Det er ingen hemmelighed, at klimadebatten fylder mere og mere – og med rette, for med mindre man er en indavlet faktafornægter, så bliver vi allesammen nødt til at ændre på vore vaner hvis også vore børnebørn skal have en dejlig planet at bo på.

Dette grønne budskab om klodens tilstand har ligefrem sneget sig ind i den nye popcornfilm Godzilla II: King of the Monsters, der er fortsættelsen til såvel Godzilla fra 2014 og som også lægger sig i forlængelse af Kong: Skull Island fra 2017. Dette fokus på klimaet virker også fornuftigt i denne kontekst, dels fordi Gojira (Godzillas originale japanske navn – red.) altid er har været knyttet sammen med menneskeskabte katastrofer (i den oprindelige film var det selvfølgeligt atombomberne over Japan, der vækkede monstret til dåd) og fordi han og hans fæller er glimrende metaforer for hvad der sker, hvis vi ikke tænker mere over vores adfærd i forhold til vores planet.

Faste læsere vil vide, at anmelder er en total fanboy, når det kommer til kæmpemostre der slås. Så hører du til dem der hadede Pacific Rim eller aldrig har set charmen ved Transformers , så kan du lige så godt holde op med at læse nu, for du vil med garanti også afsky Godzilla II: King of the Monsters. Du har sikkert allerede besluttet dig til, hvorfor du synes den er både larmende tåbelig, har tynde figurer og en mindst lige så tynd handling, så går du ind til filmen med disse forventninger, så bliver de indfriet. Omvendt set, er du til gengæld er vild med Kaiju-film, så kan du godt glæde dig, for oven på en ellers ret solid etter, er det lykkedes folkene bag at lave en Gojira-film der om muligt er langt bedre end sin forgænger.

Den nye film byder på enormt flotte effekter, skabt af blandet andet ILM. Effekterne skal jo være gode i film som disse. Denne gang bydes der ikke kun på scener med to monstre der slås og hærger løs, men på en hel masse monstre, der går amok. Det er både designet af disse monstre samt iscenesættelsen af alt det som bliver smadret, der er utroligt flot gengivet.

Det er også en film der vil appellere til både vestlige og asiatiske biografgængere, idet store dele af filmen virker som en regulær Hollywood blockbuster, mens andre dele af filmen benytter sig af både asiatiske skuespillere og den mytologi som knytter sig til de originale film.

Det kan lige så godt blive slået fast; Godzilla II: King of the Monsters er den bedste Gojira-film fra Hollywood nogensinde! Det virker som om folkene bag filmen har indset at de bør lave filmen, som var det en japansk Gojira-film, i stedet for at forsøge at lefle for et vesterlandsk publikum. Der lefles på denne led gai-jins, men især for de publikummer, der i forvejen holder af Godzilla og alt der knytter sig til figuren.

Filmen foregår fem år efter den første (hvilket giver god mening, da etteren kom i 2013) og vi følger kryptozoologen Emma, der efter sønnens død, er blevet skilt fra sin mand. Selv om de var blevet enige om at droppe deres research, er det lykkedes Emma at skabe en opfindelse kaldet ORCA, der kan bruge monstrnes egne frekvenser til at ”kommunikere” med dem.

Selv om Mothra (et kæmpestort, venligtsindet møl – red.) i de klassiske Gojira-film blev tilkaldt ved at The Peanut Twins gav sig til at danse deres ceremonielle dans og synge deres fine sang om Mothra, er det fint nok at der er blevet tænkt i nye baner. For Emmas opfindelse virker jo på lignende vis ved at bruge lydbølger til at få kontakt med monstrene. Desuden vil den opmærksomme seer godt kunne spotte fotografier af The Peanut Twins, hvis man er meget vaks. I filmens start vækkes (spoiler alert?) således Mothra til dåd, ved hjælp af denne maskine, men inden Mothra kan andet end at forpuppe sig, angriber en skummel terroristbande forskningscentret, kidnapper Emma og Emmas datter, og så stjæler de samtidig ORCA-maskinen.

Det er nu op til Emmas mand Mark, der, da vi møder ham, lever blandt vilde ulve i Alaskas ødemark, at forsøge at redde både ekskone og datter fra disse fæle terrorister. Det skal han skynde sig med, for terroristerne er allerede i gang med at vække og tilkalde en række af Godzillas rivaler. Hvorfor de gør dette, skal man dog se filmen for at finde ud af, men Kapellet kan godt afsløre, at dette også handler om jordens fremtid. Blandt de monstre som terroristerne slipper løs er Godzillas ærkefjende King Gidorah, den trehovedede drage. Så der lægges selvsagt op til en kamp på liv og død mellem disse to giganter.

Historien om menneskerne er i øvrigt det mindst interessante ved filmen, sjovere er det jo at se monstrene gå i flæsket på hinanden og det er der masser af mulighed for at opleve. Foruden de mange visuelle hints til de gamle film som er lagt ind på billedsiden, kan man også finde masser af referencer til de klassiske film i filmens soundtrack. Soundtracket er skabt af Bear ”Walking Dead” McCreary – og han udviser nærmest genialt genbrug af de velkendte ledemotiver, fra den klassiske Gojira-temasang, Gidorahs tema og der er også blevet plads til enkelte strofer af den sang som Peanut-tvillingerne i sin tid sang for at berolige Mothra. Det holder i Kapellets optik 110%.

Når man som gammel fan af Gojira ser den nye film, fungerer den derfor både som en slags nostalgisk tilbageblik på alle de elementer der gør at man holder af filmene, men samtidig fungerer den også som højspændt monster-mash, der giver nytilkomne al det bulder og brag man kan forvente, og så lidt til. Det er muligvis ikke en film der byder på de helt store overraskelser, men det er bare skønt at være tilbage i Gojiras univers, der for en gang skyld virkelig føles som det skal.

Husk i øvrigt at blive siddende til rulleteksterne er slut, for lige som det blev antydet efter rulleteksterne i Skull Island så gentages det også her, at King Kong og Godzilla kommer til at kæmpe om hvem der er det sejeste overdimensionerede monster i filmen Godzilla vs. Kong der, ifølge vore oplysninger, forventes at få biografpremiere i 2020.