Lad os starte med at få al gnavenhed ud af systemet. Dette handler ikke så specifikt om liveversionen af Skønheden og udyret, men mere om den, i denne anmelders optik, mangel på opfindsomhed der indimellem synes at plage beslutningstagerne på de store filmstudier i Hollywood. Her på kapellet ved vi tilpas nok om branchen, til at vide at det handler om at skabe nogle stærke brands, som man så kan forsøge at sælge til folk i alle mulige afskygninger. En af disse brands er førnævnte titel, der i 1991 var en af de animerede film der sammen med Den lille havfrue og Aladdin sørgede for at vender Disneys lykke og cementere firmaet som verdens mest populære animationsstudie.

Som med så mange andre af Disneys animerede film, var filmen baseret på et allerede eksisterende eventyr. Skønheden og udyret blev skrevet i 1740 af forfatteren med det imponerende navn: Gabrielle-Suzanne Barbot de Villeneuve og blev i Disneys animerede version selvsagt tilpasset deres velkendte format med antropomorfiserede genstande og en samling iørefaldende musicalnumre.

Efter tegnefilmens succes kom der flere animerede spin-offs direkte til video (længst ude er nok Skønheden og udyrets fortryllede jul). Som langt de fleste ved blev også denne tegnefilm omsat til en ganske succesfuld Broadwaymusical i 1994 – en musical der vist også har været opsat i en lokal, dansk version. Nu er det så muligt at se en stort anlagt realfilm, baseret på Disneys tegnefilm. Så det der startede som animationsfilm, blev hernæst omdannet til en musical som så igen blev til spillefilm. Så – og her kommer det sure opstød så - mon ikke den ko er blevet malket rigeligt? Der må da være et mætningspunkt?

Når det så er sagt er live-action udgaven af Skønheden og udyret faktisk en ganske fin oplevelse at se hvordan de dygtige film- og effektfolk har formået animationsfilmen omsat til spillefilm, for der er mange sekvenser som er utroligt tæt på den oplevelse man har af at se den efterhånden klassiske tegnefilm. Dette bliver helt tydeligt i starten af filmen, hvor sangen Belle lyder som en nærmest 1:1 filmatisering af animationsfilmens sekvens. I det hele taget er det ganske imponerende, hvordan filmen på én gang føles velkendt og ny, takket være at vi i forvejen kender de fleste af sangene og historien, men samtidig er det ganske vildt at opleve levende skuespillere og meget detaljerede computerskabte væsener på billedsiden.

Den version som Kapellet har været så heldige at få til anmeldelse var 3D versionen og faste læsere vil sikkert vide, at dette er fordi undertegnede faktisk ikke er så kritisk indstillet over for denne teknik, som så mange af anmelderkollegaerne. Det virkede da også som om mange scener i filmen er designet netop for at kunne fungere i 3D, for dette handler ikke kun om at der via kamerabevægelser som f.eks. dollyskud og panoreringer skabes en dybde i billedet, men også i de actionsekvenser, hvor der kastes eller slynges objekter mod tilskueren. Dette fungerer rigtigt fint i hjemmebiografen, selv om filmen selvsagt også sagtens kan nydes uden denne effekt.

Historien vil være velkendt for langt de fleste der enten har set Disneys oprindelige tegnefilm, eller blot de der kender eventyret. Det er stadig en fortælling der handler om den viljestærke pige Belle der som den eneste er i stand til at se ud over udyrets monstrøse væsen og ende med at blive forelsket i den personlighed som gemmer sig bag pels og kløer.

Basalt set er det også et trekantsdrama, for allerede i filmens start ser vi hvordan den uligevægtige, pigeglade Gaston (Luke Evans) gøre kur til Belle, der dog på ingen måde kan se charmen ved en fyr, der ikke har større ambitioner end at blive boende i landsbyen og gøre hende til sin kone. Bifigurer er der nok af, og selv om de primært består af talende inventar, så er det anerkendte skuespillere der har lagt stemme til dem. Ian McKellen er uret Kogsworth, Ewan McGregor lysestagen Lumiere og tekoppen har fået stemme af Emma Thompson. Belle selv spilles af Emma Watson, som de fleste husker som Hermione fra Harry Potter og hun fylder rollen godt ud. Ikke mindst er det svært ikke at blive bare en smule imponeret over den unge skuespillerindes sangtalenter.

Da anmelder så tegnefilmen i halvfemserne var en af de eneste skuffelser faktisk den scene mod filmens slutning hvor – og her kommer en spoiler – forbandelsen brydes og monstret forvandles til prinsen. Det er jo ikke fordi Dan Stevens, der har landet rollen, ikke ser godt ud, men som i tegnefilmudgaven er Uhyret bare mere monstrøst charmerende end manden, der gemmer sig indeni. For selv om det burde være en og samme person, selv om hele moralen handler om ikke at skue monstret på hårene så er det jo monstret og ikke prinsen som Bella (og dermed også publikum?) forelsker sig i.

Alt i alt fungerer filmen. Den er ustyrligt flot iscenesat. Sangene er medrivende, fantastisk komponeret og kan få selv en ældre skribent, der normalt ikke bryder sig om musicalgenren, til at blive rørt. Det er det som Disney alle dage har været gode til, men selv om den nye film basalt set er god, så ville det også være fedt hvis selskabet fremadrettet kunne udvikle flere nye fortællinger i stedet for på denne måde at genanvende en velafprøvet, sikker formel. Kapellet får dog næppe dette ønske indfriet for i skrivende stund er optagelserne til en spillefilmsversion af Aladdin allerede i gang.