Der var ikke mange af vore læsere, der var i tvivl om at Kapellets faste monsterkorrespondent, var ovenud begejstret da han skrev biografomtalen af den nye, amerikanske Godzillafilm Godzilla: King of Monsters, for filmen føltes for første gang som en der havde forstået essensen af Kaiju-genren. Filmen er både en ublu hyldest til de klassiske japanske film og et buldrende actionbrag, der imponerer rent teknisk.

Lad det blive sagt med det samme, Godzilla: King of Monsters holder også 100% i hjemmebiografen, men det hjælper selvsagt gevaldigt, hvis du har enten et meget stort tv eller endda en projektor og selvfølgelig et godt lydanlæg. Dette gør at oplevelsen af filmen blive næsten lige så god som den var i biografen. Store monstre skal være store, også i dagligstuen.

Warner har været så rare at sende Kapellet en 4K udgave af filmen, hvilket var både ustyrligt pænt af dem, men som samtidig klart viste hvor fantastisk en billed- og lydside der kan opleves i hjemmet. Billedet står knivskarpt og lyden ligeså. Undertegnede har altid været af den overbevisning, at skal man afprøve sit video og audioudstyr, er det bedst at gøre med en film, der lige som den her, brager løs i både billede og lyd.

Der er sikkert enkelte der vil kritisere filmen for at de medvirkende spiller nogle formulariske, endimensionelle karakterer, der blot har til formål at udfylde deres specifikke rolle i forhold til manuskriptet og at selve handlingen kunne reduceres til et par linjer tekst, der kunne findes på en Gajolpakke. Det er også helt rigtigt, for selv om det er lidt af en hård dom overfor de medvirkende, så ved både de og vi, at det som er interessant i en Godzilla-film, ikke er menneskene men derimod de enorme monstre som dukker op lidt efter lidt. Det er monstrene, ikke alle de mennesker som løber skrigende væk fra al død og destruktion, som er filmens hovedpersoner.

Som også nævnt i biografanmeldelsen så er der i løbet af handlingen masser af intertekstuelle referencer til de oprindelige japanske film (f.eks. stillbilleder af Peanut-tvillingerne, hvis sang man også kan ane i filmens score), men man kan selv spejde efter mange flere. Den tydeligste reference er dog filmens undertitel for King of the Monsters for det var den samme undertitel som den oprindelige Gojira-film også bar da den havde premiere i 1954.

Alle disse referencer er herligt nørdede, men for at spotte dem alle sammen, så kræver det vist en magistergrad i Godzilla. Det gør dog intet hvis du hverken har en sådan eller for den sags skyld hvis dette er dit første møde med en Godzilla-film for selv om der er flere handlingsforløb der refererer til den første film og figurer som også var med i den første film så er det så tilpas lidt, at man sagtens kan følge med i den nye film, uden problemer.

Selv om Kapellet lige har skrevet at det handler mere om monstre der slås, så følger her et ganske kort handlingsreferat. Den familie som vi fulgte i den sidste film, er blevet splittet. Sønnen er død og det har taget så hårdt på forældrene at de er blevet skilt. Fatter arbejder som naturfotograf og moderen har uden hans vidende bygget videre på en dims, der kan benyttes som en slags kommunikationskanal mellem mennesker og monstre. Selv om ideen bag denne dims måske lyder fin, så kan teknologien jo også nemt misbruges, idet man med denne maskine potentielt kan agitere uhyrerne og få dem til at gå til angreb – hvilket selvfølgeligt er præcis hvad der kommer til at ske.

Værre endnu er det idet moderen forsvinder og holder sig skjult sammen med en samling økoterrorister, der mener at jorden skal ødelægges, befries for mennesker, så den kan få en chance for at genopstå – en dejlig tanke, hvis det da ikke lige var fordi at dette ville betyde at stort set alle mennesker vil dø i processen. Det er nu op til faderen og ikke mindst et hold af forskere fra den skumle kryptozoologiske organisation Monarch (ikke at forveksle med kæden af motorvejscafeer) at få stoppet både monstrene og ikke mindst terroristerne, inden de får realiseret deres plan. Som sagt er dette dog kun bi-historien, for det som er hovedattraktionen er selvfølgelig vores allesammens favoritkæmpeøgle og hans drabelige kampe med de andre forvoksede mutantvæsener, der pludselig dukker op overalt på kloden.

Godzilla: King of Monsters er en mægtigt underholdende og ikke mindst en meget flot monsterfilm. Der vil nok være flere, der godt kan blive lidt forvirrede over og trætte af at se disse kæmper slås igen og igen, men for alle os der holder af genren, er det rendyrket fornøjelse. Selv om filmen varer lidt over to timer, så keder man sig på intet tidspunkt undervejs og er man rigtig fan, er der masser af labert ekstramateriale at dykke ned i, blandt andet et kommentarspor fra instruktøren og en masse småfilm, der går bag om filmen og dens univers. Så holder du af at se store monstre der slås og missede du den her i biografen, så er der i Kapellets optik ingen undskyldning for også at misse den på 4K, Bluray eller DVD.