Der er en særlig glæde forbundet med at sætte sig til rette I biografsædet med udsigten til at se en film som man forventer at byde på enormt flotte billeder, solid action, en håndfuld mystiske, overnaturlige hændelser og ikke mindst Johnny Depp der træder op i Kaptajn Jack Sparrows støvler for fjerde gang. For selv om der er et par figurer der ikke længere er med i den nye Pirates of the Caribbean film, så er alt næsten ved det gamle.

Man savner på ingen måde karaktererne Will Turner (Orlando Bloom) og Elizabeth Swan (Kira Knightly), faktisk er det kærkomment at de ikke længere er med på rollelisten. Desuden er instruktøren af de andre - Gore Verbinski - blevet byttet ud med Rob Marshall, men det kan ikke mærkes, for det er næppe det fine karakterskuespil der er i fokus, derimod er det bulder, brag, skumsprøjt, skumle pirater, intense actionsekvenser og lignende ekstravagante elementer der tæller. Selv om der sikkert er enkelte trofaste fans der begræder Will og Elizabeths fravær, så får vi i den nye film til gengæld en af Kaptajn Jacks gamle flammer Angelica (Penélope Cruz) der hævder at være datter af selveste Sortskæg (Ian McShane), men før filmen når så langt, skal filmens centrale skattejagt naturligvis søsættes.

I den fjerde omgang kappes både den spanske konge, den engelske konge og førnævnte überpirat Sortskæg om at nå ungdommens kilde som de første. Englænderne har ansat Jack Sparrows rival Barbossa til at være deres gesandt og Jack selv havner af omveje på Sortskægs skib: ”Queen Ann’s Revenge”. Her hersker i bogstaveligste forstand kadaverdisciplin, for Sortskæg har zombificeret hans officerer – datteren undtaget naturligvis. Dertil komme at Sortskæg har en magisk evne til at styre sit skib med tankens kraft og derfor standses et planlagt mytteri iscenesat af Sparrow før det overhovedet kommer i gang. Jack er som altid udelukkende ude efter at få hans gamle skib ”Den sorte perle” tilbage, men det skal vise sig ikke at være helt så nemt som planlagt.

Nemt er det heller ikke for de implicerede parter at nå til ungdommens kilde, eller for den sags skyld at få den til at fungere, for ud over at få fremskaffet to unikke drikkebægere i sølv, skal der bruges et kort, kendskab til et hemmeligt ritual og ikke mindst en tåre fra en havfrue. Især det sidste er ganske svært opnåeligt, for det skal vise sig at havfruer i dette univers er ganske langt fra dem man møder i andre Disneyfilm endsige på Langelinje.

Hvem havde troet at det kunne blive til hele fire film, når grundkonceptet bag Pirates of the Caribbean er en forlystelse i Disneyland, hvor man i små både sejler rund mellem animatroniske piratdukker mens der bliver spillet piratmusik og replikker over nogle højtalere? Ikke desto mindre fanger den nye film tonen fra de forrige, men dog uden at tilføre alt for meget nyt.

Der er sikkert de der vil mene at I ukendt farvand naturligvis føjer 3D effekten til oplevelsen, men selv om det virker ganske fint, så er og benyttes 3D effekten ikke til meget mere end en gimmick hér. Selv de to en halv times spilletid giver mulighed for at skabe flere fortællemæssige spor undervejs - eksempelvis har vi både forholdet mellem Sparrow og Angelica, forholdet mellem en ung præst og en tilfangetaget havfrue og naturligvis også de konflikter der opstår mellem Barbossa, Sortskæg og Sparrow, men igen må det pointeres at filmen primært er tænkt som ren og skær underholdning og betragtet som sådan så fungerer den virkeligt godt. Man bør bestemt respektere aldersgrænsen på 11, da filmen til tider er ganske så voldsom og dyster, men det er heller ikke så forskelligt fra de øvrige film i serien.

Selv om Kaptajn Jack Sparrow i tredje del nærmest parodierede sin egen figur, så er han tilbage på rette spor i denne omgang. Der er også tonet lidt ned for de overnaturlige og computeranimerede spektakler, med derfor bliver filmen på ingen måde mere realistisk. Der er stadig dømt storladen pirat-adventure film for alle dublonerne. Så er man i humør til at flygte ind i piratland i selskab med en fabelagtigt flot, sjov og reelt underholdende film i et to en halv time, så er Pirates of the Caribbean - I ukendt farvand indtil videre årets bedste bud på en vaskeægte popcornfilm. Faktisk lægger man ikke mærke til at tiden går og når man bedømmer en film som primært har sat sig for at underholde sin tilskuer, er dette også blandt det mest positive dom man kan komme med.