For alle seere, der er elsker manga, anime og måske især japanske monsterfilm (Man in suit! Man in suit!) vil den nye science fiction-monster-actionfilm fra Guillermo del Toros hånd Pacific Rim føles som at komme hjem og opdage, at ens dagligstue er blevet forvandlet til comic-con.

Filmen er nemlig en skøn blanding af enorme Mechwarriors, kaldet Jägers, der er menneskehedens sidste bolværk mod kolossale monstrøsiteter, der dukker op af havet. Disse væsener kaldes Kaiju. Et japansk ord, der bogstaveligt betyder ”mystisk væsen”, og som tidligere har været anvendt om monstre som King Kong, Godzilla og et hav af andre monstrøsiteter. Faktisk kaldes film med store monstre, der tramper storbyer under fode, ligefrem ”kaiju-film”.

Har man set traileren, tænker den opmærksomme seer måske, at vi skal opleve, hvordan menneskeheden først opdager de bizarre Kaiju’er, umiddelbart før en række ikoniske storbyer ødelægges, og historien om, hvordan Jäger-korpset opstår, men denne fortælling bliver i Pacific Rim overstået i løbet af filmens første ti minutter. Det er blot baggrundshistorien for en film, der i stedet fokuserer på en periode flere år efter uhyrernes første visit til vores planet – et tidspunkt, hvor menneskeheden er presset til sit yderste, og artens overlevelse bestemt ikke er sikret.

Titlen henviser til det sted, hvor monstrene dukker op fra. Et voldsomt undersøisk jordskælv forårsager tilsyneladende, at der åbnes en ensrettet portal til en anden, fremmed verden, hvor monstrene dukker op fra. Hvad deres ærinde er ud over at hærge, vides ikke, men det er et af de spørgsmål, som filmen i løbet af to timer forsøger at besvare. Lad os blot sige, at der – vanen tro – undervejs også peges en anklagende finger af vores igangværende forsøg på at smadre planeten med forurening og øgede CO2 niveauer.

Vores hovedperson Raleigh har, idet filmen for alvor begynder, været ude af Jägerprogrammet i fem år. For seeren oplever i prologen, hvordan Raleighs bror blev dræbt under en konfrontation med en særdeles modbydelig Kaiju. Det særlige ved kæmperobotterne er, at de nemlig har brug for to piloter, der deles om at styre. Dette er et krav, idet en enkelt mands hjerne ikke kan klare den neurale overbelastning. Jägerpiloternes sind kobles så at sige sammen, så de bevæger sig som ét, og derfor har det også været ekstra traumatisk for Raleigh at opleve sin brors død, ganske som var det hans egen sidste time.

Jägerprogrammet er, da filmen starter, ved at blive nedlagt, især da de nye Kaiju’er er mere brutale og synes at lære menneskernes strategier for så at benytte disse til deres egen fordel. I stedet satses der på at bygge enorme mure rundt om de sidste storbyer, men det skal vise sig at være en dårlig slet strategi, da disse såkaldt uigennemtrængelige fæstningsværker ikke er nogen hindring for de nye bæster. Inden Jägerprogrammet nedlægges helt, får de dog en sidste chance for at bevise deres værd og for at udkæmpe et sidste afgørende slag mod de indtrængende monstre.

Pacific Rim er en usandsynlig flot film, lige som de andre mere letbenede fantasy-actioneventyr, som vi tidligere har set fra instruktørens hånd, og derfor er det også en film der skal ses i biografen og i 3D, for lyden af enorme monstre, der i slowmotion får på hatten af Jägers (eller vice versa) er eminent, og der er noget helt specielt ved at se så store væsener på et enormt lærred. Der lefles samtidig virkelig for tilskuerens indre nørd, idet der fokuseres på så mange detaljer af de store robotter, at man uvilkårligt kommer til at tænke på kameraturene rundt om Enterprise i en tilfældig Star Trek film, eller et hav af animé-film, der på lidt samme måde forsøger at overbevise tilskueren om, at det vitterligt kan lade sig gøre at bygge sådanne enorme kamprobotter.

Det er ikke realisme (langt fra), men inden for det fiktive univers virker både teknikken og ikke mindst de fysiske konfrontationer mellem Jägers og Kaiju’er virkelig godt. Man kan indimellem godt blive lidt forvirret over nogle af Kaiju’ernes fysik, og hvad der er op og ned i nærkampene, men det ser ustyrligt sejt ud, mens det står på, og ens indre 11-årige dreng skriger af begejstring stort set gennem hele filmen.

Selve fortællingen om den modvillige helt, der bliver sat til at arbejde sammen med en ny makker, er set et utal af gange før, men heldigvis tager filmen sig også tid til at introducere to excentriske videnskabsmænd, der forsøger at hitte ud af, hvor Kaiju’erne kommer fra, og hvad deres endelige mål er. Dette gør at fremdriften er sikret, og at der hele tiden er noget at kigge på.

Det er dog især en film, man skal se, hvis man slet ikke kan få nok af massive ødelæggelser. Så har du lyst til at se en film, der både byder på virkelig god underholdning, har en række fine intertekstuelle referencer til de mest nørdede universer og ikke mindst en billedside, der helt tydeligt beviser, hvor den lille milliard danske kroner, som filmen har kostet, er blevet af. De skal nok blive tjent hurtigt ind igen, hvis der er nogen retfærdighed til. Derfor: der er ingen undskyldning for ikke at smide sine sparepenge efter Guillermo Del Toros nye projekt, med mindre man da (uvist af hvilken årsag) måtte hade de genrer, som filmen læner sig op af.