Den seneste udgave af den kulørte piratfilmsserie Pirates of the Caribbean er nået til sin femte del. Dens undertitel bringer minderne tilbage til starthalvfemserne, hvor en række film der fik premiere i Danmark blev tildelt nye engelske titler, i stedet for at bibeholde de originale. Et af de bedste eksempler på denne mærkværdige praksis er vist stadig Die Hard with a Vengeance der blev til Die Hard- Mega Hard. På samme vis bar den nye piratfilm oprindeligt undertitlen Dead Men Tell No Tales men dette kunne et dansk biografpublikum tilsyneladende ikke fatte (til trods for at det er et virkeligt gammelt ordsprog og at dette er en af filmens startreplikker). Derfor kom filmen i stedet til at hedde Salazar’s Revenge.

Hvem denne Salazar er og hvorfor han skal have hævn, skal ikke afsløres her, for det er en central del af handlingen. Som de andre film i serien, er også denne udgave af Pirates en kulørt fantasyfortælling, hvor den centrale figur, den evigt mumlende, Jack Sparrow kastes rundt i en masse livsfarlige situationer, som han som oftest ikke forstår alvoren i, da han enten er for fuld eller blot for cool til at blive nervøs, selv med løkken om halsen. Han har trods alt også prøvet det hele mange gange før.

Filmen er også basalt set endnu en skattejagt. Som i flere af de foregående film søger de mere ”almindelige” figurer, som af omstændighederne tvinges til at få Spurvejacks hjælp, efter et magisk artefakt, som ifølge legenden kan løse deres problemer. Denne gang er det ikke Will og Elizabeth, men derimod parrets søn Henry, der har sat sig for at finde en måde at befri sin fader fra en frygtelig forbandelse.

Filmen foregår sådan cirka 20 år efter man sidst så drengens forældre, men alligevel virker det ikke som om Jack er blevet synderligt ældre. Det gør dog ikke så meget, for når man som seer samtidig skal acceptere spøgelsespirater og zombiehajer (ja, du læste rigtigt – zombiehajer!) så burde man også kunne acceptere at Mr. Sparrow ikke er ældet.

Filmen er denne gang instrueret af et norsk instruktørpar, der med deres Kon Tiki http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1324 tidligere har bevist at de kan skabe drama til søs. I Pirates of the Caribbean – Salazar’s Revenge er det dog det helt store Hollywoodmaskineri, der er kørt i stilling, for vanen tro forsøger filmen at overgå de tidligere i både storladne actionscenerier og visuel excess.

Dette lykkes dog kun til dels, for selv om filmen bestemt er sjov mens den, med skumsprøjt for boven, sejler gennem dit tv så er det svært at holde dampen oppe når man laver hele fem film, der grundlæggende har samme struktur og handlingsforløb.

Alle de forrige film havde flotte special-effects, alle havde en skat der skulle findes (og gerne før skurkene fandt dem), alle bød på flere komiske scenerier der kunne tage lidt af brodden af de farlige pirater og drabelige slag, alle havde den engelske flåde der var stålsat på at fange alle pirater, levende som døde, osv. Ganske enkelt virker det som om man har set det hele før – hvilket er præcis hvad man har! Selv en lille cameorolle fra en af verdens mest ikoniske rockstjerner har vi set før – dengang Keith Richards spillede Sparrows far. Om ikke andet kan man jo lege ”spot en kendt i sørøvertøj” mens man ser filmen.

Kapellet var så heldige at modtage filmen i en fin 3D BluRay-udgave, som selvsagt faldt i anmelders smag. Disney er virkelig gode til at lave 3D-skiver, der tager sig mægtigt flot ud i hjemmebiografen og når der tillige er tale om en actionfilm som den her, bliver man meget opmærksom på dybdeeffekterne. I denne type af film står kameraet sjældent stille og effektmagerne har gjort det muligt at eksempelvis lave flydende travellingskud fra en fængselscelle dybt nede i bunden af et brændende skib og helt op til den øverste mast. Det giver da et sug i maven, selv om 3D effekten overordnet set sagtens kan undværes, idet filmen også nemt fungerer foruden.

Har man ikke set andre Pirates-film, kan man godt starte her og de der holder af serien vil selvsagt heller ikke undvære del fem. Man kunne dog godt ønske at manuskriptforfatterne forsøgte at gøre det hele lidt mere uforudsigeligt i stedet for at lave variationer over meget velkendte handlingselementer. Håndværket fejler ikke noget, for filmen er rigtigt flot lavet, brager derudaf og giver seeren den oplevelse som er forventelig.

Det fungerer da, jovist, men det ændrer ikke på at filmen ender med at være alt for forudsigelig. Johnny Depp kender også sin figur, men det er svært ikke at tænke, at han også er ved at være lidt træt af at stavre rundt og mumle i pirattøj, selv om det selvfølgelig betyder en klækkelig sum penge, der bliver overført til hans konto. Der er sikkert de der vil sige; ”jamen, hvad forventer du Torben, når man laver en filmserie baseret på en forlystelse i Disneyland?” og dertil kan kun svares; en film, der er meget mere vild og overraskende end den her.