Booksmart (104 min.) Biograffilm / SF Studies
Anmeldt 2/7 2019, 10:52 af Torben Rølmer Bille
Lev livet
Lev livet
« TilbageSom anmelder har man som opgave at forsøge at formidle ens oplevelser så objektivt som muligt, selv om der selvsagt eksisterer en subjektivitet, der er svær at undgå; for smag og behag er som bekendt forskellig fra person til person. Derfor er undertegnedes strategi, når man står overfor visse film at forsøge at anmelde dem i forhold til den målgruppe, filmen forsøger at ramme. Det er indimellem sværere end andre gange. I tilfældet med den nye, amerikanske, komedie Booksmart er målgruppen efter alt at dømme unge piger, der enten går i gymnasiet eller som lige er blevet færdig med det – i al fald hvis målgruppen er identisk med filmens centrale personer.
Virkeligheden er at undertegnede hverken har gået på high school i USA, slet da ikke i 2019, men endnu mere vanskeligt er det for en snart 50 år gammel, dansk gubbe, at forsøge forestille sig hvordan det er at være en 18-årig amerikansk pige og lave en humorafstemning med hende. Med dette in mente vil anmelder slet ikke forsøge at forcere dette, både fordi det ville være langt ude, men også fordi især humor er en meget vanskelig størrelse. For hvad enkelte finder hysterisk morsomt, er slet ikke sjovt for andre.
En ting som anmelder dog godt kan relatere til er at være lidt af en nørd. Derfor var det på den led ikke vanskeligt at forholde sig til hovedpersonerne i Booksmart. De to bedsteveninder Amy og Molly, har brugt alle deres vågne timer på at få gode karakterer, så de ubekymret ville være i stand til at søge ind på det universitet som de havde lyst til efter gymnasietiden. Til gengæld er der, her lige før afdansningsballet, en bondeanger der begynder at nage begge piger. Hvad nu hvis de er gået glip af en masse ting i løbet af årene på high school? Hvad nu hvis de burde have festet lidt mere og læst lidt mindre? Det er i al fald det, som bliver katalysatoren der sætter Booksmart i gang.
Da det går op for Amy og Molly, at flere af dem de kender fra High School også er kommet ind på prestigefyldte læreanstalter, tydeligvis uden at have knoklet lige så benhårdt med lektierne som vore hovedpersoner, beslutter de sig for at foretage mindst én vild bytur, inden de starter på universitetet. Selv om Amy egentlig ikke synes det er en god idé, siger Molly ”Malala”, der er det løsen som de hver især kan bruge én gang om året, hvis den anden modsætter sig en idé. Derfor sætter pigerne sig for at finde den vildeste studenterfest i byen.
Det er dog ikke så ligetil at finde frem til festen, for det eneste de ved om denne vilde fest er at den bliver holdt i et hus, der tilhører en af skolens mest populære drenges tante. Det er ikke meget at gå på, men Amy og Molly giver ikke op så let.
På den danske filmplakat er taglinen; ”Superbad
møder Lady Bird, hvilket man måske godt kan forstå, eftersom det handler om to unge, intelligente piger, der forsøger at finde frem til en fest, som de tror vil ændre deres liv for altid. Her hører sammenligningen så også op, for selvom Booksmart bestemt er en morsom film, så er den langt fra lige så grotesk morsom som Superbad og den er heller ikke lige så troværdig et portræt af en ung pige, som det man oplevede i Lady Bird. Både visse situationer og dialogen er ganske sjovt skrevet, men filmen står lidt og vakler mellem at være en fuldblodskomedie og så et venindedrama, som gerne skulle være både rørende og medrivende, men det fungerer i anmelders optik ikke helt optimalt.
Relationen mellem de to slyngveninder er god, men den virker også på udsatte steder lidt for søgt og forceret. Desuden er hele konceptet med at pigerne hver især vil forsøge at få fat i den lækre elev, som de har været småforelskede i skolen, men som de aldrig har turde antaste før, bliver en smule vag. Selvfølgelig husker man da teenageårenes frustration og nervøsitet forbundet med at snakke med den man er forgabt i, men i denne film bliver dette element lidt en kliché.
Booksmart er en hyggelig film, som med garanti vil tiltale sin intenderede målgruppe. Den byder på flere morsomme sekvenser undervejs, men det er ikke en film, som lykkes med at være konstant morsom hele vejen igennem, eller som er så tilpas skarp i sit portræt af pigerne, at det bliver en film man husker længe efter man går ud af biografen. Beklager at Kapellet på den måde ikke kan være mere enig med de ellers mange rosende anmelderord filmen har fået med sig efter premieren. Rådet herfra er i al fald at man bør sætte ens forventninger et hak ned, før der indløses billet.