem mellem optagelser på The Green Hornet. På flere af de asiatiske filmfora, som Kapellets udsendte følger, var der umiddelbart efter filmens lancering en veritabel shitstorm mod Quentins film, idet han i denne scene i filmen viser, hvordan den kæphøje Bruce får røvfuld af Cliff. Der var endog rigtig mange fans, der mente at det både var en hån mod mesteren og selvsagt helt igennem urealistisk, for hvordan ville nogen kunne få et slag ind på Bruce? De glemmer dog at dette også er pointen – Bruce Lee (i Mike Mohs skikkelse) er ikke identisk med virkelighedens Bruce. Endelig er det en hamrende sjov scene, men det kan man nok ikke se, hvis man ikke indser at det er fiktion man har med at gøre!

Once Upon a Time… in Hollywood er nok en af de film, der også kommer til at dele vandene, idet det er en film lavet af en filmnørd, primært for andre filmnørder (heriblandt anmeldere, cineaster og ikke mindst Tarantino selv). Det er, som mange af Tarantinos øvrige produktioner, en karakterdreven film, der vil lade alle de, der leder efter plot og handling, stå uforstående tilbage idet rulleteksterne begynder. Desuden er det en film der nærmest er ved at eksplodere i intra- og intertekstuelle referencer.

Når filmen så direkte henvender sig til de der lever og ånder for film, så kan den også anklages for at glemme den del af publikum, der ikke kender til alle disse referencer, der i visse tilfælde er ganske obskure. Et kort eksempel: i en scene tales der om Ricks karriere og mens dette sker, ser vi en række scener fra de film og tv-produktioner Rich tidligere har været med i. Blandt disse er en scene, der viser vores hovedperson, som en slags fattigmans Sinatra, der omkranset af tre dansepiger synger sangen ”Behind the Green Door”. Helt uskyldigt, ikkesandt? Der er dog en mere dyster bagside, til denne scene, for netop denne sang, der er fra 1956, blev senere af en kultleder, Jim Berg, opfattet som en der handlede om porten til helvede, lidt lige som Charles Manson, genfortolkede Beatles Helter Skelter på sin helt egen, forkvaklede måde.

Der er dog ikke den eneste reference man kan finde, for kender man sine pornoklassikere, så vil man vide at næstefter Deep Throat var Behind the Green Door (1972) med Marylin Chambers, en af pornofilmhistoriens allerstørste successer. Det er ganske obskurt, men også virkeligt morsomt, hvis man altså er i stand til at fange disse mange referencer, der alle synes at passe med Tarantinos fiktive univers.

Once Upon a Time… in Hollywood kan sagtens ses som underholdningsfilm, også af dem, der ikke besidder specialviden om popkultur, film og filmhistorie, men det er også en film der helt sikkert vinder ved at man er i stand til at fange Tarantinos leg med alle disse elementer.

Det virker faktisk som om Tarantino har lavet en film, hvis kernepublikum er instruktøren selv og alle de filmfans, der elsker den måde, hvorpå film kan genfortælle, omforme og lege med både sit eget udtryk og indhold. Ser man på hvordan filmen afrundes, bliver det nærmest en parodi på den måde Tarantino i øvrigt har sluttet mange af sine andre film på. Det er så vildt, blodigt og voldeligt, at det bliver decideret morsomt. Samtidig får han også, igen uden at afsløre for meget, omskrevet en af populærkulturens største traumer, til en slags happy end, ganske i tråd med filmens eventyrlige titel. Dette læger måske ikke såret, men Tarantinos anakronistiske fantasi er i al fald langt mere bekommende, end virkelighedens tragedie var det.

Tarantinos version af virkeligheden er et ideal, men sikkert også en fortælling der vil gøre enkelte seere rasende, ganske som han da han viste Hitler bliver skudt i hovedet på klods hold med et maskingevær i Inglorious Basterds. Andre vil tage mod dette med åbne arme og et stort, skævt smil på læben.