Man kan lige så godt sige det med det samme, man skal ikke forvente en bogstavelig filmatisering af Lewis Carolls hovedværk, når man griber ungerne og farer ind for at se Tim Burtons nye udgave af historien. Skal man være en hård - men retfærdig - dommer, kan man end ikke sammenligne den nye film med eksempelvis Bram Stoker’s Dracula, for her var hovedtrækkende fra den oprindelige roman i det mindste bibeholdt, på trods af en del friheder fra Coppolas side. Det ville være langt mere fordelagtigt at forestille sig hvad der monstro ville være sket, hvis Alice vendte tilbage til kaninhullet som teenager, for det er netop det som sker i den stort opsatte, og visuelt imponerende, 3D udgave af Alice i Eventyrland.

Helt fra starten byder filmen på en helt anden rammehistorie end originalen. Vi møder først Alice som lille pige, der fortæller sin far om sine uhyggelige drømme og inden man kan nå at sige ”jeg kommer for sent” er der gået 13 år og den unge dame er nu på vej til sin forlovelsesfest. Hendes fantasi fejler ingenting og hun vil hellere bruge den, end at fokusere på det forestående frieri fra en yderst vattet og utiltalende Lord. Meget belejligt dukker der en kanin iført ur og vest op, Alice sætter efter ham og snart befinder hun sig i det udsyrede univers, der nu har fået et umiskendeligt strejf af Burtonske forvredne træstammer og nygotiske krummelurer.

Da undertegnede første gang hørte om en nyfilmatisering af Alice var det ideen, at der skulle skabes en dyster og voksen udgave af universet, baseret på det opsigtsvækkende videospil American McGee’s Alice men den idé blev skrinlagt, selv om man stadigvæk kan fornemme en langt mere mørk nuance i den nye film, frem for Carolls gakkede, kulørte univers. Derfor kan man end ikke forvente en filmatisering, der lægger sig tæt op af Disneys animerede version fra 1951, selv om selskabet, der udsender filmen er det samme. Teenageversionen af Alice er stadigvæk uskyldsren, men hun står også pludselig overfor at være den eneste, der kan bekæmpe Jabberwocky’en og få genindsat den hvide dronning på tronen hvor den røde ondskabsfulde dronning regerer med sit motto: ”af med deres hoveder”.

Det største problem med filmen er at den nærmest på forhånd kræver at man kender alle de karakteristiske figurer fra Carrolls original. Den har fundet meget af sin inspiration i vrøvledigtet ”Jabberwocky” som optræder i Bag Spejlet, men det ville også være en tilsnigelse, hvis man påstod at filmen er baseret på denne bog. I stedet bør den hellere ses som en slags meget fri fortolkning af det velkendte univers. Selv om mange af scenerne fra bogen gentages; f.eks. Alices tur gennem kaninhullet, flasken, der får Alice til at skrumpe og kagen, som gør hende større, den røde dronnings kroketspil med pindsvin og flamingo, men samtidig er der blevet lavet så meget om på handlingen, at filmen nærmest må betegnes som en form for mere ren fantasy fortælling. Derfor kommer filmen også til at virke mere som en slags dunkel Narnia fortælling, snarere end en dyrkelse af den galskab, nonsens og hittepåsomhed, som altid har kendetegnet værket.

Der er naturligvis intet galt i at genfortolke klassikere, men det bliver i denne anmelders øjne lidt et problem når folk, der måske ikke kender Carrolls original i forvejen, ser filmen og tror at dette er en filmatiseret udgave af romanerne – for det er det ikke! Filmen er i store træk tro mod sine karakterer, men det ændrer ikke på at filmen ender med at blive en postmoderne, lettere rodet og desværre også charmeforladt film, selv om den både byder på godt skuespil, sjove scener, imponerende effekter og endnu et skønt soundtrack fra Danny Elfmans hånd.

Da det hele ikke skal ende ud i en bredside baseret på filmens manglende evne til at følge sit litterære forlæg, bør det siges at filmen er meget, meget flot. Hvor Camerons Avatar brugte sin 3D effekter til at give dybde, bliver tilskueren hos Burton nærmest bombarderet med ting som kommer flyvende ud af skærmen, uden at det dog bliver trættende, medmindre man ikke holder af denne gimmick.

Dertil kommer at det er nærmest genialt at hyre Matt Lucas til dobbeltrollen som Tweedledum og Tweedledee, for slet ikke at tale om Christopher Lee, der lægger stemme til Jabberwocky’en og Alan Rickman, der har givet kålormen mæle. Den forholdsvis ukendte Mia Wasikowaska gør det fanastisk i hovedrollen, men man kan heller ikke komme ud over Anne Hataway i rollen som den hvide dronning; for hun spiller rollen som en karikeret pastiche på et utal Disneyprinsesser med tilhørende akavede mannerismer. Slutteligt er det vel nærmest overflødigt at skamrose Burtons to faste medvirkende; Johnny Depp og Helena Bonham Carter.

Alice i eventyrland er altså en blandet fornøjelse, især hvis man holder af bogen. Med Tim Burton ved roret havde undertegnede håbet på, at der ville blive lavet en Alice, der var lige så spektakulær og ren som Peter Jacksons versionering af Lord of the Rings, men dette ønske blev desværre ikke indfriet og er nok også medvirkende til den noget hårde medfart filmen har fået hér, men filmens tempo er altså skruet lidt for højt op, til at man har tid til at nyde alle detaljerne, den nye historie er for formularisk og selv om personskuespillet fungerer og alt er storslået at se på, så sidder man stadig tilbage med en lidt flad fornemmelse når de tredimensionelle rulletekster toner frem.