Ifører man sig de stærkeste kulturkritiske briller, så er det måske være ganske nemt at kritisere Disney for at tegne et idylliseret billede af virkeligheden, forfalde til stereotypiske skildringer af etnicitet, kultur og ikke mindst, at nogle af deres fiktioner repræsenterer gammeldags kønsrollemønstre, som vores børn og unge tager til sig. Sådanne pointer kommer i al fald til udtryk i en række fagbøger om selskabet (f.eks. The Mouse that Roared af Henry Grirox). En sådan kritik kan sine steder måske være velbegrundet, men uanset ens holdning til sådanne faktorer kan man ikke komme udenom, at Disney er virkelig eminente til at fortælle historier, uanset om det er i animeret form eller som realfilm.

Der var eksempelvis mange Star Wars-fans, der var ængstelige, dengang Disney opkøbte rettighederne til at føre filmserien videre, men frygten var ubegrundet, for The Force Awakens var muligvis den bedst fortalte og mest trofaste Star Wars-film siden Return of the Jedi. Hvorfor? Fordi Disney ved, hvordan man får publikum til at føle med deres figurer, relatere til de universer, der skabes, og ikke mindst skabe fortællinger, der på én gang er klassiske og spændende. Endelig er det rent håndværksmæssige i deres film næsten altid af så høj en kvalitet, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Det handler ikke kun om kameraarbejde, klipning, lyssætning eller forskellige visuelle effekter, men måske i lige så høj grad om, at alle delene spiller så fint sammen, at tilskueren næsten altid får en god oplevelse.

Filmen Their Finest Hours (som i øvrigt ikke skal forveksles med et utal af film, der har titler, som minder om den, f.eks. dokumentarfilmen fra 1964 om Churchill) er en Disneyfilm for et lidt mere modent publikum end mange af deres øvrige. Det er ret beset en katastrofefilm. Katastrofen opstår, da et fragtskib knækker midt over under en voldsom vinterstorm, og den modige flok mænd fra den amerikanske kystvagt efterfølgende sætter liv og lemmer på spil i et forsøg på at nå det havarerede skib.

Når man ser filmen, kan man faktisk godt undre sig lidt over, at den er kommet direkte på DVD og streaming-tjenester, for den ville have taget sig ganske flot ud på det store lærred. Det centrale i katastrofefilmen (i al fald de, der er ordentlig lavet) er, at selve katastrofen er så tilpas voldsomt orkestreret, at det, som går galt, bliver præsenteret på en så spektakulær og næsten episk facon, at seeren vitterligt får følelsen af selv at være til stede i det brændende hus, imens jordskælvet flår verden fra hinanden eller når tsunamien rammer stranden.

Seeren er i Their Finest Hours med både det forliste skib og på den alt for lille båd, der er blevet sendt ud for at se, om der skulle være overlevende. Samtidig med redningsaktionen og matrosernes forsøg på at holde et halvt skib oven vande, følger vi også kæresten til kaptajnen på kystvagtens båd, der på land må se hjælpeløst til, mens hendes kommende mand bliver sendt ud på, hvad der allermest minder om en selvmordsmission. På den måde er der hele tiden tre forskellige locations, som der kan krydsklippes mellem, hvilket giver den tiltrængte dynamik til historien. Filmen foregår i 1952, og er baseret på en virkelig hændelse. Mere præcist er det bogen Their Finest Hours: The True Story of the U.S. Coast Guard’s Most Daring Sea Rescue af Micheal J. Tougias og Casey Sherman, som har dannet grundlaget for filmen. Accepterer man, at filmen er en dramatisering af virkelige begivenheder, er det også en helt utrolig situation, der udfolder sig. Ikke kun i forhold til mandskabets indsats på det havarerede fragtskib, men så sandelig også på den jolle af en båd, som kysttjenesten skal forsøge at nå hen til de nødstedte på gennem ti meter høje bølger.

De medvirkende leverer alle sammen jævne, men ganske gode præstationer. Især kaptajnen for kystvagtens fartøj Bernie (Chris Pine) og Ray (Casey Affleck) - maskinmesteren på fragtskibet, der ufrivilligt bliver nødt til at tage styringen med resterne af mandskabet - fungerer begge rigtig godt. Til gengæld er en af de eneste kvinder i filmen, Bernies kæreste (spillet af Holliday Grainger), ikke særlig troværdig og tenderer til at overspille sin rolle lidt, hvilket er en skam.

Den virkelige hovedperson er dog effekterne, for det er virkelig dramatisk at opleve både skibsforliset og den hasarderede redningskation, der iværksættes. Da filmen blev vist i biograferne i USA, kunne publikum vælge at opleve den i 3D, og når man ser den i hjemmet, er det tydeligt at se, at visse scener synes at være blevet skabt med denne 3D for øje. Derfor er det også lidt ærgerligt, at selskabet kun har udsendt filmen på DVD, som selvsagt ikke byder på 3D.

Det er dog ikke nødvendigt at se filmen med 3D-riller på næsetippen for at nyde den. Den fungerer fint uden denne gimmick. Det er til gengæld ikke en film, der bliver en klassiker inden for genren, men som opfylder alle de krav, man kan have til en katastrofefilm: højspændt drama, excess og flotte effekter. Til gengæld bekræfter den også de stereotyper, som indledningsvist blev nævnt, for selv om filmens kvindelige hovedperson tør trodse de uskrevne regler, der gjaldt for kvinder i den periode, som filmen foregik i, så er det stadig en film, der viser mænd som mænd, der gennem rå viljestyrke tør trodse selv naturens mest voldsomme kræfter.