Læser man Noël Carrols fine bog om gysergenren The Philosphy of Horror så er en af de monstertyper som beskrives de såkaldte ”forstørrelsessmonstre” (org. magnification monsters), altså den type af uhyrer, der stort set bare er forvoksede udgaver af de dyr, som vi kender fra virkeligheden. Vi husker måske især denne type monstre fra de klassiske gyserfilm fra 50’erne som eksempelvis edderkoppen i Tarantulla eller myrerne i Them!. Monstre som oftest voksede eksponentielt fordi de var blevet udsat for radioaktiv stråling. Eftertiden ser naturligvis dette som samtidens latente frygt for den nukleare trussel.

En nær slægtning til disse figurer finder man også i film som Godzilla-serien hvor en masse forstørrede møl eller øgler blev smidt ind i kampene undervejs. Det kan også ses i de såkaldte Kaiju-film , der fulgte i kølvandet på netop den første Gojira, som filmen hedder på originalsproget.

Den film der dog for alvor startede denne dille med overdimensionerede skabninger i kamp med mennesker eller andre uhyrer er selvfølgelig klassikeren King Kong fra 1933. Takket være overbevisende stop-motionanimation og fysiske effekter blev historien om kæmpeaben, der forelskede sig og blev lokket tilbage til civilisationen en kæmpesucces. En film der har underholdt mange generationer af filmfans og som stadig holder den dag i dag, hvis man altså godt kan abstrahere fra de noget gammeldags effekter.

Nu er den forvoksede gorilla tilbage og tænker man, at man ikke orker at se den samme fortælling én gang til (sidst der kom en stort anlagt film med kæmpeaben var i 2005, hvor Peter Jackson serverede en lidt for lang, men ganske flot udgave af originalen) så kan man roligt tage i biografen, for selv om det stadig handler om en gruppe mennesker der finder frem til den hemmelighedsfulde ø Skull Island, så er fortællingen en helt anden.

Væk er Ann Darrow og den nærmest obligatoriske romance mellem megaprimaten og den skrøbelige, men labre blondine. Vi kommer heller ikke en tur forbi New York, så Kong kan få mulighed for at klaske til angribende flyvemaskiner og militærpersonel. Kong får til gengæld lov til at vise, hvor god han er til at smadre helikoptere i den nye film. Hele handlingen foregår, uden at afsløre mere end titlen gør, nemlig på den hemmelighedsfulde Kranieø, hvor det hurtigt skal vise sig at Kong ikke er det eneste uhyre.

Vi skriver 1973. Nixon er præsident i Det hvide hus og som en af filmens karakterer siger i starten ”it can’t get more crazy than this” (en slet skjult reference til Drumpf), umiddelbart før han og en kollega opsøger en senator, i håb om at de to kan få midler til at opsøge og kortlægge en hidtil ukendt ø, som er dukket op på nogle satellitfotos. I det hele taget er filmen dejlig nostalgisk, da den viser tilskueren at bl.a. satellitfotos var helt nyt på den tid. Først får de blankt nej fra politikeren, men da de nævner at russerne måske også har tænkt at sende en ekspedition til øen, når først de ser billederne, så lader senatoren sig overbevise og sender forskerne afsted sammen med en gruppe videnskabsfolk og en større deling soldater, der alligevel bare skulle hjemsendes fra ’Nam.

Et hangarskib sejler gruppen tæt på øen og her stiger de ind i en masse helikoptere (jeps, du har gættet det – dem som Kong små ti minutter senere kaster rundt med) for at komme i nærheden af den hemmelighedsfulde ø. Da de kommer ind på den anden side af stormen, som af uvisse årsager konstant omgiver øen, begynder de at smide seismiske bomber, i et forsøg på at kortlægge øens undergrund. Som en figur i filmen en halv times tid senere siger: ”du dukker jo ikke op i folks hus og begynder at smide bomber, med mindre du vil starte en slåskamp”.

Kort tid efter dukker Kong op og viser, hvorfor han er kongen af øen. De der har været så heldige at overleve er nu blevet delt i to mindre grupper. Den ene gruppe bliver ledet af en militærmand, opsat på at få hævn over de af hans soldater der døde og den anden gruppe bliver ført gennem junglen af forskerholdet godt hjulpet på vej af en forhenværende SAS-soldat, som de har hyret som stifinder. Sidstnævnte gruppe er mere interesseret i at nå frem til det sted, hvor de har aftalt at mødes med resten af ekspeditionen for at blive samlet op tre dage senere. På den smarte måde er der både etableret en deadline og en konflikt i filmen, som så kan forløses frem mod slutningen.

Det er en fin idé at placere filmen i netop 1970’erne, da det ikke kun bliver en garant for at soundtracket, der mestendels består af klassisk rock som Creedence og Bowie, kommer til at sælge som varmt brød, men også fordi perioden byder på virkelig lækre billeder. Forestil dig en Vietnamfilm med enorme monstre instrueret af Tony Scott eller Jerry Bruckheimer (fra før han gik CGI- og kamera-amok). Det er bragende flot og drønunderholdende.

Der er dog Kong og alle hans monstrøse venner som driver værket og hvilke monstre. Det er John Dykstra og Industrial Light and Magic, der har skabt filmens effekter og det kan virkelig mærkes. For selv om kampe mellem computergenerede væsener i andre film godt kan blive trættende at overvære i længden, så fungerer disse i langt de fleste tilfælde her. Kong – Skull Island er hvad genrefans kalder en ”creature feature” – altså en film hvor de højdepunkter man husker efterfølgende involverer netop uhyrer eller monstre. Dem er der i øvrigt så rigeligt af og lige som hovedpersonerne i filmen, så forbløffes man over den hittepåsomhed der er gået forud for designet af disse skabninger.

Kong – Skull Island er måske den mest vellykkede King Kong-film siden den sort/hvide original. Der er fuldt tryk på fortællingen, der til trods for at den varer næsten to timer ikke byder på nogle døde øjeblikke. Det er labert iscenesat, stemningsfuldt og som på udsatte steder også er befriende morsomt fortalt. Den er godt selv klar over at den er en popcornsfilm.

Seeren bliver ligesom figurerne i filmen en slags opdagelsesrejsende på øen og når filmen ligefrem genanvender den klassiske (opdigtede?) teori om ”den hule jord”, som nørder husker fra både Jules Verne, Conan Doyle og et utal af andre ”videnskabelige” kilder, føles det virkelig som en matiné-film som i de gode gamle dage.

Det er i øvrigt af yderste vigtighed at man bliver siddende i sit biografsæde indtil man har set navnene på alle de titusindvis af mennesker, der har arbejdet med især effekterne på filmen – for efter rulleteksterne kommer der to minutters film, der peger frem mod noget der vil få alle film- og monsternørder til at gå i totalt selvsving. Disse to minutter er, i Kapellets optik, måske bedre end de små to timer der ledte op til dem. Undertegnede snakkede under rulleteksterne med en ligesindet filmanmelder og vi spøgte med, at det kunne være sjovt hvis nu [CENSUR] og så viste det sig, at det er PRÆCIS det som Warner tydeligvis har tænkt sig. Det skal selvsagt ikke afsløres hér hvad det går ud på, men hold kaiju hvor er det dog fedt!!!