Skal man beskrive filmen Crazy Rich Asians, så ville det mest nærliggende være at sammenligne den med film som Notting Hill eller Four Weddings and a Funeral, bare med den forskel at alle i den nye film er asiater. For der er nemlig tale om en helt klassisk romantisk komedie, der handler om en helt almindelig pige, der falder for en fyr hvis familie er svinerige.

Rachel, som pigen hedder, er ikke professor i økonomi og spilteori ved et større amerikansk universitet og i læbet af det sidste års tid har hun datet den charmerende Nick Young. Da hans bedste ven skal giftes med sit livs udkårne, foreslår Nick at han og Rachel tager til Singapore sammen, både så de kan deltage i polterabend og bryllup, men også så Rachel endelig kan møde Nicks familie.

I starten af denne tur virker alt godt. Rachel får endda mulighed for at besøge en gammel veninde fra studietiden (spillet med fint komisk overskud af Akwafina) og sammen tager alle ud for at opleve de mange interessante ting, Singapore kan tilbyde. Ja, faktisk er der store dele af filmen der indledningsvis ligner reklamer for rejser til Fjernøsten. Der skal i al fald en stålsat vilje til ikke at man ikke får lyst til at spise krydret mad eller begynde at spare sammen til en flybillet.

Der går dog ikke længe før at Rachel opdager, at det ikke er supernemt at være en pige der kommer fra trange kår. Nicks mor (spillet af veteranen Michelle Yeoh) er en kølig, distanceret kvinde, som ikke umiddelbart synes at hendes søn – arvingen til forretningsimperiet – skal gifte sig med en kvinde der er så meget under hans stand. Dette bliver endnu mere tydeligt da Rachel på den pigepolterabend hun er inviteret med til, oplever at mange af brudens veninder mildest talt er nogle frygtelige bitches.

Som du nok har gættet, så skal vores unge hovedperson så grueligt meget igennem før at det hele, vanen tro, ender så godt som det overhovedet kan til slut. Det er en film der minder om utroligt meget om rigtigt mange andre romantiske komedier, især de vi forbinder med England og Hollywood. Dette forstærkes yderligere ved at stort set hele castet, i al fald de der optræder i de bærende hovedroller, taler med oxbridge accent (læs: klassisk, dannet engelsk, som de taler på universiteterne i Oxford og på Cambridge – red.). Dette faktum virker lidt sært, især i de scener, hvor vi ser Nick tale sammen med familiemedlemmer der bor i Singapore. Hvorfor de ikke skifter til kantonesisk her, er altså lidt af et mysterium. På Kapellet tror vi at det er for at sikre sig så stort et internationalt publikum som muligt.

Filmen er baseret på en roman af Kevin Kwan, som undertegnede af indlysende årsager ikke har læst, idet romanceromaner ikke indgår i anmelders litterære kostpyramide. Af samme grund er det svært at vide om filmen lever op til bogen. Der er også i løbet af filmen, en masse referencer til asiatisk kultur og specifikke skikke, der kan virker en anelse særprægede på folk fra vore breddegrader, men selv om man muligvis ikke fanger alle de kulturelle referencer, så er Crazy Rich Asians helt bestemt en film man vil kunne holde af, hvis man eksempelvis synes at de film som blev nævnt indledningsvist er gode.

Man har slet ikke nødig at have trådt ens barnesko i Siglap, for at kunne følge med i filmen. Det er nemlig ikke særligt svært at føle med Rachel, der til trods for sin asiatiske herkomst er opvokset i Amerika og derfor nærmest automatisk anses som en der aldrig vil kunne passe ind i den verden som hun via sin kæreste bliver introduceret til. Filmen arbejder, som titlen antyder, helt bevist med at diskutere den svære kærlighed, der især bliver vanskelig når alle folk omkring dig mistænker dig for udelukkende at ville være kæreste med din udkårne, fordi vedkommende har så mange penge.

Det er ligeledes en film der tager kulturmødet mellem vest og øst op, selv om det aldrig bliver kompliceret eller nuanceret. Det handler om slet skjulte fordomme, der eksisterer mellem folk. Det er, kort fortalt, en romantisk komedie hvor de mange problemer opstår som følge af social ulighed mellem parterne, ganske som man har set det i et utal af lignende film, fra My Fair Lady til Pretty Woman, der jo ret beset blot er en opdateret version af den førstnævnte.

Man skal nok holde af romcoms for at kunne holde af Crazy Rich Asians, men selv om dette bestemt ikke er den type af film som Kapellets udsendte normalt holder af, var den alligevel i stand til at aftvinge et par halvhjertede grin undervejs. Når det så er sagt, er den heller ikke hylende skæg hele vejen igennem og de obligatoriske problemer som vores hovedperson skal håndtere inden filmen på forudsigelig vis, selvfølgelig ender med den klassiske lykkelige slutning, er set alt for mange gange tidligere. Det er også set langt bedre.

Filmen er dog et oplagt valg til alle de der mangler film, som de ”vestlige” sidestykker den er blevet sammenlignet med i denne anmeldelse, for både den tekniske udførsel, skuespillernes evner og fortællingen kan sagtens leve op til disse. Det er måske ikke Julia Roberts eller Colin Firth, der pryder skærmen, men det gør heller ikke så meget, for filmens grundtone er så tæt på en vestlig romcom at det faktisk er ganske svært at se forskel, havde det ikke været for den eksotiske location og det faktum at alle medvirkende har asiatiske rødder.